Nioh 2

Der er ikke altid et direkte lighedstegn mellem tiden på udviklingsbordet og den endelige kvalitet af produktet. Vi har utallige eksempler på spil, der blev udgivet for tidligt, men det omvendte har også været tilfældet; spil der har været fanget i udviklingshelvede i utallige år, og da det endelig udkom, har det været en mangelfuld affære. Derfor er Nioh stadig et mirakel. Oprindeligt var det sat til at udkomme i begyndelsen af Playstation 3's levetid, men så let skulle det aldrig gå. Dengang var det Koei, der arbejdede på det og havde forestillet sig et JRPG baseret på et ufærdigt manuskript af Akira Kurosawa kaldet Oni. Da de ikke kunne få det til at hænge sammen, gav de projektet videre til Omega Force som i stedet forsøgte at lave Nioh om til et Dynasty Warriors-lignende spil, men heller ikke denne idé skulle se dagens lys. Afslutningsvis blev projektet givet videre til Team Ninja - udvikleren bag Dead or Alive og Ninja Gaiden - og det var hos dette studie, at spillet endelig udkom til vores Playstation. Godt nok ramte det en konsolgeneration ved siden af de oprindelige løfter, men bedre sent end aldrig. For jeg skal love for, at Nioh endte med at være ventetiden værd.

Team Ninja formåede at låne ideer fra andre gode serier, og kom med nok af deres egne ideer til at give spillet sin unikke identitet. Sammenligningerne til Dark Souls er oplagte, men sidestiller man kun Nioh med FromSoftwares berømte serie, så misser man pointen. Der er også tydelige spor af Diablo i den konstante loot man møder, og skal finde rundt i, men meget af spillet er også sit eget. Kampsystemet er fremragende, og formår på mange måder at overgå sine modstandere. At skulle skifte mellem hvordan man holder sit våben, og konstant tilpasse sig sine fjender, stopper aldrig med at være inspirerende. Low Stance gør dine angreb hurtige, men sænker skaden du yder. High Stance gør at du svinger dit våben langsomt, men yder tilsvarende stor skade ved hvert et sving. Mid Stance placerer sig imellem de to, og Team Ninja har gjort det intuitivt at skifte mellem dem midt i kampens hede.

Det kan måske undre dig, at jeg skriver så meget om Nioh i en anmeldelse af fortsættelsen. Forklaringen er egentlig simpel; spillet ligner sig selv til en næsten kritisk grad. Jeg har meget godt at sige om Nioh - og meget af det fik jeg allerede sagt i min anmeldelse af det - men spillet var ikke uden sine problemer. Enkelte bosskampe virkede mere som en gimmick, end en egentlig god kamp. Jeg husker stadig et enormt skelet, hvor jeg løb rundt om dens ankler og slog dens tæer, mens jeg bandede langt væk, når den endnu en gang trådte på mig. Jeg husker hvordan man gentagne gange blev smidt ind i baner, man netop havde gennemført, nu bare befolket med nye fjender. Jeg husker endda hvordan enkelte bosskampe blev genbrugt i spillets sub-missions, hvilket sjældent er et godt tegn. Selvom en bosskamp er god, så er der netop en glæde i, at man har besejret den, og ikke skal se den igen. Mere end noget andet savnede jeg dog variation i fjenderne. I spillets sene halvdel begyndte man at trænge til noget nyt at kæmpe mod, hvilket især blev irriterende, da sværhedsgraden blev skruet op ved at hæve antallet af fjender man kæmpede imod i stedet for at tilbyde noget nyt. Det var dog samtidig problemer, jeg var villig til at se bort fra - spillet havde succes på så mange andre områder, og det gav udviklerne noget konkret at arbejde videre på. Det er derfor frustrerende, at Nioh 2 møder mange af de samme problemer som originalen. Ikke nok med at man igen savner lidt fjendevariation. Har man spillet originalen, har man allerede mødt størstedelen af modstanderne man kommer til at se i fortsættelsen. Flere af dem har fået nye angreb, men det ændrer ikke på, at dette til tider føles mere som Nioh 1.5 i stedet for den fuldendte 2'er som jeg havde drømt om.

