Operation Flashpoint: Dragon Rising

Mit første spil ender nogenlunde sådan som jeg forventer det ville ende, hvis jeg nogensinde blev kastet ud i en rigtig krig. Fuldstændig handlingslammet ligger jeg sammenkrøbet bag en lav stenmur, mens kuglerne hvisler om ørerne på mig.

Blodet fosser fra et skudsår i mit ene ben, og spredt ud over terrænet bag mig ligger resterne af min deling enten døde eller døende. Alligevel hører jeg mig selv råbe på en medic. Igen og igen, indtil det til sidst sortner for mine øjne.

Der er sket meget siden Codemasters og Bohemia Interactice i fællesskab, tilbage i 2003, kunne offentliggøre planerne om en fortsættelse til krigsspillet Operation Flashpoint: Cold War Crisis. I 2005, efter længere tids dødvande i projektet, gik de to parter fra hinanden, og tjekkiske spiludvikler Bohemia Interactive tog ved bruddet den ufærdige spilkode med sig, og kunne senere i 2007 udgive spillet under navnet ArmA.

Det britiske spilforlag Codemasters beholdte rettighederne til navnet Operation Flashpoint og videregav udviklingen af spillet til et af deres egne interne spilstudier, og det er det spil, der nu under navnet Operation Flashpoint: Dragon Rising, endelig er ved at være klar til udgivelse.

Med 70 forskellige våben, 50 forskellige transportmidler og et utal af fjender spredt ud over en ø på størrelse med Langeland, kan fans af Operation Flashpoints karakteristiske blanding af realistisk krigssimulation sat i en stor åben verden, godt begynde at glæde sig.

Handlingen udspiller sig på øen Skira, der efter fundet af store olie- og gasreserver, er blevet omdrejningspunkt for en konflikt mellem Rusland, Kina og USA.

Selvom mine mange første forsøg på at nå op ad den lille bakke, der leder op til det radaranlæg, jeg har fået til opgave at springe i luften, er endt i dundrende fiasko, har jeg ikke i sinde at give op. Som leder af den fire mand store Spec-Ops gruppe kan jeg med en markør pege på et vilkårligt punkt i landskabet og ved hjælp af en hurtigmenu udstede ordrer.

Bliver man ramt i spillet, og tro mig, det gør man ofte, så afhænger skaden af hvorpå kroppen man bliver ramt. Et skud i benet betyder, at man ikke længere kan løbe, et skud i armen nedsætter evnen til at bruge sit våben og et skud i hovedet indløser som oftest en returbillet til nærmeste checkpoint. Ikke-dødelige skudsår resulterer desuden i, at man begynder at miste blod, og får man ikke stoppet blødningen i tide, er det igen game over.

Sjældent har det føltes som så stor en udfordring, at indtage så lille en bakke, men da jeg endelig, efter at have brugt en kombination af røggranater, dækild og flankerings-manøvrer, står på toppen af bakken, føles det som en monumental bedrift.

Operation Flashpoint har altid handlet om realisme. Om at føle sig som en lille brik i en kæmpe krigsmaskine. Det er spillet hvor de fleste kampe foregår over lange afstande, uden man nogensinde kommer i nærkontakt med sin fjende. Det er spillet hvor alt foregår i et langsomt, velovervejet tempo, fordi enhver blottelse prompte bliver belønnet med en velplaceret kugle.

Med en sværhedsgrad, der allerede nu ligger langt over det rent masochistiske, bliver den største udfordring for Codemasters, at finde den rigtige balance mellem realisme og spilbarhed inden udgivelsen i oktober.