Nintendo Land

Nintendo Land er et farverigt og humørfyldt remix af Nintendos stærkeste brands, der alle vil gøre deres bedste for at give denne minispil-samling en plads i vores hjerter. Og det er der gode chancer for, og ikke kun fordi det bliver bundlet med konsollen. Ganske vist er figurerne og koncepterne, der her er på bedding, alle velkendte, men Nintendo har med succes implementeret dem i ét stort spil.

Spillet er inddelt i to områder. Et til enspænderne, og et til holdspillerne. Når man spiller Nintendo Land med venner, opstår der selvfølgelig rift om Wii U Gamepaddet. Desværre ligger det ikke i kortene, at alle kan få lov til at spille med det. På den anden side har Nintendo lagt hovederne i blød. De har integreret et rotationsprincip i party-spillene, så man på et eller andet tidspunkt må bytte Gamepaddet med en Wiimote. Men det går ikke udover underholdningsværdien.

Det er muligt at spille alene, men det er ikke attråværdigt. Nintendo gør det, de altid har gjort, men på nye måder: de fører folk sammen gennem spil. Og det lykkedes dem altid at få disse folk til at smile, mens de spiller med eller mod hinanden. Selv over længere perioder. Sværhedsgraden i spillene vokser på fornem vis, hvilket gør det let for begynderne i starten, og svært for profferne på sigt.

Den nye online-verden Miiverse er integreret som spillets øverste verden. Det er en stor og levende forlystelsespark, der fungerer som den menu, hvorfra du kan søge efter modstandere eller medspillere direkte fra spillet. Når du rører en figur, bliver alle de relevante tal og statistikker for den pågældende Mii vist, så du kan vurdere om spilleren er god nok til dig.

Visuelt kan man straks se hvad Wii'en altid har manglet. Med HD-opløsningen vil du endnu en gang blive forelsket i Nintendos verden og dens nydeligt designede figurer. Lyt til de velkendte lyde og gå på opdagelse i de minispil, Shigeru Miyamoto og hans hold har fundet på.

Der er tre udførlige multiplayer-attraktioner for op til fem spillere med op mod 20 baner hver. Legend of Zelda: Battle Quest er et semi-eventyr på skinner, hvor du flyver gennem verdenerne som Link mens du tager hans modstandere ud med sværd og skjold og buer og pile. Det er fint lavet, om end lidt forvirrende. I Metroid Blast spiller du som Samus Aran, og løber rundt på jorden eller flyver i et rumskib. Det er ikke videre sjovt. Pikmin Adventure er til gengæld glimrende lavet, og lader dig have masser af sjov med de små Pikmin, også hvis du ikke kender deres baggrundshistorie.

I alle spil er der mærkbare begyndervanskeligheder med Wii U Gamepaddet. Man er nødt til at indse, at den ikke er en tablet, men en controller med enkelte tablet-funktioner. Det kræver lidt indlæring at finde ud af, præcis hvad man skal i hvert spil, og det kan godt tage et par timer, inden alle spillerne har regnet den ud.

De største fornøjelser kommer fra konkurrencerne for to til fem spillere. Luigi's Ghost Mansion, der er en slags gemmeleg med lommelygte, er fuldstændig fremragende. En af spillerne skal gemme sig, og spiller med Gamepaddet. På den lille skærm kan han se labyrinten fra oven, samt hvor de andre spillere befinder sig. De andre spillere kan til gengæld kun se hinanden, og er nødt til at finde den sidste spiller ved hjælp af deres lommelygter. Det er et simpelt koncept der garanterer timevis af sjov. Desværre er der kun tre forskellige labyrinter med.

Mario Chase minder på mange måder om førnævnte spil, og er en slags virtuel fangeleg. Den er ganske sjov, og det føles altid lidt unfair, når Gamepad-spilleren bliver jaget af Wiimote-spillerne. I Animal Crossing: Sweet Day spiller man altid i hold. Et hold skal samle og aflevere frugt, mens det andet hold skal stoppe dem.

Nintendo Land byder også på soloforlystelser, hvor de andre spillere indtager en mere passiv rolle og hjælper (eller hindrer) dig med deres Wiimotes. Octopus Dance Dance er et sjovt spil, der tvinger dig til at tænke uden for de normale rammer, mens Gamepaddet og dets gyrosensorer opfordrer til brug af hele kroppen.

Yoshi's Fruit Care er bedårende. Her skal man reelt ikke gøre andet end at tegne streger på Gamepaddets skærm. Den lille dinosaur følger dem, og samler alt på sin vej. Det lyder kedeligt, men er i praksis rigtig underholdende. Gamepaddet viser kun en tom græsplæne, mens tv'et viser alle de godter, du skal samle. Til sidst begynder frugterne at bevæge sig, så timing bliver mere vigtigt. Mens du prøver at slå uret, nupper Yoshi chilifrugter med sin tunge. Dette spil er et perfekt eksempel på hvordan Nintendo kløgtigt øger sværhedsgraden.

I Takamura's Ninja Castle kaster vi kastestjerner mod skærmen ved at holde Gamepaddet lodret. Det er et sjovt twist på det gamle Duck Hunt-tema. Donkey Kong's Crash Course er et tilt-og-rul-spil, der hurtigt bliver ganske komplekst. Captain Falcon's Twister Race er en ret ubrugelig pseudo-racer, og Balloon Trip Breeze et forholdsvist langtrukkent sidescrollende svævespil. Men selv de sidste to spil byder på substans nok til at nogle spillere vil finde dem mere underholdende end os.

Der er uden tvivl nogen der vil sige, at Nintendo Land blot er en samling minispil. Vi hører til dem, der vil sige, at det er en samling pokkers gode minispil som vil tiltale alle, der kan lide at spille med venner.

Især fordi Nintendo Land giver et anderledes og nyt perspektiv på spil, og giver os en ekstremt behagelig fornemmelse i vores tommelfingre.