One Piece (Netflix)

Netflix-versionen af Cowboy Bebop var en af de mest pinefulde tv-oplevelser, jeg nogensinde har oplevet. Det var tydeligt, at skaberne af floppet grundlæggende havde misforstået den mesterlige anime, og det er desværre ikke den eneste live action-version af japansk kildemateriale, der er faldet til jorden. Vi var derfor mange, der frygtede, at One Piece-serien ville lide samme skæbne, da den blev annonceret. Der er nogle ting, der bare ikke kan oversættes fra manga eller anime, og One Piece - det farverige eventyr om en dreng med en gummikrop - liger umiddelbart ikke en undtagelse. Farverige mangaparykker fungerer sjældent i et live action-format, ej heller manga-melodrama.

Men på trods af de mange argumenter imod en One Piece-filmatisering fungerer den mirakuløst nok. Faktisk er jeg overrasket over, hvor meget jeg blev charmeret af dette live action-forsøg. Måske er det nostalgien, der taler her, da jeg husker, hvor opslugt jeg var af Luffys drøm om at blive piraternes konge, og hvordan jeg bladrede gennem mangabøgerne uden at betale for at læse i min lokale slikbutik. Måske er det også det faktum, at skaberne af serien faktisk elsker kildematerialet og ønsker at oversætte hver mangaside så trofast som muligt. En ting er i hvert fald sikkert: Netflix-versionen af One Piece har masser af vind i sejlene.

Hvis man er fan af mangaen, vil man dog nok have nogle indvendinger. Ud over at mange episoder lider af pacing-problemer på grund af deres lange struktur, kan jeg også føle, at flere justeringer af kildematerialet har gjort nogle historietråde lidt for forhastede. Jeg synes, at mange af figurernes tårepersere ofte falder til gulvet på grund af dårligt skuespil, og nogle figurer har brug for lidt mere plads til at vokse. Jeg synes også, at serien kan virke billig og kunstig på trods af det store budget afsnit. Men på samme tid er det hele så forbandet charmerende, at det bare flyder. Sæsonen bliver bedre, jo mere man ser den, og sæsonfinalen skreg så meget One Piece-kærlighed, at det var svært ikke at trække på smilebåndet, da Luffy og hans piratvenner slog sig sammen for at besejre en tilsyneladende uovervindelig skiderik.

Her har de faktisk formået at ramme den varme og bløde tone fra mangaen og animeen. Der er flere vellykkede karakterfortolkninger, som fungerer uventet godt i live action-format. For eksempel er fiskefjæset Arlong og den grimme klovn Buggy virkelig godt portrætteret, ligesom mesterkokken Sanji og navigatøren Nami, begge voksede på mig efter en lidt sløv introduktion. Min favorit er nok Garp, da Vincent Regan formår at bære den fjollede hundehat og stadig lede sine marinesoldater med værdighed og mandighed.

Denne One Piece-version er primært designet til nybegyndere, der endnu ikke har slugt mangaen, men fungerer lige så godt for loyale One Piece-veteraner - selv om de måske vil blive generet af flere ændrede detaljer. Det kunne virkelig være gået meget værre for Eiichiro Odas farverige værk, og mere end det: Det viste sig også at være det mest charmerende pirateventyr, siden de første Pirates of the Caribbean-film. Hvem kunne have gættet, at det er One Piece, der endelig bryder live action anime-forbandelsen?