
Bogen "Real Ultimate Power" handler om ninjaer og om hvor utroligt seje de er. Det er vel sådan set kun pirater og rumrobotter der kan hamle op med ninjaer. Teoretisk set burde det være umuligt at lave noget andet end fantastisk, så længe ninjaer er at finde et eller andet sted. Derfor er det også ret utroligt at Ninja Reflex, der handler om ninjaer og deres gøremål, er så fantastisk middelmådigt.
Forestil dig at du svæver over et bassin med guldfisk. Din opgave er at fange dem. Sigt på en fisk og når den stikker sylten op af vandet, trykker du på A og B så hurtigt som muligt. Det er den første, og måske mest interessante øvelse, kaldet Koi. Der er tre fiskestørrelser og nogle af variationerne på disciplinen kunne være at man kun må fange de små fisk eller lignende. Som sagt, ikke særligt spændende.
Ninja Reflex er en art skole for kommende ninjaer. En gammel nisse instruerer dig, på et noget kluntet engelsk, at du kan få lynhurtige reflekser ved at deltage i små øvelser og rage forskelligt farvede bælter til dig. Indtil videre lyder det jo helt godt.
Desværre er der mere Karate Kid over øvelserne end der er Shinobi over dem. Seks øvelser bliver det til med en snes forskellige variationer. Måske du allerede på nuværende tidspunkt kan se problemet, men for de, der ikke måtte kunne se det, fortsætter jeg. Seks øvelser, der hver varer i omegnen af et halvt minut. Ja ja, disse bliver sværere og sværere, men det ændrer ikke på det faktum, at langt de fleste variationer kan gennemføres på maks. et par minutter.
Inden jeg fortsætter min dvælen ved spillets holdbarhed, tror jeg at det er på sin plads at beskrive disciplinerne yderligere.
Shuriken er, på trods af potentialet, noget skuffende. Det handler simpelthen om at sigte på nogle papninjaer, trykke på B for at låse sigtet og så vrikke i håndleddet. Det lyder jo forholdsvis sjovt, men mekanikken er ikke særlig god og man sidder tilbage med et ønske om at spillet i stedet havde budt på en mere lyspistol-agtig tilgang til sagerne.
Dernæst har vi Katana, og selvom vi nu står overfor det famøse samuraisværd, får vi ikke lov til at gå amok med det. I stedet skal man afværge angreb fra dystre krigere og slå dem ned. Man skal bevæge Wiimoten præcis som anvist på skærmen og ikke som hvis man sad med et virkeligt sværd. Suk.
Nunchaku sætter dig til at tegne ottetaller på skærmen med Wiimoten og slå ud med hånden en gang i mellem for at afværge flyvende kasser og frugt. Spøjs er disciplinen Hashi, der fungerer nogenlunde som Koi, men i stedet for fisk skal man fange fluer med et par spisepinde og placerer dem i en risskål. Sidste spil, Hotaru, handler kun om at fange ildfluer ved at trykke på A, og er så simpelt og overfladisk at jeg ikke kan få mig selv til at spilde flere ord på det.
Man skal være mere end almindelig ihærdig for at gennemføre samtlige discipliner i alle afskygninger. Spillene er sjove i et par minutter, men det er saftsuseme ikke meget. Efter ti minutter har man set stort set alt spillet byder på, og derefter er der faktisk ingen grund til at sidde foran skærmen længere. Det skulle da ellers være fordi man lige brugte fem minutter på spillets Meditationsdel, der rent faktisk opfordrer spilleren til at lukke øjnene og bare fokusere på åndedrættet. Meget terapeutisk, især hvis man har siddet og raset over de mange spildte penge.
Man kan dog ikke brokke sig over grafikken; den er ganske udmærket og fint stemningsskabende. Her er ikke noget at sætte en finger på, hvilket mere eller mindre også er gældende for lydsiden. Musikken lyder japansk og sætter rammen for ninjaeskapader. Mindre sjov er den gamle ninjamester, der taler i et lidt irriterende engrish i stil med "Conglaturations" og lignende.
Jeg kan sådan set ikke finde nogen grund til at bruge penge på spillet, da Ninja Reflex er en ualmindelig tynd samling minispil, pakket ind i en forholdsvis stemningsfuld grafisk og lydmæssig indpakning. Spillet minder mest af alt om nogle minispil til et større og bedre spil om ninjaer.