Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Ninja Gaiden Sigma Plus

Ninja Gaiden Sigma 2 Plus

Blodsprøjt og lynhurtig ninja-action i håndholdt udgave. Magnus kigger på Ninja Gaiden til PlayStation Vita.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Alle mine fjender er faldet for mit sværd. Alle, lige fra kamphunde med samuraisværd i munden til en besjælet udgave af frihedsgudinden, har måtte bøde med deres liv. Ingen kan måle sig med mig i kamp, og dog er jeg blevet besejret af noget helt andet. Denne platform-sektion nede i New Yorks kloaksystem har vist sig simpelthen at være umulig for mig. Mine ben vil ikke lystre mig, og det ser ud som om at jeg må tilbringe resten af mine dage hernede. Hvis bare mine karaktermekanikker virkede, men det er for sent nu.
Ryu Hayabusa er tilbage, denne gang i form af en dobbelt-port af et gammelt Xbox-spil, som nu er genudgivet på Playstation Vita, og selvom at kernemekanikkerne er på plads, så er oplevelsen pakket ind i mærkværdige designvalg, tvivlsomt tempo og ujævne banedesign.

Ninja Gaiden Sigma Plus

Ryu er tilbage og skal denne gang redde verden fra den mystiske Black Spider-klan, der har stjålet dæmonstatuen fra hans familie, og forsøger at bruge den til at hidkalde den grusomme Vazdaz, the Archfiend. Historien er uskyldigt simpel, og det bliver hurtigt gjort tydeligt for spilleren at hverken narrativ struktur eller karakterudvikling har det store fokus. Langt den største del går på at hugge dine fjender i stykker, og ikke med at styrke spillets plot eller underbygge nogen af karakterens motivationer. De onde er onde, og de gode er gode, og sådan er det, og det er tilforladeligt uskyldigt.

Den grafiske intensitet i Ninja Gaiden Sigma 2 Plus er ikke til at tage fejl af. Typisk for Ninja Gaiden serien er nemlig, at der foregår utroligt meget på skærmen af gangen, og det er også tilfældet her. Fjenderne stormer mod Ryu fra alle tænkelige retninger, og når sværdet flyver og legemer afhugges af på den mest brutale vis, er spillets grafiske og visuelle stil ganske tilfredsstillende. Det er dog ikke muligt at ingorere elefanten i lokalet i dette tilfælde, da tekniske problemer plager spillet fra start til slut. Billedehastigheden er ujævn, og kan falde til et så pixeleret niveau at det er svært at skelne karakter fra miljø.

Dette er en annonce:

Dette kan gøre Ninja Gaiden Sigma 2 Plus tæt på uudholdeligt i nogle af de mere intense sekvenser, hvor fjender flokkedes om Ryu og angriber fra alle sider. Selve kampanimationerne fejler dog ingenting, og når Ryu er i bevægelse og smidigt smyger sig rundt om sine fjender, er både teknik og udtryk af god kvalitet. Miljøerne er varierede fra kapitel til kapitel, men er generelt ensformige og generiske. For det meste kæmper du i små klaustrofobiske gange, der hverken er velanimerede eller er blevet skænket megen tanke. Boss-kampe afvikles dog under tilpas meget fanfare til at udgøre spillets højdepunkter hvor både miljødesign og kampsystem er på sit højeste.

Ninja Gaiden Sigma Plus

Fanfaren er også til stede i det lydlige univers hvor bombastiske, symfoniske kompositioner pardannes med guitartung rockmusik. Dette dualistiske lyddesign er tit at finde i japanske actiontitler, og er altid intenst og ligeledes ujævnt. Denne skizofrene tilgang til underlægningsmusik forstærker nemlig actionen og følelsen af den magt man har som spiller, men stikker i to forskellige retninger. Det symfoniske aspekt trækker på en mere seriøs tradition, hvorimod de traditionelle rocksange nærmest skal fungere som parodi.

Det gør lydbilledet til en aldeles forvirrende oplevelse, og forstærker tanken om at Ninja Gaiden ikke helt ved hvilket udtryk det skal stræbe efter. Stemmeskuespil er en langt mere vellykket affære, med en række stærke skuespilpræstationer fra et farverigt karaktergalleri. Det er ekstremt teatralsk af natur, og hver en replik leveres med passende overdrevenhed og karakter.

