Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Ninja Gaiden Sigma

Ninja Gaiden Sigma

Ryu Hayabusa har slebet sit sværd og er klar til hævn - igen. Martin har testet hvad han kalder det bedste spil til PlayStation 3 indtil videre. Hør hvorfor...

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Året er 1994, og jeg sidder og sveder tran på det havblå gulvtæppe inde på mit værelse foran et tændt tv og en brummende Super Nintendo. Donkey Kong Country snurrer lystigt i maskinen, og på trods at jeg aldrig har haft noget personligt imod aber, er jeg ved at gnave ledningen til controlleren over i ren frustration over de to forbandede primater og deres langsomme spassermotorik. Jeg sad urokkeligt fast i minivognsbanen, og selvom jeg kun var syv år gammel, fløj der ord ud af munden på mig, der ville gøre selv kaptajn Haddock rød i hovedet.

HQ

Tretten år senere sidder jeg igen foran skærmen, og selvom gorillaen og chimpansen er blevet skiftet ud med en sortklædt superninja, går samme frustrationer igen igennem mig. Jeg bander og svovler, slukker maskinen, tænder den på ny og forsøger igen, for det er et had-/kærlighedsforhold, som jeg, selvom det giver mig grå hår og dårlige nerver, aldrig ville kunne undvære.

Da østen prins fra Prince of Persia blev genoplivet i fuld 3D, ville rosen ingen ende tage, heller ikke fra min side af. Men på trods af at Ubisoft udførte prinsens genopstandelse med bravur, var der et japansk udviklerhold, der gik i gang med et lignende projekt - de gjorde det bare endnu bedre. Mesterninjaen Ryu Hayabusa svang for første gang med sværdet tilbage i de gamle arkadehaller og senere på NES. Derefter blev årene brugt på at sparke røv i Dead or Alive-turneringer, indtil Team Ninja endnu engang gav ham noget at hævne sig over, og derefter sendte ham af sted igen.

Da Ninja Gaiden først udkom til Xbox, fik det lynhurtigt rygte for at være så frustrerende svært, at de fleste casual gamere ikke ville få slutningen at se, og den påstand har Team Ninja taget til efterretning, i hvert fald i en vis grad. Selvom styringen fra da jeg først gennemførte spillet på min Xbox, stadig sidder på mine fingrespidser, kan jeg godt mærke at sværhedsgraden er blevet tonet lidt ned. Heldigvis er det ikke sket gennem en dummere fjendtlig intelligens - den er stadig utilgivende - det er i stedet sket gennem nogle mindre finjusteringer, der hver for sig ikke gør den store forskel, men sammen gør de et af verdens sværeste konsolspil en del mere tilgængeligt.

Det uden tvivl vigtigste element i Ninja Gaiden er kampene og den filmiske action, der pryder skærmen fra start til slut. På trods af at du kun bruger to af knapperne på controlleren til nærkamp, er kampsystemet så dybt, som du kan drømme om. Der er blevet tilføjet et par ekstra våben og nogle nye fjender, ellers er resten ved det samme, og det kan jeg på heller ingen måde brokke mig over. Den mest iøjefaldende tilføjelse er, at du nu til tider overtager styringen over spillets blonde brystbombe, den læderklædte jæger Rachel. Hendes baner er kortere, men skal spilles på en ganske anden måde, og de fylder ud, hvor der førhen var små huller i historien. Det er fedt at se, at Team Ninja har kunnet udvide gameplayet på denne måde, uden at spolere alt det, der gjorde spillet så pokkers fængende til at starte med.

Dette er en annonce:

Hvad jeg heller ikke kan brokke mig over, skønt næsten intet er blevet ændret, er grafikken. Sammen med The Chronicles of Riddick udgjorde Ninja Gaiden den visuelt smukkeste oplevelse på de gamle konsoller, og Sigma forbedrer dette, om end det kun er med en smule. Hele herligheden er banket op til at køre i 1080p, og enkelte effekter så som skygger, lys og små ekstra detaljer og animationer er tilføjet. Majæstetiske scenarier danner rammerne for det bloddryppende hævntogt, der kræver livet på enhver fjende, der tør stå i vejen, og designet hos fjenderne er yderst fantasifyldt. At du møder nye variationer af fjenderne på hver eneste bane, gør det kun endnu bedre.

