Payday 3

Nogle gange går intet, som man havde planlagt. Det kommer vi alle sammen ud for. Så mens jeg skriver denne anmeldelse, sidder jeg søvndrukken, sammenkrøllet og bleg som et lagen. Jeg - en af Gamereactors største Payday-noobs, som indtil nu aldrig havde spillet det andet spil i serien - har måttet hasteanmelde Payday 3. Men fortvivl ikke, jeg har skam gjort mit hjemmearbejde. Det er derfor, jeg ikke har lukket et øje.

Jeg prøvede Payday, da det først udkom, og kunne bedre lide spillets ide og struktur end selve bankrøverierne. Jeg havde dog ikke svært ved at se, hvorfor det så hurtigt blev så populært, som det gjorde. Det, som Grin-brødrene Bosse og Uffe Andersson (Overkill Software) havde gjort, var at overføre grundideen bag Left 4 Dead til bankverdenen, hvor du og tre venner skulle planlægge, udføre og derefter enten snige eller skyde jer ud af vanskelige situationer, mens en masse computerstyrede politibetjente forsøgte at sætte en kæp i hjulet for jeres bankrøveri. Det var forholdsvis underholdende og tilmed næsten helt originalt. Inden denne anmeldelse hoppede jeg ind i Payday 2, og først efter et par timer slog det mig, at de kortere røverier og hurtigere spilmekanikker passer mig bedre. I dag er Payday 2 også spækket med indhold (selvom ikke alt virker lige godt) og føles lidt som en hurtigere Payday-oplevelse med kortere missioner og et mere friskt tempo.

Med Payday 3 har Starbreeze (The Darkness, The Chronicles of Riddick: Escape From Butcher Bay) forsøgt at blande de første to spil og samtidigt tilføje nye funktioner, som jeg kan forstå, at fans har skreget på i lang tid. Bankrøverne bevæger sig mere flydende og hurtigere denne gang. Det er muligt at glide på samme måde som i Call of Duty: Warzone 2.0, og man kan nu hoppe over forhindringer og møbler, hvilket føles belønnende og frem for alt badass i pressede situationer (når det virker).

Fremgangsmåden er i bund og grund den samme. Du og tre kammerater skal først planlægge jeres bankrøveri og derefter forsøge at eksekvere det efter planen. Der er en fleksibilitet i alle Payday-spil, som for mig er et tydeligt tegn på veludført spildesign, da det er muligt at snige sig igennem røverierne, slukke kameraer og overliste overvågningssystemer, stjæle nøglekort, gøre vagter og personale tavse og derefter snige sig ud med lommerne fulde af guld som selveste Agent 47. Men man kan selvfølgelig også bare sparke døren ind og lade kuglerne flyve fra første øjeblik. For mit vedkommende starter næsten alle røverier med ambitiøs stealth for senere at udvikle sig til vanvittige, Heat-lignende skudkampe, hvor kuglerne flyver om ørene på os, og politibetjente råber ad os og til hinanden. Der er selvfølgelig en vis grad af realisme over det, selvom Payday 3 aldrig nogensinde forsøger at simulere noget, der er direkte taget ud af virkeligheden.

Det føles realistisk med en plan, der ikke holder på grund af menneskets fejlbarhed. Hver lille mikrofejl kan sætte en kæde af saboterende begivenheder i gang. Omstændighederne er sjældent optimale, men banken skal koste hvad det vil tømmes for penge, hvilket betyder at man som spiller hele tiden skal være omstillingsparat. For mig er det dog sjældent et problem. Jeg vil dybest set bare skyde. Hele tiden.

Heldigvis er skudkampe et af de stærkeste aspekter ved Starbreezes længe ventede tredje spil i serien. Våbenanimationerne og selve våbnene er ikke i topklasse, men det føles bare hamrende godt at affyre dem midt i et røgfyldt, eksplosivt kaos, som jeg synes overgår andre spil i samme kategori (Payday 2, Left 4 Dead 2, Back 4 Blood og andre). Lydene, bragene, den måde, våbnene vibrerer og ryster, når de affyres, og hvordan fjenderne reagerer på skud - det hele er så godt, at det til tider næsten føles som at skyde med en M16 i Insurgency: Sandstorm, hvilket bør tages som en stor ros fra mig.

