Dansk
Gamereactor
previews
Overwatch

Overwatch på PS4/Xbox One

Anders tog hele vejen til Anaheim, Californien for at se hvordan Blizzard's spændende skydespil tager sig ud på konsollerne.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ
HQ

Når chefredaktøren ringer og tilbyder en tur til LA på Blizzards regning, med betalt hotel, mad og interview med Jeff Kaplan, Game Director på Overwatch, så siger man simpelthen ikke nej. Da jeg personligt ser utroligt meget frem til Overwatch, så blev det hele kun federe af at turens formål var at få det første hands-on med Overwatch på konsollerne. Så hvis du ser frem til Blizzards nye farverige univers, men har ventet på at PC-veteranerne løftede sløret for konsol-udgaven, så følg med her.

Det var en vanvittig lang flyvetur for de kun ca. halvanden dag jeg havde i Californien, men hold da op hvor kan Blizzard finde ud af at arrangere sådan en tur. Rundvisning på deres campus, som er enhver nørds mekka, ophold på DoubleTree by Hilton, lækker aftensmad med teamet, det hele var der. Derfor kan jeg nu sige, at hvor voldsomt det end er at bruge næsten to hele dage på at flyve, for kun at have så beskeden en tid i det dejlige californiske klima, så var det absolut det hele værd, og en kæmpe oplevelse. Blizzard er befolket af mennesker med skyhøjt talent, som alligevel er nede på jorden og utroligt søde, og man kan ikke være andet end en smule misundelig på dem, som har æren af at rende rundt hos Blizzard hver dag.

Hvor fantastisk selve turen nu end var, så skal dette jo handle om spillet, Overwatch. Dette er et spil jeg har fulgt tæt, men desværre ikke blevet lukket ind til i den lukkede beta. Følgeligt var det en fantastisk oplevelse at få alle mine forhåbninger bekræftet da jeg endelig fik chancen for at prøve det.

Dette er en annonce:

Kort sagt, så er Overwatch et friskt pust i en af de mest stagnerede genrer i industrien, nemlig kompetitive shooters. Dette er måske den gamle mand indeni mig der taler, men blod, futuristisk militær og mørk, gritty æstetik trænger til et alternativ. Det er her Blizzard kommer til undsætning med det MOBA-inspirerede Overwatch, som er fyldt til randen med karakter, farve og Pixar-agtigt humør. Spillet er indtil videre kendetegnet ved at have næsten alt det som jeg mangler i dets konkurrenter. Det er upbeat, og drevet af karakterernes diversitet i stedet for våben, og teamplay i stedet for kills.

Lokationsmæssigt taler vi vor egen velkendte klode, men i en idealiseret fremtid. Ifølge Jeff Kaplan er hver bane noget lig hvad teamet selv idealiserer f.eks. London, Hollywood eller Japan som. Det er lige meget hvor Big Ben eller vejene i Hollywood ligger, pointen er den barnlige naivitiet, og hvor dejligt det kunne være hvis postkortene talte sandt engang imellem. Glem realisme og hop ind i Blizzards T-ratede, kreative og fjollede univers. Ikke noget med zombier, post-apokalyptiske scenarier, eller WW3. Overwatch handler om alt det sjove ved at skyde kammeraterne. Det er hvad nogle af industriens dygtigste hoveder endelig får lov til at lave, i en genre de aldrig har arbejdet med før.

Overwatch
OverwatchOverwatchOverwatch
Dette er en annonce:

Alt fra de indtil videre 21 helte til banerne emmer af diversitet, og det er ganske enkelt noget jeg har savnet i genren. De forskellige maps er især sjove fordi de har masser af smutveje, som er gemt i bygningerne og hvor man kan overraske fjenden fra. Som det også blev påpeget af Lead Level Designer Aaron Keller i interviewet, så føles bestemte dele af banerne som skabt til de forskellige helte, så f.eks. de høje broer, altaner eller tage mest er tiltænkt meget mobile helte, som Widowmaker eller Pharah, mens andre kan mase sig gennem bestemte "choke points" hvor de store slag foregår.

Overwatch skiller sig også ud ved, at den typiske våben-centriske tankegang i kompetitive shooters er pistvæk, da du ganske enkelt ikke kan vælge forskellige våben, men får en komplet pakke, når du har valgt karakter. Dette er dermed noget lig hvad Heroes of the Storm gjorde for MOBAer, da loadout/købesystemet er fjernet. Dette giver et lettilgængeligt spil, men fordi både banerne og karakterernes forskellige evner spiller fantastisk sammen, og har masser af dynamik, så føles spillet stadig enormt dybt og strategisk. Som med MOBAer, så er der masser at lære omkring hvordan heltene fungerer sammen, i de forskellige baner og game modes.

