The Unfinished Swan var et fremragende debutspil der med kreativt design og en rørende fortælling illustrerede, at man fremover skulle holde vågent øje med udvikleren Giant Sparrow.
Det var dog først med What Remains of Edith Finch, at det californiske studie for alvor slog igennem, men det var til gængæld også med et brag. Det unikke spil har vundet flere priser siden lanceringen tilbage i 2017, og snart kan vi se frem til endnu flottere versioner af det smukke førstepersons-eventyr.
Twisted Voxel skriver, at en PlayStation 5 og Xbox Series X version af spillet er blevet aldersvurderet af det taiwanesiske Game Rating Board. Det betyder ofte, at en lancering er lige oppe over, så vi kan sandsynligvis se frem til en officiel annoncering inden længe.