Payday 3: Et lynkursus i kriminalitet hos Starbreeze Studios

Sikkerhedsvagten ser os ikke, da vi smadrer en lås og sniger os om i en baggård. Vi finder vej til taget, og lirker et vindue op. På absolutte listefødder bevæger vi os derefter ned ad en trappe og kommer for hvert skridt langsomt nærmere den velbevogtede bankboks, der er vores mål. Det hele går glat. Men pludselig lyder en skrattende stemme over headsettet: "Oh fuck, jeg kom til at smide en granat!" Sekundet efter fyldes skærmen af lys. Kunder og personale begynder at skrige. Sikkerhedsvagterne åbner ild. Nu kan kun en regn af kugler sikre os et godt kup.

Jeg er taget til Stockholm for at prøve kræfter med Payday 3 - et firepersoners multiplayerspil, hvor man samarbejder om at begå væbnende røverier, der i næsten alle tilfælde udvikler sig til dramatiske skuddueller mod uendelige mængder politi. Virker formlen bekendt, har du spillet enten Payday: The Heist eller dets efterfølger Payday 2. Sidstnævnte har solgt over 30 millioner eksemplarer og genereret mere end $300 millioner i omsætning. Efter de fremmødte journalister har fået nogenlunde samme korte resume, kastes vi ud i et røveri af Secure Capital Bank med kyndig assistance fra en af udviklere.

Nu har jeg aldrig stjålet mere end et bolsje og en kuglepen hist og her, så jeg er på ingen måde en specialist i bankrøverier. Men jeg ved, at det kræver mere end fem minutters forberedelse, og vores første forsøg ender da også med at blive lidt af en fiasko.

For at bryde ind i bankboksen skal vi lave et hul i gulvet på anden sal ved hjælp af en industriel afbrænder. Bankens sprinklersystem truer dog med at dæmpe ilden, så vi skal sørge for at slå det fra, ligesom vi skal finde yderligere forbrændingsmateriale på udvalgte lokationer. Noget af en udfordring, da vi på daværende tidspunkt knap kan finde hovedtrappen, der lader os navigere banken. Da vi endelig når ned i boksen, får vi ikke i tide deaktiveret de eksploderende farvepatroner, hvilket ødelægger en del af vores bytte, og under flugten, støder vi på nye problemer. Politiet har spærret vores flugtbil inde ved hjælp af pullerter, og mens vi desperat forsøger at løfte dem, gør politiet en ende på os.

Jeg ville ønske vores indledende fiasko kunne tilskrives den forbedrede AI, som udviklerne flere gange praler med under den indledende præsentation. Desværre var den ikke nem at få øje på, og det skyldes ikke kun, at halvdelen af NPC'erne lå på gulvet og skælvede i frygt, hvilket selvsagt gør det svært at udvise tegn på intelligens. Nej, problemet er snarere politiet, der ligesom i de forrige spil hurtigt dukker op i nærmest komisk overdrevne mængder. Simple taktikker som at flankere fjenden eller tage dækning under beskydning, er tilsyneladende stadig ikke pensum på politiakademiet, og det tager en smule fra bankrøverfantasien, at fjenderne har så lav overlevelsestrang.

Et sjovt moment opstod, da vi havde lavet hul ned til bankboksen. Fjenderne blev, som selvmordsindstillede lemmings ved med at hoppe ned én af gangen, og det var selvfølgelig ingen sag for os at pløje dem ned. Men okay, jeg er måske ikke den rette til at pege fingre. Skydespil har aldrig været min største styrke, og at jeg et par gange slap levende igennem skyldes primært mine holdkammerater og en yderst generøs livbar. Og indrømmet. Det var også mig, der under vores næste ellers langt bedre eksekverede kup kom til at smide granaten.

Mine knap så imponerende præstationer illustrerer udfordringen ved at designe et taktisk skydespil for op til fire spillere. Der skal kun en kluntet eller hovedløs spiller til, for at selv den bedste plan går i vasken, og det giver særligt udfordringer, når det kommer til en mere forsigtig fremgang. Alligevel har Starbreeze Studios lagt et større fokus på spillets stealth. Der er for eksempel flere muligheder for at afværge konfrontationer, da vagterne vil lede længere på egen hånd, inden de aktiverer alarmen og tilkalder forstærkninger.

