Nintendo Switch

Nintendos rejse som firma har været en interessant rutsjebanetur bestående af stejle bakker og dybe dale, og en storladen, majestætisk succes har aldrig været langt fra en katastrofal fiasko. Efter at have defineret post-Atari æraen i USA har elektronikfirmaet fra Kyoto aldrig rigtig formået at eftergøre successen, og efterhånden som firmaet begyndte at bevæge sig væk fra rå præstationskraft og over til innovation, er Nintendo blevet efterladt i en lidt... speciel situation. Switch-konsollen må og skal triumfere, der hvor Wii U fejlede.

Med det i mente har Nintendo leveret deres måske mest innovative konsol til dato (og når man tænker over det, så siger det virkelig noget). Nintendo Switch tilbyder en elskværdig blanding af smarte features og tilfredsstillende design, som både er let at forstå og fyldt til renden med potentiale. Selve enheden, med både tablet og de matchende Joy-Con-controllere, har en imponerende byggekvalitet. Det føles som et ordentligt stykke grej. Konsollens design opfordrer dig til at bruge den, at tage konsollen i hånden og bære den rundt med dig. Du vil gerne vise den til dine venner. På en måde er det en GameBoy for det 21 århundrede.

Der er to primære måder, hvorpå spilleren kan interagere med Nintendo Switch. Inden for disse to måder eksisterer der forskellige variabler, som kan tilpasses, så de tjener en specifik situation. Imens konsollen hviler i dens stander, og er forbundet via HDMI til et fjernsyn er Nintendo Switch en hjemmekonsol. Når den fjernes fra selvsamme stander, kan den tages med alle vegne, og kan bruges på forskellige måder.

Gaming via en tablet er selvfølgelig ikke noget nyt, men at forskellige oplevelser er så tæt forbundne skyldes Nintendos største innovation, og stærkeste kort på hånden: de fantastiske Joy-Con-controllere. Disse tynde, håndfladetilpassede controllere kan sættes på hver side af tabletten, og derigennem transformeres konsollen til en håndholdt med det samme. Desuden kan de også sættes ind et Grip, så de kan bruges som en mere traditionel controller. Endelig kan du bruge en lille støtte bag på tabletten, og derefter bruge en Joy-Con i hver hånd som én spiller eller sammen med andre. Og lad os ikke glemme at konsollen desuden har en meget sensitiv touch-skærm. Der er masser af muligheder fra starten af, og du kan også købe en Pro Controller, som tilføjer mere præcision og mere komfort for hænderne.

Hvis Switch-konsollen skal være en succes, og det håber vi den bliver, så bliver det på grund af dens store fleksibilitet som maskine. I løbet af den tid vi har spenderet med maskinen, er vi i stigende grad blevet imponeret over hardwaren, og især The Legend of Zelda: Breath of the Wild, som meget let kunne være den bedste launch-titel nogensinde. Vi har nydt spillet i stuen, og i Portable Modebåde på farten, i soveværelset og alt derimellem. Hvor end du bruger Switch, så virker den upåklageligt.

Det er dog ikke en perfekt konsol, og fleksibiliteten koster: færre hestekræfter. Nintendo Switch er simpelthen ikke i nærheden af at være lige så kraftigt som hverken PlayStation 4 eller Xbox One. Og nej, det er launch-udgaverne af konsollerne vi taler om, så afstanden bliver kun større, når man sammenligner med PS4 Pro eller den kommende Scorpio. Switch kunne aldrig have de samme kræfter under kølerhjelmen, det er klart, men vi havde alligevel håbet på noget der lå en smule tættere på konkurrenterne. Ganske simpelt er dette ikke tilfældet, og køber du Switch, fordi du håber på en dag at opleve Nintendo-spil i 4K, så bliver du skuffet. Kigger du meget på teknisk præstation, så er Switch bare ikke for dig. Hvis du dog kigger på Switch fra en anden vinkel, og i stedet fokuserer på den førnævnte fleksibilitet og som et alternativ til de mobile platforme, så er det svært ikke at blive imponeret. Det handler om perspektivet.

Switch-konsollens fleksibilitet skabes hovedsageligt af Joy-Con. De køres i position på hver side af skærmen med et tilfredsstillende klik, og med det samme forvandles skærmen til håndhold med en lækker 6.2 tommer LCD-skærm med touch, som understøtter 720p. Takket være de mange features, der er bygget ind i hver del af controlleren, har Nintendo-udviklere haft tonsvis af muligheder at eksperimentere med, og forbedre oplevelserne som vil udkomme i årene fremadrettet.

Der er en utroligt imponerende HD Rumble feature, som faktisk føles robust nok til at Nintendo besluttede sig for at lave 1-2 Switch-minispil, der udelukkende skal demonstrere, hvor sensitiv den kan være. Den højre Joy-Con har et infrarødt kamera og Amiibo-funktionalitet, og begge har solide gyroskoper installeret. Netop fordi de to dele af controlleren kan dels op, kan det føles lidt akavet at holde den ene af dem, men det vender man sig hurtigt til.

