Pac ’n Roll

Pac-Man har allerede besøgt Nintendo DS en gang i år med Pac-Pix, hvor han blev reduceret til simple blyantsstreger, men selv ikke denne radikale ændring af Pac-Mans anatomi kunne stoppe ham. Nu er der endnu engang brug for Pac-Man, og atter engang må Pac-Man gennemgå en fysisk forvandling i den gode sags tjeneste. Superspøgelset Glovis har forvandlet Pac-Man, hans læremester Pac-Master samt familie til små bolde, i håbet om at gøre verden til et sikkert sted for spøgelser. Pac-Man slipper naturligvis væk, og det er nu op til ham at give det rockglade spøgelse en afklapsning.

At hjælpe Pac-Man på hans eventyr er meget enkelt, takket være et yderst enkelt kontrolsystem. Mens den øverste skærm viser spillets baner, viser den nederste skærm Pac-Mans kuglerunde og storsmilende legeme, der kan manipuleres med stylusen. Ved hjælp af lange træk med stylusen bevæger Pac-Man sig hurtigt, og med små træk lister han af sted. En hurtig bevægelse til kanten af skærmen giver ham et ekstra spark i måsen, der kan bruges til at smadre kasser eller komme over stejle skråninger. Problemet er at styringen aldrig er helt præcis, og man kan ved et uheld komme til at sende Pac-Man ud over en skrænt, selvom hensigten bare var at give ham lidt ekstra fart. Særligt uheldigt bliver det, når platforme begynder at bevæge sig rundt, da man tit mærker tabet af præcision her.

Pac-Man selv har visse evner, der kan bruges på hans eventyr. Han kan både udstyres med en rustning eller en lille hat med en fjer. Rustningen gør Pac-Man tungere at flytte rundt på, hvilket ikke er særligt godt, hvis han bliver jagtet eller har brug for at flytte sig hurtigt. Til gengæld kan han smadre metalkasser, og skulle han falde i vandet, vil han synke til bunds, hvor der ofte er godbidder at finde i form af piller, juveler og ekstra liv. Den fjerede hat gør Pac-Man let som en fjer, således at han triller hurtigt. Desuden gør hatten ham i stand til at svæve over kortere afstande.

Så vidt så godt. Som altid skal den kære lille gule fætter samle små og store piller, for hvis Pac-Man vil videre i nogle baner, skal han have et bestemt antal piller for at komme igennem Glovisporte. Uden farer ville det i sagens natur være let som kage at besejre Glovis, hvilket betyder, at banerne er hjemsted for Pac-Mans nemesis, de fire spøgelser Inky, Pinky, Binky og Clyde, men også faldgrupper, bundløse afgrunde, spøgelser i radiobiler og kanonkugler, der dratter ned fra himlen.

Det er ikke nødvendigt at samle alle piller på en bane, men samler man dem alle, får man en juvel, og juveler åbner for ekstra udfordringer, heriblandt en meget lækker version af det oprindelige Pac-Man, perfekt lige fra grillbar-grafikken og ned til Pac-Mans ikoniske "Wakawakawaka"-lyd. Pac ’n Roll er grafisk en fin oplevelse, der dog ikke forbløffer. Banerne er enkle og farverige, og er alle opbygget omkring et bestemt tema, som slotsmiljø, jungle eller legetøj.

Der sker dog ikke meget på skærmen, og banerne og baggrunde kan godt gå hen og blive lige en tand for spartanske. Musikken er også yderst spartansk, hvilket udmønter sig i en enkelt melodi pr. tema, og selvom nogle af melodierne er ret gode, bliver de i gentagelsen irriterende. Spillets dialoger er ligeledes mægtigt irriterende. Figurerne i Pac ’n Roll benytter sig stort set alle af et kaudervælsk, der får sproget i The Sims til at virke intellektuelt. Sætninger som "Pac. Pac pac, Paccu!", burde aldrig nogensinde igen udgive sig for dialog.

Man kunne undre sig over at Namco ikke har lavet nogle multiplayerfunktioner, men her er ikke meget at hente. Den klassiske Pac-Man kan spilles af to personer, der hele tiden skiftes til at spille, men ellers er der ikke noget socialt. Lidt ærgerligt, når man tænker på, at det sikkert kunne have ladet sig gøre at lave nogle minispil i stil med Super Monkey Ball. Spillet er dog ganske fornøjeligt, og skulle man savne lidt platformer med lidt puzzle i sig, så er pengene ikke givet dårligt ud med Pac ’n Roll.