Nioh

Det siges, at man lærer af sine fejl. Det er ikke det perfekte spil, der får dig til at vokse som spiludvikler, men derimod det dårlige spil fyldt med tvivlsomme beslutninger. Jo mindre sagt om Team Ninjas forrige spil, Yaiba: Ninja Gaiden Z, jo bedre, men én ting er sikkert: dét spil var fyldt med tvivlsomme beslutninger. Spillet glitchede, sværhedsgraden svingede ulovligt meget og historien prøvede at være ungdommelig og edgy, men endte som en parodi på sig selv. Jeg er stadig i tvivl om, hvorvidt Team Ninja prøvede for hårdt eller slet ikke prøvede. Med Nioh er jeg ikke i tvivl. Team Ninja har ikke kun rettet op på fejlene i Yaiba: Ninja Gaiden Z - de har lavet karrierens hidtil bedste spil.

Det første punkt Nioh rammer rigtigt, er sværhedsgraden. Mange undervurderer udfordringen i, at lave et udfordrende spil - især fordi inspirationen From Software får det til at se så naturligt ud - men grænsen mellem udfordring og frustration kan være en vanskelig balance at ramme. Det handler om, hvorvidt dødsfaldet var spillerens eller spillets skyld. Når det er spillets skyld, starter frustrationen hurtigt og de opgivende arme bliver kastet i vejret. Der var sekvenser i tidligere Ninja Gaiden-spil, hvor jeg skulle klare et simpelt hop fra én platform til den næste, men fjender blev ved med at skyde mig i luften, hvorefter jeg faldt til min død. Det kræver ikke mange dødsfald på den måde, før man enten giver efter for din vrede og kaster stikket ud af vinduet, eller stilfærdigt slukker maskinen, tager en dyb indånding og tænker: "jeg har ikke brug for den stres i mit liv". I Nioh er det altid spillerens egen fejl. Jeg døde ofte, men jeg vidste altid hvorfor, og jeg slukkede aldrig min Playstation, før jeg havde besejret en specifik udfordring. Nioh mestrer den berømte: "bare-et-forsøg-mere"-mentalitet, hvilket resulterede i nogle sene nattetimer for denne skribent.

Med en god udfordring følger et godt gameplay. Gameplayet i Nioh er både intuitivt og komplekst, med valgmuligheder for din kampstil der lægger op til mange gennemspilninger. Efter at have gennemført den korte, men perfekt designede introsekvens, der også fungerer som tutorial, skal du tage nogle valg: hvad skal være dit hovedvåben og dit sekundære våben? Alle våben føles distinktive, og du kan derfor finde dem, der passer bedst til din spillestil. Som førstegangsspillende valgte jeg det balancerede sværd, der som velegnet til nybegyndere både kan forsvare og angribe. Som mit sekundære våben faldt valget på øksen, der med sine tungere og kraftfulde sving, kan yde større skade. Af andre muligheder er der spyddet, der med sin lange rækkevidde er god til at holde fjender på afsted, dual swords, der med sine hurtige sving let kan få de første slag ind eller kusarigama, der både kan bruges til at holde fjender på afstand eller til nærkamp, men som kræver en erfaren spiller. At du vælger våben i begyndelsen, betyder ikke, at du er låst ude fra de resterende våben resten af spillet. Det betyder bare, at du har valgt dit indledende ekspertområde.

Skulle man sammenligne Nioh med et From Software-spil, er der ingen tvivl om, at de lægger sig tættest op af Bloodborne. Der er ingen skjolde at gemme sig bag i Nioh, men selv Bloodborne føles en anelse langsommere. Ikke meget, men nok til at man kan mærke en forskel. Og ligesom i Bloodborne, mestrer man ikke spillet ved kun at mestre sit våben. Det er også nødvendigt at lære fjenderne at kende og bruge omgivelserne til ens fordel. Fjendernes mønstrer skal læses og angrebene skal falde på de rette tidspunkter, for selv om Nioh er et hurtigere spil, så vil en utålmodig spilstil altid ende i din død. Bevæben dig med tålmodighed, og lad alle dine sving falde med kirurgisk præcision. Et tryk på firkant for meget, kan betyde, at du ikke kommer i dækning, og bliver slået i gulvet. Nioh har taget næsten alt det gode fra Bloodborne, og brugt det i deres eget kampsystem, men de kommer ikke helt i mål. I Bloodborne kan fjendernes angreb ramme hinanden, hvorimod deres angreb kun ramme dig i Nioh. Det betyder, at det er langt sværere at kæmpe mod flere modstandere af gangen, da det pludselig betyder, at deres angreb falder oven i hinanden. I Bloodborne kunne man udnytte fjendernes angreb til sin fordel, og få dem til at slå hinanden i gulvet. I Nioh er det svært at få sit angreb ind, når fjenderne svinger deres spyd igennem hinanden for at ramme dig. Det kan lyde som en mindre detalje, men i et spil hvor fysikken er så altafgørende, så er det frustrerende at se et sværd svinge igennem en fjende og ramme dig i stedet, bare fordi de er på samme hold.

