Det var vel kun et spørgsmål om tid. Pokémon Go-bølgen har nået sider som eBay, hvor flere spillere nu har sat deres Pokémon Go-kontoer til salg for hundredevis af dollars. På den måde kan købere skaffe sig store Pokémonsamlinger og pralerettigheder uden at skulle besvære sig med rent faktisk at spille spillet.
Så hvis du har penge, der brænder i lommen, og ikke gider det der med at gå rundt ude i verden, så er det her din chance.
Men pas på. Udvikleren Niantic Labs skriver nemlig i deres retningslinjer for Pokémon Go, at de betragter køb og salg af kontoer som snyd. Og selvom de nok ikke går rettens vej over for snydere, kunne de nok godt finde på at bandlyse og lukke kontoer, som de mener har snydt.