Parasite Eve 2

Det er blevet sommer, solen skinner og har man ikke allerede fundet sine shorts og T-shirts frem, er det ved at være på høje tid. Men når aftenen falder på, og man bevæger sig indenfor for at støve konsollen af, hvad ser man så?

At der oftest er ufatteligt langt imellem de nye titler i sommerperioden.

Efter E3 er spilmarkedet simpelthen blevet bombarderet med forventninger og hype, og den årlige spiltørke tager periodisk over. Så er det jo heldigt at både Xbox Live og PSN rummer et væld af klassiske titler, fra henholdsvis Xbox og den oprindelige PlayStation. I denne anmeldelse tager vi et kig på en af de nyeste genudgivede titler på PSN, som samtidig ikke fik så megen opmærksomhed da det oprindeligt udkom på PS1 i 2000.

Parasite Eve 2 tager teten op direkte efter det første spil, og således befinder man sig atter engang i støvlerne på spillets protagonist, Aya Brea. I det første Parasite Eve arbejdede Brea som nyudnævnt politibetjent, da et dødeligt virus rammer New York og transformerer de smittede til monstre. I toeren er Brea så blev tilknyttet en anti-monster enhed under FBI kaldet MIST, hvor de forsøger at opdrive de seneste farlige mutationer. På et udkald opdager Brea til sin gru, at disse monstrer nu kan tage menneskelig form og at deres forvandling i øvrigt er styret af en tredjepart, og så har vi ellers balladen. Hvis du synes at plottet kunne minde om en anden kendt spilserie fra Japan, der netop i disse dage fylder 15 år, så har du helt ret, men det vender vi tilbage til.

Der er nogle små problemer i forbindelse med Parasite Eve 2s historie, for i kraft af at etteren aldrig udkom i Europa, er det en anelse svært at relatere til de figurer og begivenheder som toeren bygger videre på. Til spillets fordel skal det dog siges at der gøres et stort stykke arbejde for at præsentere historien på en filmisk og gribende facon, hvilket gør at man som spiller hurtigt glemmer at historien er en fortsættelse. Det skal også siges at historien bliver fortalt igennem tekst, og uden nogen form for stemmeskuespil, hvilket har sine fordele og ulemper. Dialogen er nemlig så åndsfraværende og plat at stemmeskuespillet, uanset hvor talentfulde folk der end måtte være tale om, umuligt kunne levere noget særligt gribende med det kildemateriale.

Men det er samtidig i plottet spillets charme skal findes. For under min tid med spillet, kunne jeg ikke lade vær med at tænke tilbage på serier såsom Twin Peaks og i særdeleshed X-Files, og som historien tager fart, lever man sig faktisk mere ind i spillets univers og karakterer.

Det er som et nostalgisk tilbageblik, hvor at spillene og ikke mindst deres historier var simplere og dummere, men også lettere tilgængelige. Parasite Eve 2 historie er i mangel af bedre ord simpelthen ren kitsch, og spillets interessante pre-renderede miljøer, der er med til at understøtte netop denne stemning. De animerede 3D figurer i spillet er selvfølgelig ikke noget at råbe hurra for, men igen er det noget man ser mere og mere bort fra eftersom spillet bliver mere interessant.

Men ak, nu er der jo en grund til at Parasite Eve 2 ikke er en eviggyldig klassiker som har stået på alles spilhylder i ungdomsårene, og det skyldes primært spillets gameplay der lider under nogle nævneværdige brister. Som antydet tidligere, ser Parasite Eve 2 meget op til sin spilmæssige storebror, Resident Evil-serien, og det ses allertydeligst i spillets kampsystem. Men samtidig med at man har trukket på Resident Evils faste kameravinkler og stive 'kampvognsstyring', så låner Parasite Eve 2 også elementer fra rollespilsgenren. Aya Brea er nemlig selv blevet smittet med en afart af virussen, som gør at hun kan bruge forskellige magiske kræfter mod spillets fjender, og det fungerer overraskende godt. Desværre ikke godt nok til at få kampsystemet til at fungere i sin helhed.

Systemets utilstrækkelighed ses allertydeligst når flere fjender indtager skærmen samtidig, og selv angriber spilleren i real-time, for så bliver det mere end almindeligt svært at manøvre rundt og orientere sig. Heldigvis er kampene aldrig tilfældige, så det meste af tiden kan man planlægge sig ud af en svær kamp. Uanset hvad er kombinationen mellem de faste kameravinkler, tonstung styring og kamp i realtime til at tage og føle på, og det er sjældent positivt.. Skal man så ovenikøbet bruge medkits eller skifte imellem sine magiske kræfter, så skal man også have fat i spillets meget utidsvarende menusystem. Denne del har desværre ikke ældet med ynde, hverken i sit design eller udseende, og så kan det vist ikke siges tydeligere.

En gang imellem bliver kampene dog brudt op af en enkelt puzzle i ny og næ, og disse varierer også i kvalitet og sværhedsgrad. Visse er ret sindigt udført, imens andre blot består af en simpel fetch-key-og-indsæt-den-her type. Det er dog ikke altid til at se hvilke objekter der er interessante, da ikke alle interaktive dele er highlightet og med den samlede grafiske fremtoning, kan tingene godt "mudre" en anelse sammen.

I sidste ende må Parasite Eve 2s appeal vurderes udfra hvor meget man holder af fordums spildesign. Har man en forkærlighed for især Resident Evil-serien, så skulle man være et skarn ikke også at nyde Parasite Eve 2.

Synes man derimod at faste kameravinkler og inventory-screens er noget Fanden har skabt, så laver Parasite Eve 2 ikke om på den forestilling. Personligt fandt jeg oplevelsen overraskende positiv, men teknikken og det gammeldags design sætter nu alligevel et for stort præg på den samlet kvalitet af denne titel. Uanset hvad, er der i hvert fald ingen grund til at ignorere de gamle klassikere på PSN, da der uden tvivl gemmer sig titler af samme, eller endnu højere kvalitet.