Outriders

I torsdags udkom People Can Flys længe ventede Outriders, og jeg har brugt påsken på at pløkke aliens og småtossede rebeller på den fremmede planet Enoch. People Can Fly gjorde op til udgivelsen en hel del ting rigtigt; de udgav med jævne mellemrum nye fremvisninger fra deres kommende spil; udgav en omfattende demo, og lovede at al din progression ville blive overført til det endelige spil ved udgivelsen; og så gav de os et løfte om ikke at implementere nogen form for mikrotransaktioner. Desværre var udviklerne lidt sene på aftrækkeren med anmeldelseskoderne, og vi modtog først koderne dagen før, og jeg har over den sidste uges tid spillet det nyudgivne Outriders igennem for at give jer denne - en smule forsinkede - anmeldelse af den lovende "looter'shooter".

Først og fremmest er det værd at nævne, at selvom jeg naturligvis vægter de ustabile servere i min anmeldelse, da People Can Fly og Square Enix' servere har været under pres i denne proppede og kaotiske lanceringstiid, hvor spillere har ventet timevis for overhoved at komme ind i spillet. Jeg havde også selv en del problemer, men det lykkedes alligevel for mig at få skaffet min andel af episk og legendarisk loot på min rejse på tværs af Enoch, og derfor er jeg villig til i brede træk af se igennem fingre med det, og lade det dreje sig næsten udelukkende om min spiloplevelse.

Så hvor skal jeg starte? Ja, med det basale. Lad os. Outriders er et looter'shooter-spil i tredjeperson, og kan måske bedst af alt sammenlignes med Destiny, som spillet også ved første øjekast drager en hel del inspiration fra. Faktisk er det nok derfor at mange var så apatiske overfor selve afsløringen, da spillet øjeblikkeligt dragede paralleler til Live Service-monetarisering igennem spil som Anthem, Fallout 76 og netop Destiny. Du skyder dig igennem massevis af fjender, og får bedre grej undervejs. Men Outriders adskiller sig fra Bungies looter'shooter i spillets primære fokus på PvE og historiefortælling på et mere direkte niveau, som tager dig på tværs af den fremmede planet Enoch i en søgen efter et signal på den anden side af Anomaly-stormen. Hov, lad os lige tage et skridt tilbage.

Jorden er fortabt, og menneskeheden leder efter et nyt hjem - en ny planet - at slå sig ned på og starte forfra. På overfladen lader det til, at Enoch er svaret på menneskehedens kvaler, men hurtigt bliver det klart i spillets prolog, at Enoch ikke er så harmløs som først antaget. Planeten er plaget af Anomaly-storme, som slår alt ihjel på deres vej - eller næsten alt. For 0.003% af stormens ofre vågner op med nye superkræfter, og din karakter er selvfølgelig én af disse udvalgte 'Altered', men spilleren bliver i prologen smidt i kryosøvn for at overleve og vågner først op ... dramatisk pause ... 30 år efter!

Ja, det hele er lidt clichéfyldt og overdrevet, og selvom plottet mest af alt minder om plottet til en god B-film, så gør det faktisk ikke noget. Selvom Outriders til tider tager sig selv alt for seriøst, så er det faktisk ret forfriskende, at spillet ikke konstant gør grin med sig selv og tager afstand fra sin clichéfyldte historie. Spillet går derimod fuld 'Star Troopers', ja, dialogen er overdrevet, overspillet og til tider ret dårligt skrevet, men hvor People Can Flys tidligere titel Bulletstorm konstant var meta og selvbevidst omkring sig selv, så forsøger Outriders ikke at tage afstand fra hvad det er - en god action B-film. Det er, om ikke andet, ærlig snak, et eller andet sted.