Når man forbinder begge Joy-Con-controllere til Grip ender man med en relativt almindelige controller, og den fungerer for det meste fint, selvom der er nogle små problemer med at få forbindelse til den venstre. Den føles ganske let i hænderne, men selve formen er lidt mærkelig for at sige det mildt - dog virker den. En anden mulighed er at bruge en Pro Controller, en stor opgradering som vi hurtigt blev vant til, men den koster så sandelig også.

Desværre følger der ikke noget spil med til selve maskinen. Selvom vi sætter pris på Nintendos logik, at de ønskede, at prisen skulle være så lav som muligt, føles det som en spildt mulighed. 1-2-Switch, som er sådan en naturlig forlængelse af den unikke hardware, ville have fungeret perfekt efter vores mening, men selvom dette ikke var muligt, føler vi stadig, at Nintendo kunne have leveret et klassisk spil eller to. Selv fire eller fem minispil fra 1-2-Switch ville have fungeret perfekt som en forsmag. I hvert fald bedre end ingenting. Når vi nu taler om klassiske Nintendo-spil, er en del af planen at have et PS Plus/Xbox Gold-lignende abonnementssystem, hvor spillere får tidsbegrænset adgang til klassiske titler. Vi har intet nyt at rapportere på denne front, da servicen ikke udkommer før senere på året, og vi afventer stadig nyt om prisen, men medmindre de ønsker at være en del billigere end konkurrenterne, fremstår dette som en meget undervældende service. Vi får ikke engang lov til at beholde spillene, og det er noget der kun bliver endnu mere skuffende, når man tager i betragtning, at både Sony og Microsoft leverer noget meget bedre til deres kunder.

Derudover er der jo også løftet om flere spil, der lurer ude i horisonten. Launch-titlerne er ganske solide, men det er sandelig ikke noget spektakulært udvalg. Når du fjerner de 60+ timer vi brugte med The Legend of Zelda: Breath of the Wild, så er det bare ikke lige så overbevisende. Vi har fået en række titler fra tredjeparter, en håndfuld eksklusive spil fra Nintendo selv, nogle indie-spil, men det bedste er her ikke endnu. Splatoon 2 er ikke langt fra udgivelse, men Super Mario Odyssey udkommer ikke før senere på året, og vi afventer stadig nyt omkring flere af Nintendos store spilserier.

Meget af konsollens succes lægger derfor på et robust udvalg af titler fra tredjepartsudviklere. Det ville helt sikkert være lettere at sælge konsollen, hvis vi vidste, at alle de store udgivere ville sende deres største spil på konsollen, men den støtte har endnu ikke vist sig. For eksempel: EA har bekræftet af FIFA kommer til Switch, men der er ikke nogle planer om at udsende Mass Effect: Andromeda, nok deres største udgivelse i år. Hvis Switch ønsker at stå side om side med Playstation 4 og X-box One, skal de have den støtte.

Indie-scenen er især fordelagtig for Nintendo, og de overvejer tydeligt, hvordan de bedst kan gøre brug af den udvikling. Som det skete i de tidlige dage på Playstation 4, forventer vi at se mange mindre udviklere skubbe deres spil på Switch og udnytte den relativt støjfrie eShop og score en potentiel stor andel af den tidlige handel på markedet.

Men når spillene endelig kommer, kan det blive svært at gøre plads til dem alle, hvis du ikke ønsker at udvide det relativt lille interne 32 GB interne hukommelse, hvilket, efter at have gjort plads til operationssytemet, efterlader 25.9 GB til spil. MicroSD memory cards kan blive brugt til at skabe mere hukommelse og heldigvis er de ikke dyre, men det er stadig endnu en udgift du bliver NØDT til at ofre, hvis du vil have den fulde Switch-oplevelse. Specielt hvis du regner med at købe dine spil fra eShop'en eller købe DLC (hvilket er en side af markedet Nintendo langsomt varmes op til).

For at vende tilbage til hardwaren, gemmer der sig små fejl, hvis du kigger nøje efter dem. For eksempel kan du ikke oplade skærmen, hvis du bruger dens kickstand-funktion, der tillader den at stå oprejst på bordet. Og Nintendo gad ikke vedlægge to USB-C kabler i æsken, hvilket ville have gjort det muligt at holde én controller eller konsol opladt permanent. Vi havde gerne set endnu et kabel til at oplade hardwaren - Joy-Cons inklusiv - mens vi var ude i verden, fordi vi ønsker at oplade vores kontrollere mens de er koblet til, men det er simpelthen ikke muligt (med mindre du køber et specielt Grib der lader dig spille og oplade på samme tid). Fleksibiliteten - som ellers er én af Switchs største styrker - har sine svage sider.

I slutningen af dagen er det softwaren, der vil hjælpe til at gøre Switch en succes. Hardwaren er i sig selv formidabel. Ja, det er ikke den mest kraftfulde konsol på markedet, men overraskende nok, er det ikke så vigtigt i denne omgang. Switch tilbyder noget unikt, det er den mest innovative og fleksible konsol på markedet. Det er en opfindsom maskine, og vi elsker hvor let den transformere fra en kompetent hjemmekonsol til en håndholdt af højeste kvalitet. Dette er Nintendo når de er bedst: unikke, eventyrlysten og innovative. Hvis Switch kan fange interessen hos tredjepartsudviklere, vil fremtiden se lys ud for Nintendo.