Nobody Wants to Die

Et andet syn

Ben Lyons

Jeg tror, vi lige har fundet årets mest polariserende spil. På samme måde som Ninja Theorys Senua's Saga: Hellblade II er Critical Hit Games' Nobody Wants to Die også et spil, der handler mindre om at være en traditionel spiloplevelse og mere om at være en immersive historie. Ja, det betyder, at det har både mange højdepunkter og mange lavpunkter.

Sat i en dystopisk cyberpunk-noir version af New York City i år 2329 følger vi en hærdet detektiv, der påtager sig opgaven med at opklare en snørklet og kompleks række mord, der rammer byens rigeste og mest magtfulde personer. I det 24. århundrede er døden ikke så let at komme til som i Altered Carbon-lignende stil, hvor de rige kan overføre deres bevidsthed mellem kroppe ved hjælp af avanceret teknologi kaldet Ichorite. Problemet er, at en sindssyg person gør sig umage for at give mange af de mest indflydelsesrige personer i byen deres såkaldte "endelige død", hvilket betyder, at deres Ichorite bliver ødelagt, og de har ingen data eller eksistens, der kan overføres mellem menneskekroppe. Det er her, Karra kommer ind i billedet, da han efter at have påtaget sig en opgave for politichefen på stedet for et højt profileret mord, konkluderer, at noget mere er på spil, og begiver sig ud for at finde ud af, hvad der sker.

Når det kommer til detektivhistorier, er Nobody Wants to Die fantastisk. Det har stor narrativ dybde og færdighed, der vækker en historie til live, som du ønsker at følge og udforske. Karaktererne er troværdige og virkelige, sagen er snoet og mørk og får dig konstant til at stille spørgsmål ved, hvad der er sandt og falsk, og verdenen er bemærkelsesværdig, med Critical Hit Games, der præsenterer en virkelig imponerende version af NYC, en version der ville få enhver Blade Runner-fan til at skælve. Der er nogle kerneelementer i Nobody Wants to Die, der løfter dette spil til store højder, men det er også det største problem, spillet står overfor: alt det andet holder det tilbage.

Mens du sidder i Karras flyvende bil og ser den endeløse neonoplyste New York City skyline og bliver overvældet af dens visuelle detaljer, begynder du efter 30 minutter at ønske dig mere i gameplay-mæssig forstand, og ærligt talt kæmper Nobody Wants to Die med at levere dette. Det meste, som dette spil tilbyder spilleren, er kriminalitetsopklaringssystemerne, som i bund og grund ser dig vandre rundt i lukkede områder, interagere med markerede objekter på en meget lineær måde for at afkode mysteriet hver krimiscene rummer og derefter samle det sammen med det tidsmanipulerende Reconstructor-værktøj. Effektivt set indsamler du data og information og kan derefter afspille, hvordan handlingerne de implicerer ville udfolde sig, indtil du har genskabt forbrydelsen fuldt ud, hvilket gør det muligt for dig at finde detaljer, der ellers kunne være gået tabt. Dette er en fascinerende mekanik, men den bliver bare ikke brugt på en fascinerende måde.

Der er meget begrænset spilleragentur i Nobody Wants to Die. Det er ikke et spil, hvor du selv skal opklare mysteriet, som i L.A. Noire. Når du interagerer med objekter, dukker der markører op, der fortæller dig, hvad du skal gøre næste gang, mens Karra og partner Sara kommunikerer og forklarer præcis, hvad der sker. For et mystery-spil er der intet mysterium at løse, det er for lineært og giver ikke spilleren mulighed for at sætte sit eget præg på historien. Du kan ikke begå fejl, du kan ikke følge spor, der fører dig ned ad den forkerte vej. Der er kun det rigtige svar, og spillet holder din hånd hele vejen, indtil du løser det. Dette ville ikke være så stort et problem, hvis der var større mekanisk dybde, men det er der ikke. Nobody Wants to Die er næsten en walking simulator, og det forsøger kun at få dig til at tænke anderledes ved at introducere et røntgen- og UV-lys værktøj, der giver dig mulighed for at følge kabler skjult i vægge eller blodspor, der er usynlige for det blotte øje. For et spil sat i år 2329 føles den kriminaltekniske teknologi meget velkendt...

Jeg er ikke imod spil, der er mere afdæmpede og har mindre mekanisk dybde (jeg elskede Hellblade II for eksempel), men de skal kompensere for det på andre måder, og igen, Nobody Wants to Die gør ikke dette. På trods af at være en dystopisk metropol, der minder om Star Wars' Coruscant, føles denne version af NYC tom. Du støder sjældent på noget liv, og hvis det ikke var for at se strømme af flyvende biler i det fjerne, ville jeg gå så langt som at sige, at byen var forladt. Der er en tydelig mangel på menneskelig indflydelse, men spillet forsøger at bløde dette op ved konstant at have Karra konverserende med Sara gennem en øresnegl.

Dialogen er for det meste godt udført, med karakterer, der føles virkelige og charmerende. Karra er en 100 procent stereotype, han er en hærdet noir-detektiv, der taler i en grov Harrison Ford-lignende tone, bruger konstant analogier og metaforer, drikker for meget og har en følelsesmæssig dybde som en cementblok. Men han er cool og sofistikeret, og du kommer til at kunne lide ham, selv når han fyrer mærkelige og malplacerede alternative linjer af, som du kan få ham til at udtale gennem dialogsystemet. Dette har for øvrigt også sine problemer. Nobody Wants to Die præsenterer sig selv som et spil med forgreninger og dybe dialogmuligheder og valg, men i virkeligheden bemærker du aldrig rigtig, hvordan disse udfolder sig, før i slutningen, når du får en afslutning afhængigt af dine større beslutninger. Igen, dette er ikke L.A. Noire, hvor du, hvis du vælger den forkerte dialogmulighed i en samtale, kan miste et værdifuldt spor eller irritere en allieret.

Man kan overkomme den typiske jank, der følger med et AA-spil som Nobody Wants to Die, jank som mærkelige ansigtsanimationer og lejlighedsvis klodsede mekanikker. Men de andre elementer er mere af et problem. Der er klar kvalitet og potentiale i Nobody Wants to Die, hvad enten det er æstetik og world-building, præstationer og den særegne narrativ, selv de slående og detaljerede visuals, men selve gameplayet efterlader meget tilbage at ønske. Efter fire timer med at gennemføre, hvad der i bund og grund er quick-time events for at bruge mange af værktøjerne og systemerne og følge en historie, der kunne foregå på skinner, begynder du at miste interessen for Nobody Wants to Die.

Det eneste, jeg vil sige om dette spil, der arbejder til dets fordel, er, at det er meget konkurrencedygtigt prissat. Du kan få en kopi for kun €25, og for €25 får du en meget interessant sci-fi, cyberpunk, noir oplevelse. Critical Hit Games har tydeligvis meget talent, og forhåbentlig er Nobody Wants to Die en indikator på, hvad der kan komme fra dette studie, når de har mere støtte og flere ressourcer til rådighed. Alligevel, som jeg har sagt et par gange, er der klare begrænsninger med dette spil, begrænsninger, der stopper Nobody Wants to Die fra at være fantastisk og får det til at føles som en ophøjet tech demo til tider. Dette kunne godt være den bedste visualisering af en cyberpunkby, vi nogensinde har set i et videospil, det er bestemt oppe i toppen, men det kæmper med at være meget andet end det.

6/10