Det betyder dog ikke, at jeg ikke blev investeret i både plottet og spillets gameplay - for begge dele er faktisk ret solidt og godt. Protagonisten vågner op fra sin kryo-søvn til en krigshærget planet, og menneskeheden er på de 30 år endnu en gang begyndt at ødelægge den ellers smukke planet og nedkæmpe hinanden. Spilleren har dog muligheden for at vende kampen til for "de gode" (sæt ikke for mange spørgsmålstegn ved hvorfor de er "gode", og fjenderne "onde"), da du som Altered har superkræfter og er nærmest udødelig. Du er faktisk en 'one-man-army' og bliver sendt afsted gang på gang til at fikse endnu en uvindelig situation, og det er netop også en uvindelig situation, som er plottets drivkraft. Protagonisten har nemlig i prologen skrevet frekvensen på et signal på den anden side af Anomoly-stormen ned, som menneskeheden har manglet, og du skal nu samle et hold for at rejse på tværs af Enoch for at finde det signal, som kan medbringe svar på de mystiske og farlige storme, og den fremmede planets oprindelse.

Da du bliver Altered har du muligheden for at vælge imellem fire forskellige klasser, og superkræfter; Trickster, som fokuserer på nærkampsvåben, og kan klassificeres som spillets "rogue"; Devastator, spillets tank, massere af liv og massere af shield; Technomancer kontrollerer slagmarken med forskellige gadgets, og fryser fjender til højre og venstre; og til sidst er Pyromancer, som brænder fjender op, og får deres ligrester til at eksplodere. Det er selvfølgelig bare en grov gennemgang, og der er masser af variation i hver forskellig klasse, og der er otte unikke evner at vælge imellem hos dem alle.

Desuden har hver klasse en unik måde at heale sig selv på under kamp, og det er hér at Outriders' gameplay bliver rigtig interessant. Jeg spillede selv som Trickster, hvis unikke evne for at regenerere liv er, at man skal slå fjender ihjel i nærkamp. For hver fjende, der dør i nærkamp får man 20% liv og 12% Shield tilbage, og det opfordrede mig til at antage en mere aggressiv spillestil, hvor jeg var oppe i fjæset på mine modstander og blæste knoppen af dem med en shotgun. Spillet opfordrer og belønner altså en direkte og aggressiv tilgang til problemer.

Outriders' sværhedsgrad er inddelt i forskellige World Tiers (i samme stil som eksempelvis Diablo III), hvor du undervejs låser op for højere og højere World Tiers, som har sværere modstandere, men også større sandsynlighed for sjældne loot-drops. Det er et "high risk/high reward"-system og det fungerer skide godt. Der er op til 15 forskellige World Tiers, og jeg var altid udfordret igennem min tid med spillet, og selv hvis jeg mødte en mur af udfordring, så var det muligt at banke World Tiers ned ét niveau, overkomme forhindringerne, og så sætte sværhedsgraden tilbage igen.

I en kombination af Tricksterens evner og World Tiers-sværhedsgraden stødte jeg dog ind i en udfordringsvæg i Outriders, og jeg er sikker på, at det ville kunne fikses hvis jeg havde spillet kooperativt med nogle kammerater, og spillet understøtter hold på 1-3 spillere. Tricksteren opfordrer som sagt nærkamp, men når jeg spillede på World Tier 6-7, så blev jeg fuldstændig smadret synder og sammen, så snart jeg nærmede mig mine modstander. Det var som om, at spillet både ville have mig til at holde mig i live bag dækning, samtidig med at jeg skulle holde mig i live ved at være i nærkamp som Trickster, og denne ambivalente stil karambolerede omkring World Tier 6-7, og det var nærved umuligt at komme videre som Trickster på den sværhedsgrad - i hvert fald for mig, og jeg blev nødt til at sænke mit World Tier-niveau. Det er selvfølgelig bare et personligt problem, men det føltes ikke altid helt fair når fjenderne overmandede mig, og jeg blev ofte straffet på grund af sværhedsgraden, og ikke på grund af manglen på mine evner, hvilket til tider var en anelse frustrerende.

