Nye eventyr i VR - del 3: Baseball bat og skydevåben ad libitum

Selvom det netop overståede år har budt på en række udmærkede oplevelser i VR, er det alligevel svært ikke at sidde med en følelse af, at en vis form for stilstand er indtruffet. Quest 2 sælger stadig bedre, end den har nogen ret til at gøre, men indtil videre har populariteten ikke rigtig forplantet sig i udbuddet af spil. PCVR-folket har været hurtige med doom-postingen og spået, at den stadig begrænsede ydeevne ville favorisere mindre komplekse titler, og med den efter sigende meget mangelfulde udgave af Walking Dead: Saints & Sinners Chapter II - Retribution (et spil der har et par måneders eksklusivitet på platformen) frisk i hukommelsen, er det svært ikke at dele frygten bare en smule.

I år er der dog nye boller på suppen. PlayStation VR2 ankommer i næste måned og bringer noget så sjældent som en vaskeægte AAA-titel med sig i form af Horizon Call of the Mountain, og det bliver spændende at se, om Sonys heftigt prissatte tilbehør til PlayStation 5 kan tænde en glød under VR.

Inden vi når så langt, har jeg dog et par aktuelle anbefalinger fra anden halvdel af 2022. Der er tale om et par mindre titler i hver sin ende af spektret. Den ene er ideel til nybegyndere, mens den anden kræver stort kørekort i modstand mod bevægelsessyge i VR.

What the Bat?

Danske Triband har taget springet fra den flade skærm til VR, men deres nye titel føles alligevel som en naturlig opfølger til det mildest talt utraditionelle golfspil, What the Golf? What the Bat? stiller det oplagte spørgsmål: Hvad hvis du havde baseball bats i stedet for arme og hænder? Svaret finder du over ca. 100 minibaner, hvor du igennem den mest spinkle af narrativer udlever et helt liv som batmenneske, eller i mit tilfælde batmand (undskyld!).

Det starter helt simpelt med at slå baseballs efter mål, men snart tager galskaben over, når man stopper tyvagtige måger i at stjæle malerier, spiller pinball (ved hjælp af sine bats, naturligvis) eller pludselig befinder sig i space invaders. Banerne i What the Bat? er typisk inddelt i temaer defineret af et nøgleord, som Triband så fortolker spændvidden af på humoristisk vis. En bane hedder for eksempel "Don't take pictures" og foregår på et kunstmuseum. I starten er det dig, der skal forhindre andre i at tage fotografier af billederne, men senere begynder måger som nævnt før at stjæle billederne, hvilket du med et par velplacerede bolde, naturligvis sætter en stopper for.

De mange små baner skifter mellem at udfordre de små grå og være klassiske skydeøvelser, dog uden at nogen af delene er voldsomt udfordrende. Dertil er spillet for simpelt. Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting, fordi det gør What the Bat? til et ideelt spil for nytilkomne VR-spillere at øve sig på - også fordi det ikke kræver nogen som helst form for bevægelse. Og når vi snakker fysikbaserede spil af denne type i VR, kan alternativet til let nemt være frustrerende. Jeg var i hvert fald ved at rive håret ud, da jeg sled mig igennem Tentacular tidligere på året - et spil der retfærdigvis dog læner sig noget mere op ad fysikken.

What the Bat? vil nok ikke rykke på nogens verdensopfattelse, men det er skønt at spille i små mængder som en form for paletrenser, hvilket gør det til en glimrende makker til vores næste spil.

Compound

A hardcore roguelite VR shooter. Sådan markedsfører enmandsudvikleren Bevan McKechnie sin retro-shooter, der kanaliserer de tidlige 90'eres FPS'ere uden at sidde fast i fortiden.

Som en unavngiven hævner - der at dømme efter den noget usoignerede lejlighed ikke har mange midler til rådighed - er det din opgave at skyde dig fra bund til top i den titulære bygning ved hjælp af et evigt voksende udvalg af skydevåben. Hver sektion af bygningen er opdelt i to tilfældigt genererede baner og er ikke bare visuelt forskellige, men også geometrisk ditto. Første sektion, kloakken, gør det med sine smalle korridorer det overraskende svært at undvige fjendernes skud, mens lobbyen med sine meget mere åbne spillerum, gør det nemmere at holde sig i konstant bevægelse.

