No More Room in Hell 2

Den kultur, der er opstået omkring spil, der lanceres ufærdige, er et enormt tveægget sværd. På den ene side føles det ikke godt at vide, at du direkte gambler, når du køber et spil i Early Access, overlader dig selv til det aktuelle builds' nåde og tilmelder dig som en slags spiltester. På den anden side er du med inde i maskinrummet, og hvis det udviklerne stiller op med noget relativt helstøbt og velfungerende fra start af, for så at tilføje til det over tid? Ja, så er det måske okay.

Men Early Access er, som sagt, en svær størrelse, og det kan lede til skuffelser. Lad os så tale om No More Room in Hell 2, der har været ude i en over en uge nu. Som du kan se af modtagelsen på Steam, er det en temmelig blandet landhandel, hvad angår spillernes reaktioner lige nu. Fejlene og ydelsesproblemerne er blevet gennemgået af mange, så jeg vil ikke give dem meget splateplads her, ud over at nævne, at de er til stede, og mens der arbejdes på dem, vil en ældre PC kæmpe, og du vil se en hel del glitches her og der.

Før vi går for meget op i, hvad der indtil videre ikke fungerer i No More Room in Hell 2, er det værd at bemærke, at der er en hel del positive ting i dette spil - nok til at give mig håb for dets fremtid. For det første er zombiedesignet virkelig solidt. Det åbne map er måske ikke helt efter min smag, som jeg vil komme ind på, men det er helt sikkert med til at skabe et mere uhyggeligt miljø, hvor zombier kan dukke op fra alle leder og kanter. Deres stønnen og hvæsen skærer lige igennem dig, og de er svære nok at nedlægge til, at du er nødt til at holde sammen, hvis du vil have en chance for at overleve. Lydkvaliteten var i det hele taget en stor styrke i de få games, jeg har spillet, og den indviede dig på effektiv vis i håbløsheden og den dystre situation, du befinder dig i.

Atmosfæren, når den ikke er ødelagt af bugs, er også godt lavet. Det virker håbløst at overleve lige fra starten, og selv når du opgradere dine våben og din armor til at kæmpe mod de levende døde, kan du blive overfaldet og dræbt ud af det blå. Det er en udfordrende oplevelse, og du skal være forberedt på, at dø igen og igen, især i de tidlige stadier, hvor du ikke nødvendigvis har en makker. Med finpolering kan det være at disse elementer kommer lidt frem i forgrunden.

Desværre er det også her de gode nyheder stopper. Der er andre ting, der imponerer, f.eks. grafikken, men når man så tilføjer fejlene og problemerne med ydeevnen, kan man ikke rigtig sige, at de er positive. Gore og vold er sjovt, men nærkamp føles meget rodet, hvilket er et stort problem, når det er det, du er afhængig af for at overleve tidligt i spillet. Nogle zombier skal have tre slag i hovedet, mens andre uden tøven bare absorberer det, der ser ud til at være et dræbende slag, selv om de er i samme gruppering. Det giver en følelse af uretfærdighed, når du bliver udslettet af et par zombier, der pludselig viste sig at være immune over for de slag, der tog livet af mange af deres artsfæller. Deres hastighed gør også zombierne utroligt vanskelige at spore i nærkamp. Du kan selvfølgelig klatre eller løbe fra zombierne, men nærkamp er stadig noget, der var bedre i det originale spil. Våben er overlegne, men der er ingen garanti for, at du finder et, før du bliver kørt ned og flået i stykker. At dø ofte ville ikke være så slemt, hvis spillet ikke fik din karakter til at føles som en dyrebar ressource, der vokser, jo oftere du får dem ud.

Som nævnt er jeg ikke overbevist om den helt nye extraction-del af gameplayet. Det åbne map skaber en uhyggelig stemning i starten, men medmindre du spiller med venner, giver det dig ikke noget incitament til at slå dig sammen med de andre overlevende. Folk, der er mere erfarne, hacker og stjæler, og halvdelen af lobbyen er død inden for de første 10 minutter. Hvis du håbede på at hoppe på chatten og overleve med fremmede, afhænger det hele af, hvem du ender sammen med, og det viser sig at være mere kedeligt end uhyggeligt at rejse rundt i det åbne, tomme spaces alene. Den stramme, klaustrofobiske fornemmelse i originalen hjalp det med at føles unikt, mens dette virker mere som en extraction shooter med zombier, der ovenikøbet ikke rigtig virker rent mekanisk efter hensigten.

Apropos det, der gjorde det første spil unikt, så er der selvfølgelig ingen infektion eller selvmord i No More Room in Hell 2. Det kommer på et tidspunkt, men i modsætning til i originalen, hvor du kan blive smittet af en zombie og enten vende dig mod dine allierede eller gøre en ende på det hele for at give dem en bedre chance for at flygte, dør du bare her. Vi ved, at denne funktion kommer på sigt, men lige nu får det spillet til at føles mindre som en ægte efterfølger til originalen og mere som et zombiespil, der er inspireret af det. Andre, mindre ændringer, som at droppe inventory-meuen, virker måske mere moderne på papiret, men fjerner den enkelthed i No More Room in Hell 2 der gjorde originalen så øjeblikkeligt overbevisende.

Jeg må indrømme, at jeg ikke har brugt ret meget tid på No More Room in Hell 2, primært fordi det ikke tilskynder dig til at bruge den tid. I hvert fald ikke endnu. Fundamentet er stærkt nok til at fortælle mig, at dette spil en dag vil blive, hvad fans ønsker det skal blive, men lige nu er kødet omkring disse knoglerne lidt for blodfattigt. Det åbne, oppustede map gør det mindre spændende at løbe rundt alene, og manglen på en eller anden markant funktion fra originalen bliver hængende i tankerne under hele spilletiden og får dig til at undre dig over, hvordan i alverden de har overset disse ting. Men når alt kommer til alt, er det et solidt zombiespil, hvis man ikke har noget imod fejlene.