Jeg vil i anledning af frustration også lige hurtigt nævne, at det er ret træls at det ikke er muligt at hoppe over alle typer dækning og det er ikke altid helt smooth. Nnogle gange er det muligt at hoppe ned over en klippe på 2-3 meter, mens andre gange er der en frustrerende usynlig mur, som flere gange var årsag til jeg blev omringet af fjender. Mindre frustrationspunkter, men alligevel lige værd at påpege.

Fra et grafisk standpunkt, så er Outriders ikke noget at tage hænderne over hovedet på, men heller ikke decideret skuffende. Grafikken er med andre ord helt fin, og som man forventer af et spil af den kaliber, dog med små grafiske bugs, som jeg er sikker på bliver fikset i løbet af den næste korte tid. Det hjalp helt sikkert ikke, at jeg spillede Outriders igennem på PS4, som havde en hel del længere loading tider, og renderingsproblemer i flere mellemscener. Og apropos mellemscener, så var dét også en af de ting, som jeg følte var lidt B-films agtigt og skævt ved Outriders. Gentagne gange var det som om, at spillet klippede for hurtigt ud af en scene, og flere replikker blev klippet for korte. Scener stoppede ofte et sekund for tidligt, og en rørende scene med smukt musik blev undermineret af den akavede klipperytme. Jeg ved ikke, om jeg er for skadet af min baggrund som filmentusiast, men det tog mig lidt ud af indlevelsen af Outriders' narrativ, og jeg håber, at det kun er et problem på PS4-versionen, men tvivler desværre. Magnus spillede dog på Xbox Series X, og havde en flydende oplevelse. Men samme generelle frustration med lidt bizar klipperytme og lidt knaster i overgangene var også til stede her, men i mere tilforladeligt omfang.

Der er heldigvis masser af ting Outriders gør skide godt: Det er et fantastisk univers, og byder på stærkt gameplay; fjendevariationen er virkelig god, og der er masser af typer fjender, som udfordrer dig på forskellige parametre; og du bliver godt belønnet undervejs. Outriders er overordnet er et solidt skydespil, og lader til at forstå looter'shooter-genren bedre end de fleste i den forstand at du bliver belønnet i hoved og røv med våben og loot, og hvis du kan lide at mikrostyre dit grej, så er det lige et spil for dig. Heldigvis gør Outriders det også nemt at finde det bedste udstyr til din karakter. Du kan både udruste dig med våben direkte fra jorden af, og hvert udstyr har grønne pile opad, hvis det er bedre end dit nuværende grej, og der er også en højt elsket og effektiv måde at hurtigt markere alt sit grej i en bestemt rarity, hvis du skal sælge eller dismantle det hurtigt. Det er meget brugervenligt, og spillets loot er også allerede fra start af spækket med klassespecificerede evner, som ryster posen i måden du spiller på. Eksempelvis fik jeg et par bukser, som gjorde at min Temporal Blade (en af Tricksterens mest effektive evner) kunne bruges to gange før den gik på cooldown, og dét hjalp mig helt utroligt meget fra starten af. Der er altså god vægt bag looten, og det er ikke bare tilfældige tal som bliver højere, men har en reel påvirkning på spillets gameplay og din spilstil.

Jeg spillede desværre Outriders igennem alene, og jeg er overbevist om, at spillet ville have været langt, langt federe hvis jeg havde spillet det igennem med nogle gode kammerater, som altid er tilfældet med sådan nogle spil. Heldigvis så er Outriders slet ikke dårligt som solo spiller heller, og jeg nød helt og holdent min rejse på tværs af Enoch, på trods af lange loading-tider på PS4, og til tider uretfærdigt svære kampe.

Jeg vil klart anbefale Outriders, især hvis I kan samle et lille fireteam, for så er der intet væsen på Enoch som har en chance imod jer, Altered.

Outriders er lige nu tilgængelig på PS4, PS5, Xbox One, Xbox Series X/S og PC, og lige nu er spillet på Game Pass, så I har faktisk nærmest ingen undskyldning for ikke at springe ind i Anomaly Stormen på Enoch!