At holde sig til én fjende af gangen er den sikreste fremgangsmåde, og langt hen af vejen, er det også muligt. Især fordi du er forsynet med bue og pil/gevær, der er effektive til at "kalde" på en fjende, der står i en mindre forsamling. Eller effektive til bare at dræbe fjenden, der står ude for din rækkevidde. Skyder du med bue og pil, skal du ikke trække buestrengen tilbage, ved at holde R2 inde, men blot trykke en enkelt gang for at skyde. Det er ikke en lige så tilfredsstillende oplevelse som resten af gameplayet - især ikke efter at have prøvet bueskydning i Far Cry 3 - men det er en god tilføjelse.
Anden halvdel af spillet hæver dog udfordringen, ikke kun ved at gøre fjenderne stærkere, men også ved at sende flere efter dig. Og at kæmpe mod 4 modstandere, hvor 2 af dem kan skyde pile, hvilket selvfølgelig går igennem sine medspillere og rammer dig, så føler man sig uretfærdigt besejret. Det er netop den følelse, spillet undgår at give de første 20 timer, hvilket gør det ekstra frustrerende, første gang man dør, ved at en pil skyder gennem ens modstander. Spiller man ekstra tålmodigt, er det dog altid muligt at ende som sejrherren, uanset hvor mange fjender, spillet kaster efter dig.

I Nioh vil du ikke udstøde et lettelsens suk, når du ser et bål, men i stedet lave den samme lyd, når du ser et Shrine. Fordelt ud over diverse områder, tillader de dig at ånde lettet op, samle hænderne i en stille bøn og bruge din indsamlede Amrita på at stige i level. Her kan du også skifte Guardian Spirit, sælge våben, bede om hjælp fra andre spillere online - en funktion jeg ikke har testet endnu - og endnu mere. Som i sand Dark Souls/Bloodborne-stil, vil de normale fjender vækkes til live, når du beder ved et Shrine. Meget er som vi kender det, men når formlen fungerer så godt, hvorfor så ændre det?

Historien forbliver et sekundært fokus hele vejen til afslutningen, men det er nu underholdende at se historiske personligheder som Hattori Hanzo og Tokugawa Ieyasu stå side om side med ånder fra japansk mytologi. Nioh er et mørkt og tilfredsstillende blodigt spil, hvilket åbningssekvensen udmærket understreger, men heldigvis har det altid et glimt i øjet. Når man kæmper mod en samurai, hvis Guardian Spirit er en elektrisk kanin, er det umuligt ikke at elske de kreative indslag. De små Kodama-træånder, du kan finde rundt omkring undervejs i missionerne, synger en sød melodi, når du nærmer dig et Shrine, som kun bliver højere, jo flere af deres venner du finder. Du skal lede længe efter en mere nuttet skabning, end de små grønne ånder med en skål på hovedet.

Og du får set meget af Japan. Hvor Bloodborne var én samlet verden, der tillod, at man sent i spillet åbnede en dør, der ledte dig tilbage til begyndelsen, så er Nioh delt op i missioner. Du bliver sendt ud i forskellige dele af Japan, hvor alle områder indeholder genveje præcis som vi kender det fra Bloodborne. Bare på en langt mindre skala. Det er sjovt at lære de forskellige område at kende, og finde alle genvejene rundt, men det bliver aldrig så gennemført, som når FromSoftware skaber en verden, der hænger sammen fra start til slut.
En hovedmissionmission slutter altid af med en bosskamp, og når den er besejret, bliver du sendt tilbage til verdenskortet, hvor en ny mission - samt sidemissioner - har åbnet sig. Sidemissionerne er en velkommen, om end lidt doven, tilføjelse. De foregår i dele af de områder du lige har besejret, denne gang uden en boss i slutningen, og ofte er grunden for missionen grinagtig. En tidlig sidemission bedte mig hente et sværd, en kriger havde glemt i grotten, jeg netop havde besøgt. Den næste sidemission beder mig hente sværdet IGEN, fordi idioten jeg hentede det til første gang, glemte det på ny. Man kan grine af undskyldningerne for at sende mig på sidemissioner, men ærlig talt var jeg glad for deres tilføjelse. Det tillod mig at blive stærkere inden næste hovedmission, uden at jeg behøvede at spille samme mission igen.

Kopi er den største form for smiger. Hvis det er sandt, så må Bloodborne være godt røde i hovedet af denne kærlighedserklæring. Nioh tager ved lære af de bedste i branchen, og tilføjer nok nyt til at have sin egen identitet. Udfordrende, intenst og med fyldestgørende gameplay er Nioh et mesterligt udspil fra Team Ninja.