Franske Dontnod er bedst kendt som skaberen af Life is Strange-serien, men studiet står også bag en række lidt rå, men dog interessante titler som Remember Me og Vampyr.
Det sidstnævnte spil udkom i 2018 og er et stemningsfuldt Action RPG sat i et London hærget af den spanske syge og blodtørstige væsener. Desværre led spillets originale af indlæsningstider, som selv en udødelig vampyr ville have svært ved at tolere.
Nu har Dontnod og udgiveren Focus Home Interactive dog lanceret en ny opgraderingspatch til PS5 og Xbox Series X, der byder på en langt bedre oplevelse. Ikke nok med, at du selvfølgelig kan drage nytte af de forbedrede indlæsningstider på de nye konsoller, så kører spillet nu i 1440p/60fps på både PS5 og Xbox Series X.
Imponerende nok har udvikleren også taget sig tid til at opgradere spillet til forrige generationskonsoller, så PS4 Pro får en forbedret opløsning på 1440p, mens at Xbox One X kører i 1296p. Begge versioner kører ved 30fps. Xbox Series S har samme opløsnings- og frameratemål som PS4 Pro.
Du kan se lidt mere til den nye patch i videoen herunder.