Pain & Gain

Med en kulisse bestående af Miamis solvarme omgivelser, sørger Michael Bay hurtigt for at skrue helt op for farverne allerede første gang vi møder Daniel Lugo (Mark Wahlberg). I et par sekunder fristes man til at tro at der er tale om endnu et reboot af Miami Vice, ikke mindst fordi Lugo med fråde om munden gør hvad han kan for at undslippe adskillige politibetjente.

Pain & Gain har dog intet med 80'ernes mest populære tv-show at gøre. I stedet låner den sin historie fra den ganske virkelige sag om den såkaldte Sun Gym Gang, der tilbage i 1998 var en bande bestående af bodybuildere, der i jagten på den amerikanske drøm endte med både at bortføre og myrde deres ofre.

Nu ved jeg ikke med jer, men mørk komedie er ikke det første jeg umiddelbart tænker om en sådan historie, og alligevel er det den retning instruktør Michael Bay har taget filmen.

Hvad der starter som et simpelt ønske om at få det man har fortjent, vokser sig i Lugos verden hurtigt til noget meget større. Som en person, der er vadt til at overgå sig selv, når det gælder at pumpe jern, mener Lugo at det samme bør være muligt i resten af hans liv, men resultaterne følger bare ikke med.

Frustrationen hos Lugo forøges, da han bliver personlig træner for forretningsmanden Victor Kershaw (Tony Shalhoub), der på trods af sit ynkelige ydre har formået at opnå og indtjene alt det Lugo mangler i sit liv. Løsningen er ligetil, og inden længe er en kidnapning planlagt.

Og herfra udvikler filmen sig så ellers til en moderne rodebunke, klædt i Miamis fineste pangfarver, store muskler og en komplet mangel på selvkontrol. Humoren introduceres ufrivilligt til historien, i form af bandens komplette uduelighed, når det gælder kriminalitet. Det bliver dog aldrig sjovt, fordi historier om mord, kidnapning og lemlæstelse som regel ikke er den slags man har lyst til at grine af, uanset hvor afsindige situationerne omkring dem er.

Bedre bliver det heller ikke af at filmen er alt, alt for lang. Halvvejs igennem historien føles det således som om filmen vælger at udfylde resten af spilletiden ved nærmest nøjagtigt at gentage sig selv. Det er meget muligt at det tilnærmelsesvist var sådan historien udspillede sig i virkeligheden, men det bør ikke være en undskyldning for at man ikke har kunnet løse det på mere kreativ vis i filmversionen.

Som leder af tremands-banden gør Wahlberg det glimrende, og det gavner ham igen at han før har spillet en person, der befinder sig på en hårdfin grænse mellem balance og mani. Det samme kan siges om Dwayne "The Rock" Johnson, der som Paul Doyle både har mulighed for at vise sine gigantiske muskler samt hang til komik, idet Doyle døjer med et kokain-problem, som har forskellige virkninger på ham. Anthony Mackies rolle som Adrian Doorbal er dog langt mere tvivlsom. I filmen virker Doorbal således mest af alt som en tilføjelse til manuskriptet, som ene og alene er lavet for at give plads til et par nemme grin.

Det er ærgerligt at Pain & Gain ikke er blevet til mere, for den originale historie, med smukke Miami som baggrund, kunne sagtens være blevet brugt til et langt mere interessant og fulendt oplevelse, i stedet for en film der synes at glemme hvor den var på vej hen hvert femte minut.