Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Pepper Grinder

Pepper Grinder

Ahr Echs debutspil har ikke mange strenge at spille på, men det spiller effektivt på dem.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ
HQ

Nogle gange kommer man bare rigtig langt med én god mekanik. Bare spørg amerikanske Ahr Ech, som har bygget deres debutspil ud fra et simpelt, men virkelig godt tænkt og udført tvist på platformgenren. Pepper Grinder er måske nok en anelse tyndbenet på en række andre områder, men den centrale mekanik sidder lige i skabet.

Og hvad er så denne centrale mekanik, spørger du nok? Jo, hvor du i platformspil typisk hopper fra sted til sted, borer du dig vej igennem Pepper Grinders udfordringer. Titelkarakteren Pepper er nemlig udstyret med et voluminøst bor på armen, og med det kan hun grave igennem udvalgte dele af banerne. Hun kan også hoppe, men ikke særlig langt, så for at bevæge sig fra sted til sted skal du udnytte din fart og skyde dig selv ud af én platform og bore dig ind i den næste. I forhold til traditionel platforming flytter det fokus over på vinklingen af dit "hop", hvilket føles enormt forfriskende. Derudover har Ahr Ech også ramt plet, når det gælder selve gravedelen. Når Pepper ormer sig forbi bomber og tjørnekrat og samler ædelsten og guldmønter op i processen føler du dig altid i kontrol.

Pepper Grinder
Dette er en annonce:

I sine bedste sekvenser har spillet et fantastisk flow, hvor du i konstant bevægelse graver dig ind og ud af områder og ekspederer fjender af vejen, når du borer op i dem fra undergrunden. Desuden krydres oplevelsen af en række midlertidige power ups, som skifter spillets tempo og udtryk. Fra tid til anden får Pepper adgang til miniguns, raketkastere, snescootere og endda en kæmpe mech. Alle med undtagelse af raketkasteren er underholdende at bruge. Især er jeg glad for minigunnen, som transformerer spillet til ren, uforfalsket run 'n gun.

Der er også en lille håndfuld bosser, som alle føles distinkte og tester dine evner på forskellig vis. De er således skill checks, der tester dig i alt fra brugen af din boost til dine korrekt vinklede borehop. De er udfordrende, men aldrig markant mere end den senest gennemførte bane, og så er de visuelt sprudlende med humoristiske designs.

Som så ofte i platformspil står bosserne, som verdenernes udråbstegn, men de almindelige baner bidrager i lige så høj grad til underholdningsværdien. I det hele taget er det tydeligt, at Ahr Ech har haft fokus på at skabe en varieret og konstant underholdende oplevelse med et højt tempo. Det udmønter sig i et spil, der oftest udfordrer finmotorikken, men faktisk også de små grå. Især første verden har nogle udmærkede puzzles, som desværre glider ud af fokus, efterhånden som spillet skrider frem. Det er en skam, da kombinationen af tankevirksomhed og muskelhukommelse klæder Pepper Grinder.

Pepper Grinder
Dette er en annonce:

Det ville også have klædt spillet at være lidt, hvordan skal vi formulere det... "mere". Jeg elsker et lille, strømlinet spil som paletrenser mellem de ofte oppustede AAA-titler, men Pepper Grinder er næsten for minimalistisk til min smag. Tre timer tog det mig at se rulletekster, og selvom der er guldmønter at indsamle, som kan åbne for klistermærker og i alt fire hemmelige baner, er der ikke mange andre grunde til at vende tilbage. Der er heller ingen accessibility-muligheder, hvilket ellers kunne have været velkomment for mange, for Pepper Grinder er ikke noget nemt spil. Og så er der historien, som er så tyndbenet, at den får Mario-spillene til at virke som Dostojevskij.

I sidste ende er det dog ikke nogen dødssynd, og Pepper Grinder ville alligevel aldrig være blevet det nye Super Meat Boy eller Celeste. Dertil er det for begrænset. Til gengæld er det et velspillende, visuelt charmerende og varieret lille platformspil, som jeg personligt fandt forfriskende. Én god central mekanik og lidt vinduespynt er måske ikke nok til at sikre en plads blandt genrens giganter, men det er nok til at skabe god underholdning i nogle timer.

07 Gamereactor Danmark
7 / 10
+
Den centrale boremekanik er virkelig veludført, charmerende billedside, gode bosser, power ups er sjove og skaber variation
-
Lidt for lidt af det hele, har lige lovlig få strenge at spille på.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

Pepper GrinderScore

Pepper Grinder

ANMELDELSE. Skrevet af Ketil Skotte

Ahr Echs debutspil har ikke mange strenge at spille på, men det spiller effektivt på dem.



Indlæser mere indhold