Nogle ændringer er der dog kommet til spillet. Man spiller ikke længere som William, men skaber i stedet sin egen karakter. Som sådan ikke en stor ændring, men jeg savner stadig en hovedperson, der taler i scenerne mellem missioner. I stedet er man en tavs protagonist, der også denne gang har tæt kontakt til Yokai-verdenen, hvilket oversat betyder, at du igen kan lave dig om til en dæmon. I Nioh 2 er der dog lavet en genial ændring til systemet. I stedet for kun at kunne lave sig fuldstændig om til dæmonen, når man har ladt sin kraft fuldt op, så kan man lave dæmon-angreb. Ved at holde R2 inde, kan man enten trykke på firkant, trekant eller rund og udføre et bestemt angreb, kaldet et Burst Counter, hvor ens dæmoniske side kort kigger frem og skaber ødelæggelse. Alle fjender er tilsvarende blevet forsynet med et nyt angreb, hvor de kort lyser rødt inden de udfører det - et angreb der ikke kan blokeres, men i stedet skal mødes med et modangreb. Tænk Mikiri Counter hvis du er Sekiro-fan, og du har en ret god idé om mekanikken. Med et veltimet Burst Counter kan man bryde modstanderens animation, og samtidig slå meget af deres Ki væk. En fantastisk tilføjelse til et allerede fantastisk kampsystem.

Derudover har banerne også fået tilføjet såkaldte Yokai Realms, hvilket er områder, hvor alt er mørkt og monstrene der går rundt derinde yder mere modstand end normalt. Det er områder, hvor man holder sig ekstra meget på vagt, da selv de små modstandere lige pludselig kan udgøre en større trussel. Alle Yokai Realms er tilknyttet en bestemt modstander, der vandrer rundt derinde, hvorfor spillet til tider udvikler sig til en form for gemmeleg, hvor du leder efter det ene monster, der kan give farverne tilbage til området. Endnu bedre, så forbliver området renset, når du først har gjort rent en gang, hvilket giver spilleren større motivation for at gå på jagt derinde. Når du møder en boss, skal du også forvente at møde to modstandere: deres standart udgave, og deres Yokai udgave. Hvor andre spil i souls-genren ofte fungerer ved at en boss har en second form, som han skifter over til, når du har taget en bestemt mængde af hans liv, så ændrer Nioh 2 på formlen. Her skifter bosserne løbende frem og tilbage mellem den normale verden og Yokai Realm, hvorfor man konstant skal holde sig på vagt, og forberede sig på at tempoet kan blive skruet alvorligt i vejret. Det er endnu en god tilføjelse, der gør at to kampe mod den samme boss sjældent føles ens.

Faktisk er det værd at rose bosskampene som helhed. Team Ninja har overgået sig selv med enkelte bosskampe, der både formår at være fair og virkelig udfordrende. Flere af dem kan være lette at læse, ved at have ekstreme bevægelser inden de angriber, men skulle man lave en fejl, bliver man straffet hårdt. Det er en udfordring, der dræbte mig gentagne gange, men altid sendte mig motiveret tilbage til arenaen, opsat på at gøre det bedre og ikke gentage min fejl. Og det er netop den gyldne udfordring, vi jagter i vores Souls-likes; der hvor et nederlag ikke er uretfærdigt, og man altid kan gøre noget bedre i næste forsøg. Sværhedsgraden minder langt hen af vejen om forgængeren også. Der var bosskampe, der har taget flere timer ud af min dag, og der var bosskampe, som jeg besejrede på første forsøg - præcis som da jeg anmeldte det første. Nioh 2 er et svært spil, men hvor du vil placere det på listen blandt de andre Souls-likes er op til den enkelte. Mange mener Nioh er blandt de sværeste, andre mener det er blandt de letteste, og uanset hvor du falder på denne skala, så skal du ikke regne med at møde mindre modstand i fortsættelsen.

Nioh 2 er både en skuffelse og endnu en succes for serien, der startede livet ud med en besværlig fødsel. Det er en skuffelse, fordi det vandrer ind i præcis samme fælder som forgængeren. Siden annonceringen har spillet været blandt mine mest eftertragtede spil, alene fordi jeg har glædet mig til at se, hvad Team Ninja kunne gøre med Nioh-formlen med mere tid på udviklingsbordet. Og svaret er skuffende. Svaret er, at de har gjort mere af det samme uden at tage serien til nye højder.
Samtidig er Nioh 2 også endnu en succes for serien. Der er en grund til jeg gav det første spil 9, og derfor er jeg bestemt ikke utilfreds med at modtage mere af samme skuffe. Enkelte bosskampene er blandt genrens bedste, de nye Burst Counters er en formidabel tilføjelse til kampsystemet og i det hele taget har det været en fornøjelse at anmelde. Præcis ligesom det første.

Personligt håber jeg på serien fortsætter - og så håber jeg på, at Team Ninja endelig vil lytte til noget af min kritik af originalen. Som det står nu, så er jeg tilfreds med at få mere af det samme.