Vigtigst er dog, at uanset hvor meget der sker på skærmen, behøver Sonys sorte powerhouse ikke hoste én eneste gang for at følge med, og i lynhurtige actionspil som Ninja Gaiden, er det alfa og omega. Styringen er bundsolid og Hayabusa reagerer lige så hurtigt, som dine fingre kan følge med, og allerede efter nogle få baner løber du på væggene og uddeler tæv til højre og venstre, mens du virkelig føler dig som en mesterninja.

Det mest imponerende er dog, hvordan spillet er blevet afbalanceret til perfektion. Hver gang du har mestret et våben, eller har fået fat på en ny magi og tror du vil få det let de næste par baner, bliver du atter udfordret til det yderste, ved at skulle bekæmpe nye eller stærkere fjender. Balancen mellem de tonsvis af modstandere og de utallige bosser, er evigt udfordrende, og du skal hele tiden vurdere situationen og vælge våben og magi derefter.

Skal der sættes en finger på noget i Sigma, må det være at spillet til tider er for svært. Problemet er ikke så generelt som før, da det kun er i særlige sektioner eller ved enkelte bosser, at sværhedsgraden trækker så mange tænder ud, at det er helt urimeligt. Med det vanvittige tempo, som kampene foregår i, er problemer med kameraet næsten umuligt at undgå, og selvom du nu selv har kontrollen over kameraet, opstår der til tider stadig situationer, hvor du bliver angrebet fra en blind vinkel. Intet af dette udgør dog den mindste grund til ikke at investere i Sigma alligevel.

Dette er en annonce:

Det er tre år siden, Ninja Gaiden tog pusten fra mig for første gang, og selv den dag i dag kan det gøre mig stakåndet af begejstring. At tilføje et par ekstra baner og våben, og smide et græsk bogstav bagpå, er for de fleste titler slet ikke nok til at retfærdiggøre endnu en udgivelse, men når det er det med Sigma, er det virkelig et vidne om produktets udsøgte kvalitet. De cinematiske kampe fra actiongenren, er blevet kombineret med eventyrsgenrens pompøse og bjergtagende miljøer. Fusionen af de to dele kan bedst beskrives som en spilmæssig ekstase af nærperfektion.

Ryu Hayabusa hugger ubesværet titlen som actionkonge tilbage fra Kratos ved at levere den mest hårdtpumpede, dragende actionoplevelse, der er at finde på hylderne for tiden. Selvom det egentlig bare er en genudgivelse af en genudgivelse, er Ninja Gaiden Sigma alligevel det bedste spil til PlayStation 3 - mere præcist kan det ikke siges.

Ninja Gaiden Sigma
Ninja Gaiden Sigma
Ninja Gaiden Sigma
Ninja Gaiden Sigma
Ninja Gaiden Sigma
Ninja Gaiden Sigma
Ninja Gaiden Sigma
Ninja Gaiden Sigma
Ninja Gaiden Sigma
Ninja Gaiden Sigma
Ninja Gaiden Sigma
Ninja Gaiden Sigma
Ninja Gaiden Sigma
Ninja Gaiden Sigma
Ninja Gaiden Sigma
Ninja Gaiden Sigma
Ninja Gaiden Sigma
Ninja Gaiden Sigma
Ninja Gaiden Sigma
Ninja Gaiden Sigma
Ninja Gaiden Sigma
Ninja Gaiden Sigma
Ninja Gaiden Sigma
Ninja Gaiden Sigma
Ninja Gaiden Sigma
Ninja Gaiden Sigma
09 Gamereactor Danmark
9 / 10
+
Fantastisk cinematisk action. Udfordrende og velbalanceret. Blændende grafik med imponerende design. Sublim styring.
-
Små kameraproblemer.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Brugeranmeldelser

  • Riiser
    Iklædt en sorte sparkedragt, et sværd over ryggen og skrigende som en brønby fan er man åbenbart den perfekte ninja. Det er ihvertfald det... 5/10
  • DanD
    Kan sidde i timevis og spille dette spil uden at komme særlig langt. Spillet er flot, stemningsfyldt, men efter min mening for svært. Især... 7/10

Relaterede tekster

Ninja Gaiden SigmaScore

Ninja Gaiden Sigma

ANMELDELSE. Skrevet af Martin B. Larsen

Ryu Hayabusa har slebet sit sværd og er klar til hævn - igen. Martin har testet hvad han kalder det bedste spil til PlayStation 3 indtil videre. Hør hvorfor lige her...



Indlæser mere indhold