Gamereactor



  •   Dansk

Log ind medlem
Gamereactor
hardware-tekster

Oppo Find X9 Pro

Oppo stormer ind på det danske marked, og det kan vi vist godt være glade for.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Selvom der ikke findes nogen officiel bekræftelse endnu, så er tegnene tydelige; OnePlus er ved at smutte fra det nordiske marked. Om dette markeres gennem en større retræte fra Europa, eller om det bare er Norden, vides ikke. Men netop som dette er ved at ske, så gør Oppo indtog herhjemme, og det sker blandt andet med en telefon der virkelig, som i virkelig signalerer at Oppo og OnePlus i princippet er to sider af samme mønt.

Selvom Ultra-varianten af X9 har et distinkt, "ultra"-agtigt udseende, så er Find X9 Pro, som vi har med at gøre her, et udseende som den deler rimelig lige med OnePlus 15. Det er ikke skidt, som sådan, selvom jeg allerede glæder mig til at bruge en Oppo-telefon, der ikke "deler" noget med nogen. Konstruktionen er bundsolid, materialerne er udsøgte, og med IP69-certificering, Bluetooth 6, WIFI 7, et batteri på hele 7500mAh samt 50W trådløs opladning, så er det virkelig svært at brokke sig - altså udover at der er lige lovlig meget "deja vu" over den visuelle profil.

Indvendig finder vi et MediaTek Dimensity 9500 chipset, en 3nm chip med otte kerner, som betragtes som MediaTeks absolutte topmodel. Egentlige benchmark-tests i smartphone-regi synes lettere uddaterede som koncept, så i stedet svarer jeg igen med få betragtninger fra det "rigtige liv". Det er sjældent, at jeg føler, jeg venter på et moderne flagskib, og det gør sig også gældende her. Der er rigeligt med hestekræfter i reserve altid, og bar nogle enkelte tilfælde hvor telefonen blev mærkbart varm på en lun maj-dag, hvor jeg spillede Device 6 i direkte solskin (ja, jeg er blevet besat af Simogo igen), så fremstår den her chip pålidelig, og hurtig, også. Kombineret med 16GB RAM og 512GB UFS 4.1-plads, så er der masser af "overhead", også selvom Oppo ikke rigtig gør noget nyt her.

Dette er en annonce:
Oppo Find X9 Pro

Ligeledes er displayet et highlight. Der er tale om et 6.78" LTPO AMOLED i 120Hz, der præsterer 3600 NITS. Selve opløsningen er 2772x1272, og fremstår både mesterligt farvekalibreret og vidunderligt mættet. OnePlus' displays har længe været et højdepunkt, og det er tydeligvis en tendens Oppo fortsætter med.

Selv det jeg regnede med ville blive et problem, ColorOS 16, viste sig at være et mere positivt bekendtskab. Det er svært at udtale sig om på globalt plan, men denne nordiske version har altså masser til fælles med OxygenOS, som vi kender som tilpas stock Android med tilpas mange brugbare funktioner, til at være de enkelte glitches hist og her det værd. Det skal dog siges, at selvom fem års garanterede softwareopdateringer er fint, så matcher de ikke de syv år, der garanteres af Google og Samsung.

Kameraet består af en 50 megapixel f/1.5 standard wide med OiS, en ultra-wide på "bare" 120 grader i f/2.0, og til sidst en vild periskop 200 megapixel f/2.1 telefotolinse med 3x optisk zoom og prisme-OiS. Hardwaren er i orden ingen tvivl om det, selvom jeg endnu ikke er overbevist om at vi kan droppe lidt mere ambitiøse zoom-linser, selv med AI-baseret opskalering og hjælp. Et flagskib burde kunne tilbyde mere end 3x. Billederne er solide, både i dagslys og i mere udfordrende scenarier, og det er tydeligt at Oppo er kommet langt igennem de sidste par generationer med at sikre uniform kvalitet på tværs af linser. Desuden står der Hasselblad bag på, noget der sjovt nok manglede på OnePlus 15, som ellers var det brand der indgik partnerskabet i forbindelse med lanceringen af OnePlus 9. Det er dog stadig en kærkommen tilføjelse. Der er masser af distinkte Hasselblad-inspireret farveprofiler, og den fantastiske X-Pan mode, som er en langt mere dramatisk måde at tage sort/hvid-billeder på. Til tider, selv når jeg beder den om at lade vær', så er der dog ret drastiske eksempler på ukomfortabel og aggressiv AI-postprocessering, der overeksponerede visse highlights, og i enkelte tilfælde overeksponerede noget skarphed, så det så lettere kantet ud. Det skete kun enkelte gange, men det skete nok gange til at jeg lagde mærke til det.

Dette er en annonce:
Oppo Find X9 Pro

Prisen er lige til den høje ende. Jo, med sine cirka 9.999 kroner i almindelig butikker, så er den teknisk set billigere end eksempelvis Samsung Galaxy S26 Ultra, men det ville være en federe profil for Oppo at være endnu billigere, måske i toppen af mid-range segmentet i stedet, måske fordi Find X9 Pro fremstår som et lettere konservativt flagskib i 2026, særligt sammenlignet med deres glimrende Find N5. Dog er den stadig mere end anbefalesesværdig - velkommen Oppo - det her skal nok blive godt.

09 Gamereactor Danmark
9 / 10
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

Oppo Find X9 Pro

Oppo Find X9 Pro

HARDWARE-TEKST. Skrevet af Marco Vrolijk

Efter at have kigget på mellemklasse-enheder fra Oppo, retter vi nu vores opmærksomhed mod den nyeste flagskibssmartphone.



Indlæser mere indhold