Dette er en annonce:
Ninja Gaiden Sigma Plus

Når fjenderne stormer i din retning, og du skærer igennem mængden med dit dragesværd og uddeler tæsk i lange baner, er det at Ninja Gaiden Sigma 2 Plus fungerer allerbedst. Det basale mekaniksæt er både lettilgængeligt og kan tilpasses din kampstil med forskellige opgradérbare våben, samt forskellige former for magi. Det gør Ryu både dødelig, men også sjov at kontrollere. Ved at hoppe samtidig kan spilleren hoppe over fjender og løbe på vægge, der tilføjer kampscenarierne et underholdene vertikalt element. Denne hoppemekanik fungerer ganske godt i kamp, men er ligeledes frustrerende i spillets platformsektioner, der udgør de absolutte lavpunkter.

Styringen er desværre hverken gennemtænkt eller stramt nok til at retfærdiggøre Ryus bevægelsesvanskeligheder, og den indlevelse man får gennem kampsektionerne nedbrydes øjeblikkeligt, når Ryu demonstrativt nægter at klatre op ad en stige. Denne mærkværdige dualitet udgør Ninja Gaiden Sigma 2 Plus' rygrad, og derfor skal du som spiller bruge halvdelen af kampagnen på disse platformsektioner, der snarere viser fysikdesignets svagheder end dets styrker. Dertil kommer et kamera, der bevidst forsøger at modarbejde spilleren ved at zoome ind på mærkeværdige vinkler, og vende sig demonstrativt væk fra kampen. Det kan selvfølgelig justeres med højre analogpind, men når actionen går stærkt og du er omringet af fjender, kan kameraet spontant forråde dig og resultere i et hurtigt game over.

Ninja Gaiden Sigma Plus

Sværhedsgraden er ikke noget særligt og de fleste fans vil nok ikke finde Sigma 2 Plus særligt udfordrende. Ethvert angreb du udfører har en chance for at skære et lem af en fjendes krop, og derefter kan du hurtigt henrette fjenden med et enkelt tryk på trekant-knappen. Antallet af forskellige fjender er dog et af kampagnens store styrker, da hver fjende har hver sit sæt angreb. Det gør de taktiske beslutninger mere interessante, og tvinger dig til at ændre din tilgang til hvert kampscenarie. Nogle enkelte steder i kampagnen er sammensætningen af fjender ganske brutal, og kan være frustrerende svær i forhold til spillets ellers tilgivende sværhedsgrad.

Ryu er ikke den eneste spilbare karakter, da kampagnen forsøger at ryste tingene lidt sammen ved at introducere forskellige protagonister. Ayane, Momiji og Rachel har alle deres respektive kapitler, og selvom at det tilføjer en smule drama til spillets kampagne, er kampsystemet og de taktiske beslutninger der medfølger stort set identiske med Ryu.

Der er til gengæld meget indhold at dykke ned i. PS3-udgaven af spillet har bevaret den originales online kooperativ mode, men er desværre ingen steder at finde på Playstation Vita, og er derfor erstattet af en offline hordemode, hvor du og en computerstyret allieret kan slagte bølger af fjender, og dette udgør en af de mest underholdne tilføjelser.

Dertil kommer en tidsbaseret mode, der lader dig gennemføre kampagnens kapitler på tid, og selvom at ideen er god, gør det kun de frustrerende platformsektioner endnu værre. Der er heller ingen online funktionalitet overhovedet at finde, ikke engang pointtavler hvor du kan sammenligne med dine venner, og denne basale funktionalitet der efterhånden er at forvente af actiontitler, tager meget af det sjove ved de ekstra modes.

Ninja Gaiden Sigma Plus

Ninja Gaiden Sigma 2 Plus er en meget ujævn oplevelse. Med sit flade banedesign, skizofrene lydbillede og tekniske besværligheder er det svært at anbefale, og det er på trods af et tilnærmelsesvis stærkt kampsystem, der både kan tilpasses efter spillerens behov og er ligeledes dybt og lettilgængeligt for nye Ninja Gaiden fans.

Der er også masser af indhold at dykke ned i, men basale designmæssige fejl gør indholdsmængden overflødig. Dertil kommer et mekaniksæt, der måske fungerer i kamp, men falder fra hinanden i spillets mange platformssektioner. For fans kan dette være en uskyldig tilføjelse til Ninja Gaiden sagaen, men et godt spil, det er det ikke.

05 Gamereactor Danmark
5 / 10
+
Tilpasseligt kampsystem der både er dybt og lettilgængeligt, sjove bosskampe, masser af indhold
-
Kedelige og ensformige miljøer, ujævn sværhedsgrad, dårligt kamera, simpel historie, uskarpe platformsmekanikker
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold