Ninja Luxe Café Pro
Ninja leverer deres første espressomaskine, og den fungerer bedre end du tror.
Det er ikke nødvendigvis helt let at lave en kaffemaskine i 2026 - markedet er mættet, og er desuden topstyret af bare nogle få etablerede giganter, giganter som DeLonghi og Sage. Men hvis du kender Ninja, så ved du også, at det er de ret ligeglade med, og at de som regel har for vane at gå deres egne veje, uanfægtet om hvorvidt det giver mening. Kast et blik på deres hjemmeside, og så ser du et eklektisk mix, for at sige det mildt.
Så derfor skal Ninja da selvfølgelig også lave en kaffemaskine. Vi har testet Pro-varianten af deres Luxe Café-kaffemaskine, en hybrid-espressomaskine, der kan levere 15 bar pumpetryk, har en integreret kværn til hele bønner, et udvalg af portafiltre og en automatisk mælkeskummekande med en steam wand. Ja, alt det der skal til for at dyste mere direkte imod en Sage er her, og måske sågar til en ret billig penge, også.
I skrivende stund kan du få Pro-varianten for knapt 5000 kroner, og en Sage Barista Touch, der generelt set har færre funktioner, skal stå dig i næsten 2000 kroner mere. Og der er altså ikke spare på noget her.
Hvad jeg dog vil sige helt fra starten, er at Ninja fortsat kæmper lidt med et lækrere, universelt eksternt designsprog. Der er lidt for meget sort plastik rundt omkring, som spolerer den blankpolerede aluminiumsoverflade en smule. Der er ikke noget i vejen med funktionaliteten her. Vandbeholderen er på 2 liter, der er masser af plads til kaffebønner, og rengøringen synes umiddelbart lige så let. Der er sågar plads til et platformagnostisk kalkfilter bag på. Som sagt; Ninja har ikke sparet på noget, udover at den ser lettere uinspireret ud. Og når ja, så er det værd at nævne, at den altså er stor, den her maskine. Den afkræver meget plads på køkkenbordet.
Som sagt er det her en såkaldt "3-in-1" kaffemaskiner, som betyder at du få en espresso, en traditionel americano/filter, eller cold brew. Maskinen har tilpas mange LED-lys til at indikere for dig om malingsgraden skal justeres, eller om der er andre måder du selv ønsker at tilpasse brygningen, men et reelt display havde nok kun gjort selve onboardingen endnu mere tydelig - det er sparet væk her.
Som sagt er der et 53 millimeter portafilter med adskillige filterkurve til, og hele konceptet om at placere din filterkurv, lukke til, vælge og tilpasse kaffen og igangsætte brygningen er ret tilfredsstillende - præcis ligesom det ville være på en maskine, der koster meget mere. Om det netop er en espresso fra friske bønner, drypkaffe fra pulver eller en iskaffe på en varm sommerdag, så oplevede jeg ikke personligt problematikker med Luxe Cafés ydeevne, sosm sådan.
Temperaturen synes stabil omkring 90-96 grader, og både via de 25 indstillinger til kværnen og hjælp gennem Barista Assist, der giver dig direkte feedback, så er der rigeligt at lege med, og ikke noget åbenlyst sted man kan placere en anke.
Igen; til godt og vel 5000 kroner, så får du virkelig, virkelig meget kaffemaskine for pengene. Faktisk får du så meget, at den virkelig bør være med i dine tanker, hvis du skal ud og investere i en kaffemaskine. Ninja bør virkelig indse, at disse maskiner skal stå fremme hele tiden for at være brugbare, og dermed tænke lige så meget æstetik som funktionalitet. Men når det så er sagt, så er det her slet ikke så ringe endda.