Det fik vi god lejlighed til afprøve i dette previews andet niveau - et spektakulært kunsttyveri på det moderne og velbevogtede Surphaze Art Gallery. Lad det bare være sagt med det samme, at det heller ikke denne gang lykkedes os at komme uset til vores bytte. Igen skyldes det nok primært vores manglende forberedelsestid - og for eget vedkommende måske manglende evner. Alligevel var det som om, at der manglende værktøjer til at infiltrere, og det til trods for en generøs mængde færdighedspoint og stort set ubegrænset adgang til spillets fulde arsenal (som langsomt skal låses op i det fulde spil). Vi fik dog lov til at lege med et monenterbar taktisk kamera, og havde et par passive bonusser, der gjorde det en smule nemmere at bevæge sig uset.

Selvom vores nat på museet hurtigt udviklede sig til endnu et opgør mellem røver og politi, skulle vi heldigvis lave meget andet end blot at holde aftrækkeren i bund. De malerier, vi skulle stjæle, var kun indirekte på nogle computerfiler, hvilket gav en uventet anledning til at lege kunstkritikere. Og for at finde frem til de rette malerier, skulle vi også benytte os af UV-scannere, gasbrændere og alskens andet udstyr. Mange af de små aktiviteter, såsom at dirke låse op og hacke paneler, er nu udformet som små minispil, og det virker til, at udviklerne har forsøgt at skabe en større balance mellem den indledende snigefase, hvor interaktivitet er begrænset, og den vilde og kaotiske action, når politiet er alarmeret, og spillerne har taget maskerne på.

Under det cirka to timer lange preview, kom jeg flere gange til at længes efter de mere avancerede infiltreringsmuligheder fra Thief, eller de spraglede niveauer fyldt med kreativt potentiale fra det eminente Hitman 3. Men det er også lidt urimelige sammenligninger, for Payday 3 handler i bund og grund stadig om rendyrket action, og det er da også her, at spillet for alvor udmærker sig. Kombinationen af, at skulle holde hovedet koldt og træffe taktiske beslutninger, samtidig med at specialstyrker vælter ned gennem vinduer og ind af alle åbninger, er stadig lige så herligt medlevende og adrenalinfremkaldende som i Payday 2. Og endnu engang akkompagneres oplevelsen af et intenst og dunkende soundtrack.

Hvad bedre er, så har udviklerne også fået indstillet sigtekornet på spillets skydedel. Der er mere tyngde i dine våben og bevægelser, og samtidig føles det hele mere præcist og responsivt end forgængeren. Payday 3 spiller kort sagt som en moderne og ikke mindst velfungerende konsolshooter i stil med Call of Duty: Modern Warfare II, og det er næppe tilfældigt, da spillet for første gang i seriens historie udkommer simultant til konsol og PC.

Også grafikken har fået en tiltrængt overhaling. NPC'erne ser stadig en smule rå ud og bevæger sig kluntet, men måske er det også meget godt, at man ikke kan se rædslen i øjnene på de stakkels gidsler. I stedet kommer brutaliteten primært til syne igennem miljøerne, der nu er mere destruktive, så man for alvor efterlader sig et spor af ødelæggelse. Forvent dog ikke, at kan bruge den kreative destruktion til eksempelvis at standse politiet ved at sprænge en væg. Det er udelukkende kosmetisk, forklarer udviklerne.

Payday 3 virker umiddelbart som en mere velpoleret udgave af Payday 2. Baseret på min tid med spillet er her ingen killer features eller banebrydende nyskabelser. Men det er måske heller ikke nødvendigt, for det originale koncept, er stadig lige så sjovt og intenst, som det altid har været. Spørgsmålet er så bare, om det er nok til at få millionvis af virtuelle bankrøvere til at skifte til den nye udgave? Det bliver vi klogere på den 21. september, hvor Payday 3 udkommer til PC, Xbox Series S/X og PlayStation 5.