Netop det at undvige spiller en stor rolle. Dine modstandere, som både består af vagter, droner og mechs, skyder nemlig med imponerende langsomme skud, hvilket gør det muligt at dukke dig eller bevæge dig væk fra dem, efter de er blevet affyret. Derfor bliver gameplayet en meget aktiv affære, da du oftest er i bevægelse, hvilket er skønt, men også grunden til min indledende kommentar om en vis risiko for bevægelsessyge.

Det hele handler dog langt fra om at undvige. Til din rådighed har du et enormt udvalg af alskens skydevåben, som du løbende åbner for, hvilket må være lite-delen i roguelite, for umiddelbart føres der ikke andre ting med over fra run til run. Jeg har langt fra åbnet for dem alle, men en tidlig favorit er spillets railgun, som, hvis du sigter præcist, gør kort proces med de fleste fjender på ét skud. Compounds skydedel mangler måske en anelse feedback og tyngde, men den fungerer gnidningsfrit, og det er sjovt at eksperimentere med våbnene. Til gengæld er jeg ikke en kæmpe fan af ladesystemet, som benytter et knaptryk og derefter manuel placering i stedet for den klassiske manøvre, hvor du tager ammunitionen fysisk fra dit bryst eller ryg.

Visuelt kanaliserer Compound inspirationskilder som Wolfenstein 3D og Doom helt perfekt og leverer en pixelperfekt hyldest til den æra. Til gengæld er den sociale kommentar, Bevan McKechnie drysser rundt om sig med på banerne noget halvhjertet med sine satiriske floskler om ultravold og kapitalistiske monopoler.

Men selvom det samfundskritiske lag ikke fungerer, lykkes Compound alligevel med sin hovedmission: At levere en lige ud ad landevejen retro-shooter, man kan vende tilbage til igen og igen.

Det var denne omgangs anbefalinger, men inden jeg takker af, kalder sæsonen på et tilbageblik på året der gik samt et kig ind i fremtiden. Som nævnt indledningsvis har der været nogle solide udgivelser i det forgangne år. Min favorit er Moss Book 2, som jeg kiggede nærmere på i sidste afsnit. Et bundcharmerende action-adventure, der spiller lidt som en Zelda-light i VR. Og spiller man det i forlængelse af den første "bog", venter der VR's måske bedste eventyr. Red Matter 2 bør også først spilles efter, man har været igennem dets forgænger, for ligesom Moss Book 2 er det afslutningen på en duologi (som åbenbart er det nye sort i spilbranchen). Det er en stærkt forbedret efterfølger med sin langt bedre pacing og mere varierede gåder - så gør det mindre, at kampene - som er en nyhed for serien - kun lige er tilstrækkelige.

Kigger vi ind i det nye år, er det svært at komme uden om Horizon Call of the Mountain, for det er langt fra hver dag, at VR får en ægte AAA-udgivelse. Det ser hamrende flot ud, og bare det at opholde sig i så smuk en verden i VR, er næsten billetten værd. Heldigvis ser det også mekanisk solidt ud og med en rapporteret spilletid på ca. 7 timer, lader der til at være kød på benene. Behemoth fra Skydance er også værd at holde øje med. Det er ikke meget vi ved om spillet endnu, men trailerens mørke fantasyverden, hvor du nedlægger gigantiske væsener, giver løfter om en spændende oplevelse, og Skydance er nogle af dem, der poster flest penge i VR, så forhåbentlig kan produktionsværdierne matche ambitionerne. Ikke at store budgetter nødvendigvis giver bedre spil, men når vi snakker VR, er vi lidt i underskud på denne front, og platformen egner sig bare fantastisk til store, imponerende verdener.

Det var det for denne gang, vi ses forhåbentlig til PlayStation VR2's lancering!