De forskellige game modes er alle 6v6, og er ikke noget komplet banebrydende, men danner en glimrende ramme for spillet. Indtil videre er der tre game modes, og de er alle sammen fokuseret på team objectives, igen ligesom Heroes of the Storm. Der er altså ingen Team Deathmatch her, og i stedet skal man som hold f.eks. eskortere en vogn til et bestemt sted, besætte to steder på kortet, eller forhindre det andet hold i det samme. Det interessante er så naturligvis, hvordan man som hold vil gå til udfordringen.

HQ

Jeg fik mine egne tanker om spillet bekræftet af Jeff Kaplan, som under hans præsentation af spillet talte om hvad teamets vision for spillet er, på forskellige områder. Kort sagt, så er der tale om et spil, som forsøger at mindske kompleksiteten, men maksimere dybden af gameplayet. Dette reflekteres eksempelvis i beslutningen om at have masser af karakterer, men uden muligheden for at lave forskellige builds, som man kan i Heroes of the Storm. På denne måde har hver spiller en idé om, præcis hvad de andre kan, fordi der kun er én Reaper, Pharah, Winston etc., og ikke mange builds af hver.

Som disse overvejelser indikerer, så er der tale om et af de mest fokuserede spil jeg har oplevet længe. De forskellige dimensioner til spillet, evner/karakterer, baner, og game modes går utroligt godt sammen. Spillet føles kontrolleret, men i en god forstand. Ganske vist kan du ikke skræddersy karakteren, men hvordan din stil med Tracer, Reaper, Winston eller en af de mange andre karakterer end er, så er den ikke helt magen til andres. Der er altså plads til kreativitet fra spillerens side, men dette skyldes ikke et level-up system, men snarere godt og fokuseret spildesign.

Det fokuserede gameplay er dermed særdeles velegnet til konsollerne, som ikke har PC'ens virvar af knapper. Som dedikeret PC-gamer var det ikke konsol-fokuset der trak mig til LA, men Overwatch selv (og det lækre vejr, samt betalt mad og hotel). Alligevel havde jeg det ekstremt sjovt med spillet, og siden Blizzard havde fået en frisk levering af Xbox One Elite-controllere (som jeg virkelig, virkelig må få anskaffet mig) i anledning af eventet, så var det en sublim oplevelse på Xbox. Men med præcis samme knap-layout og stort set identisk performance på de to konsoller, så var der ellers ikke stor forskel mellem konsollerne. Kort sagt, så kørte spillet fænomenalt, og rigtig godt ud. Vi fik også bekræftet, at der er tale om 60 fps på både Xbox One og PS4, og i tilfælde af hosten fra maskinen, så bliver teksturer downscalet midlertidigt. Downscaling var dog ikke mærkbart på eventet.

Personligt har jeg kun få ting at kritisere spillet for. I den version vi prøvede var der nogle lydfejl på Xbox One, som holdet arbejdede på. Disse skulle være glattet ud inden længe. Én ting jeg bemærkede var dog, at horisonten i visse baner kunne se bedre ud, og er noget grynet. Men med et så adrenalin-drevet spil som Overwatch er horisonten ikke ligefrem noget man typisk stopper op og dyrker. Men det er noget man desværre kan bide mærke i i visse baner, da teksturerne på f.eks. skyskrabere i den kinesisk inspirerede bane er voldsomt grovkornede.

En anden ting er, at hvordan Overwatch end har i sinde at belønne spillerne, så vil det som sagt ikke give nogen gameplaymæssige fordele i form af våben, abilities el.lign. Dette kan dog for nogle spillere virke lidt skrabet. Hvor f.eks. Team Fortress 2 lader spilleren låse op for nye våben hen ad vejen, så har Overwatch ikke samme item-system, men er mere karakter-styret. Men hvis man kun låser op for skins, så kunne man frygte at der ikke rigtig er nogen følelse af progression. Heldigvis kan Blizzard reagere på dette løbende hvis det bliver et problem.

Overwatch
OverwatchOverwatchOverwatch

En tredje ting er, at crouch er temmelig akavet i spillet, fordi det hele går så hurtigt. Alligevel er "rund"-tasten dedikeret til denne funktion, som vi ifølge Kaplan selv "bare ikke skal bruge". Glide-bevægelsen som vi kender fra Call of Duty etc. eksisterer heller ikke i Overwatch lige nu, selvom den slags synes oplagt i et så hektisk spil. Men jeg tror grunden til at disse ting ikke er der er den simplistiske tankegang som teamet har lige nu, hvilket i og for sig er en god ting.

