Nintendo Museum sætter begrænsninger på køb i deres gift shop
Tusindevis af nøgleringe og pudder er allerede dukket op aktionssider på nettet dagen efter museets åbning.
Spilrelaterede samlegenstande, hvad enten vi snakker små nipsting eller den nye PlayStation 5 Pro 30th Anniversary Edition, har det med at blive meget hurtigt udsolgt, hvorefter de eftertragtede objekter dukker på diverse salgsplatforme - ofte til rene ågerpriser.
Nu skriver VGC, at Nintendo Museum, der åbnede så sent som i går, allerede har set sig nødsaget til at begrænse salget af visse samlegenstande i deres gift shop.
Blandt de begrænsede genstande er nøgleringe og puder designet til at ligne klassiske Nintendo-controllere. VGC skriver, at tusindvis af disse samlegenstande allerede er sat til salg online til langt over udsalgsprisen.
Nintendo Museum ligger i udkanten af Kyoto på samme grund, hvor Nintendo i tidernes morgen producerede spillekort og andet legetøj, inden de kastede sig over videospil.
Nintendo-legenden Shigeru Miyamoto har tidligere sagt, at Nintendo ikke har nogen planer om at åbne museer på andre lokationer, hvilket betyder, at merchandise, der kun sælges på museet, nok vil stå i ret høj kurs fremover.