Jeg kan også godt lide variationen i de forskellige missioner. Det er svært at benægte, at alle otte banker føles som et sølle udvalg sammenlignet med Payday 2 (to af dem er taget direkte fra dét spil), men da jeg som sagt ikke havde spillet Payday 2 før nu, generer det mig ikke så meget. Jeg tror dog, at de mest garvede Payday-veteraner vil blive skuffede over, hvor lidt "nyt" der faktisk tilbydes i selve missionerne.

Men der er også meget at glæde sig over her, og som svensker er det da dejligt, at en så populær svensk-udviklet spilserie lever videre og endda ser ud til at stortrives. Man kan dog ikke komme uden om, at Payday 3 ikke burde være blevet udgivet endnu, da det ikke føles færdigbagt. Først og fremmest har vi de mange fejl. Jeg sad ofte fast forskellige steder i omgivelserne, havde pludselig ikke mulighed for at lave glideangreb eller hoppe over visse objekter/forhindringer uden først at skulle stå og gnubbe mig mod kanten af dem. Flere gange er jeg midtvejs i missioner blevet smidt ud af dem, og spillets serverproblemer lader til at toppe de fleste ufærdige udgivelser fra de sidste par år. For det første er det svært at komme ind på serverne, men det er endnu sværere at få en mission til at køre ordentligt, og manglen på ingame-chat i selve spillet er bizar. Det er 2023 - det burde være en selvfølge, at det tilbydes.

Payday 3 lider også her ved udgivelsen af en stor indholdsmangel, hvilket jeg mener er spillets største problem, når man tænker på, at det har været i udvikling i over seks år (!), og hvor indholdsrigt Payday 2 er i dag. Starbreeze burde ganske enkelt have tilføjet mere til oplevelsen - især med tanke på spillets ringe tilstand, fejlene og serverproblemerne. Jeg mener også, at historien er meningsløs. Udviklerne burde have lagt mere arbejde i den eller bare have droppet den helt. Det gælder også gidselsystemet, som føles halvbagt. At vinde tid ved at forhandle med gidsler i de banker, du røver, er en genial idé, men det fungerer ikke, som det bør, og føles derfor som en meningsløs gimmick.

Grafik og design er også en blandet landhandel for mig. Jeg spillede spillet på en Omen 45L med et AMD 7900, og selvom skærmopdateringshastigheden har været høj og flowet godt (når serverne fungerer), så føles Payday 3 meget som Payday 2 rent grafisk. Det er ikke grimt, men fra den tekniske side føles det som et spil fra 2015. Designet er dog godt. Jeg kan godt lide, hvordan de forskellige banker ser ud, og animationerne er solide. Den måde, betjentene bevæger sig på, når de bliver ramt af mine skud, er fantastisk godt udført og gør skudkampene meget tilfredsstillende. Lyden er også god. Musikken er genial ligesom i forgængerne, lydeffekterne er virkelig veludførte, og akustikken er helt klart godkendt. Jeg ville gerne have haft mere akustisk rum i lyden, især når jeg plaffer løs med et maskinggevær i en banks stenfoyer. Dér ville Battlefield-lydbilledet med mere ødredøvende ekko have været at foretrække.

Som en Payday-nybegynder er det let for mig at blive opslugt af spillets dynamikker og flow, hvor man sammen med tre holdkammerater kan planlægge forskellige fremgangsmåder til bankrøverier. Jeg elsker spillets fokus på stealth, og hvor tilfredsstillende kaoset er, når snigeriet går galt, og de store kanoner hives frem. Jeg kan godt lide designet, og våbenfølelsen er genial, men spillet mangler simpelthen indhold, og serverproblemerne er en konstant plage. Jeg har været godt underholdt, når spillet rent faktisk har fungeret problemfrit, men jeg forventer, at Payday 3 først vil fungere som tiltænkt om i hvert nogle måneder. Det er desværre standarden nu om dage, ikke mindst når det gælder store actionspil med ambitiøse onlinekomponenter. Se bare på Call of Duty: Warzone 2.0, Cyberpunk 2077 og Battlefield 2042. Det tog over 10 måneder for alle tre spil at fungere, som de burde have gjort på udgivelsesdagen.