Vi fik dog ikke noget synderligt indblik i den sociale side af Overwatch i denne omgang. Den noget radikale mangel på en decideret kill-rate-oversigt i løbet af spillet var klart mærkbar, og ellers noget som er et socialt fokus i shooters. Da jeg kort talte med teamet om dette fik jeg at vide, at fjernelsen af dette var et bevidst valg. Ifølge udviklerne, så misrepresenterer dette "numbers game" hvad det egentlig vil sige at spille godt. Det er en team-effort at spille Overwatch, ikke et spørgsmål om flest kills (da der ikke er en Team Deathmatch-mode). Man kan dog se højeste kill-streak og lignende præstationer ved at trykke på en af piletasterne under kampen.

Denne type tiltag gør spillet yderst imødekommende for nybegyndere, og vha. nem adgang til den valgte karakters evner, så er det et spil man hurtigt kan samle op og spille, og lære henad vejen. Da det grundet sin enkelthed ikke kræver så mange knapper, så er det ganske velegnet til konsoller. Mens teamet har cross-platform-play i tankerne mellem konsollerne, så er PC-konsol-samspil udelukket, da PC-spillere ville have en for stor fordel, som Jeff Kaplan forklarede i interviewet.

I mine øjne, så lader det til at teamet hiver spillet i den helt rigtige retning. Personligt er jeg ikke en fan af tendensen til at hvert spil skal kunne alting på én gang. "Kvalitet over kvantitet" er en fortærsket mantra, men også en tommelfingerregel som spiludviklere desværre ikke altid abonnerer på. Ikke desto mindre er det nøjagtigt hvad Blizzard gør så godt i denne omgang, og noget de altid har været gode til. Overwatch får derfor sandsynligvis ikke en halvslatten singleplayer-del, som ingen gider spille, men vil holde sig til det, som det gør bedst.

I stedet for en "story mode" er banerne fyldt med sjove små detaljer der afslører det finurlige univers, mens Blizzard også ser til andre formater, som kan udvide Overwatch's verden. I klassisk Blizzard-stil, så skal franchiset helst holde de næste 20 år, ifølge teamet selv. For hver lille bid af baggrundshistorien der bliver afsløret, så bliver jeg mere og mere bidt af universet. Fra den dejlige kortfilm om Winston, Recall, som blev udgivet d. 21. til løftet om en grafisk roman, så kan jeg ikke vente på hvad historieskriverne finder på.

Det er derfor tydeligt at teamet selv elsker deres kreation, og de spiller det også entusiastisk i døgndrift. I al den tid vi var i test-lokalet, så stod der nærmest altid en entusiastisk udvikler bag mig og gav råd og heppede. Overwatch er et hjertebarn, og jeg tror meget få mennesker, som faktisk har prøvet spillet er i tvivl om, at holdet bag elsker det de laver, og er dedikerede til at perfektionere det.

Dette fremgik også af interviewet jeg foretog med Game Director Jeff Kaplan og Lead Level Designer Aaron Keller. Det var en glædelig overraskelse at sidstnævnte også var til stede, da noget af det, som imponerer mig mest ved spillet netop er map-designet.

Efter det behagelige besøg jeg havde hos Blizzard kan jeg sige, at Overwatch er et af de spil, jeg ser mest frem til i 2016. De timer jeg havde med spillet var rendyrket sjov. Fremadrettet er der blot nogle småjusteringer at foretage, og ellers ser det hele ekstremt solidt ud. Hvordan Blizzard vil fastholde brugerne på længere sigt er ikke helt sikkert, men det er så sandelig forfriskende at se et lyst, nærmest barnligt, skydespil fra den californiske spilgigant. Og endnu mere forfriskende at de dropper de moderne free-to-play-strategier, og sælger en boks, helt simpelt. Ud fra de samtaler jeg havde med udviklerne, så er det ikke kun forfriskende for os som spillere, men for Blizzard selv. Én ting er sikkert: når Blizzard åbner dørene til Overwatch d. 24. maj, så tager jeg imod invitationen.

HQ
OverwatchOverwatch

Relaterede tekster

Overwatch (Switch)Score

Overwatch (Switch)

ANMELDELSE. Skrevet af Carl Nielsen

Blizzards populære hero-shooter er landet på Switch, men er det værd at spille på Nintendos knap så kraftige konsol?

OverwatchScore

Overwatch

ANMELDELSE. Skrevet af Rasmus Lund-Hansen

Det er 18 år siden Blizzard sidst har lavet et spil, der ikke var en to'er eller afledt af et etableret hit. Overwatch er en ny retning for studiet - og et af de bedste spil i sin genre.



Indlæser mere indhold