Ninja Gaiden 3: Razor's Edge

Ninja Gaiden-serien har en usædvanlig tradition med altid at få nye versioner med ekstra indhold efter hvert nyt spil. Ninja Gaiden 3 er ingen undtagelse, og nu, knapt et år efter spillet først udkom, har Team Ninja hæklet Ninja Gaiden 3: Razor's Edge sammen. Et spil hvor man har lyttet til meget af kritikken af originalen, og har forsøgt at rette op på manglerne.

Det kan mærkes allerede fra starten af Razor's Edge. Ryu føles mere præcis at styre, der er flere våben at vælge mellem, og man har ikke adgang til alle teknikker fra start, men bliver i stedet stille og roligt bedre. Den karma, man samler ind undervejs, bruges både som point og valuta, der er stadig guldskarabæer at være på udkig efter, og den store mængde Quick Time Events er blevet skåret ned.

Alt dette er selvfølgelig gode nyheder, og man må tage hatten af for, at Team Ninja faktisk har taget kritikken til sig og ikke stået fast på at deres løsninger var de bedste. Det største problem med Ninja Gaiden 3: Razor's Edge er dog fortsat Ninja Gaiden 3, for uanset hvor meget Team Ninja har arbejdet for at forbedre spillet, er der stadig grundlæggende problemer, der er svære at se bort fra. Det gælder blandt andet historie og banedesign, hvilket ikke rigtig kan ændres uden at lave radikalt om på spillet.

Derfor består Ninja Gaiden 3: Razor's Edge af mængder af rettelser, snarere end at byde på noget helt nyt. Men det meste af det, der er ændret, er til det bedre, og får spillet til at føles mere som Ninja Gaiden. Det kan mærkes allerede i de indledende kampe, hvor det er tydeligt hvor meget klogere modstanderne er blevet.

Skurkene er virkelig ude efter mig, og ved at jeg vil hugge dem til kødkonfetti, og de ikke udfører deres opgave - at dræbe mig. De flankerer, er mere aggressive og kæmper til sidste blodsprøjt. Bliv ikke overrasket hvis en tilsyneladende sønderhugget fjende pludselig trækker splitten ud af en granat og kaster sig mod dig i et selvmordsangreb, eller om fjender kløvet på midten kravler henover jorden, som om en komplet ben-amputation kun er et ubetydeligt kødsår, i bedste Monty Python-stil.

Det er i øvrigt også værd at notere, at Ninja Gaiden 3: Razor's Edge er betydeligt mere blodig end sin forgænger, og det er sjovt at se Nintendo være dem, der serverer mest vold for en gangs skyld. Måske et tegn på, at de faktisk mener det alvorligt med snakken om at satse mere på hardcore-spillere, og ikke prøver at gennemtvinge mere børnevenlige udgaver af spillene.

Til forskel for mange andre multiplatformspil, som er udkommet til Wii U, prøver Team Ninja ikke at tvinge spilleren til at benytte Wii U Gamepad'en til alle mulige unødvendige ting. Det bifalder jeg, da hverken kort, helbredsmålere eller lignende har vist sig at være specielt praktiske at have på ekstraskærmen. I stedet får man nu en liste over de angreb, der er tilgængelige, og det føles ganske logisk. Tidligere har jeg været tvunget til at pause spillet, bladre i menuer og siden forsøge at huske hvordan jeg gør en bestemt ting.

Nu står det i stedet på skærmen, og det er noget lettere at håndtere. Dermed spiller jeg også mere varieret og avanceret. Hvilket altså er nødvendigt, med tanke på de stærkere modstandere, der desuden bliver bedre og bedre, samt at man også får mere karma for at spille blæret. Allerbedst føles et spil som Ninja Gaiden 3: Razor's Edge dog med en Pro Controller. Den ekstra følsomhed, man får fra en mindre og smidigere controller kan ikke undervurderes i kategorien lynhurtig action.

Alt er dog ikke fryd og gammen med de forandringer, som Team Ninja har lavet i Razor's Edge. Blandt andet mister man maksimal-helbred, når man får tæv, og at nå frem til en boss med kun en smule liv tilbage er lig den sikre død. Og skulle man dø (og det kommer man til), så må man starte kampen forfra med lige så lidt liv. Det er et indslag, der føltes passé for ti år siden, og som jeg virkelig ville ønske Team Ninja havde gjort noget ved.

Der er også blevet renset ud blandt spillets Quick Time Events, mens andre bare er blevet maskeret. Det betyder i praksis at der stadig er QTE'ere, men at man ikke bliver informeret om hvilke knapper, man skal trykke på. Derfor går man ofte en fuldstændig unødvendig død i møde. Jeg bryder mig heller ikke om at klatre med kunais (en slags knive). Det er unødvendigt svært, og den skrøbelige Jonas Mäki havde formodentlig været en bedre ninja end Ryu Hayabusha, når det kommer til at bestige vægge i virkelighedens verden.

Grafisk føles spillet også et trin under Ninja Gaiden 3 til PlayStation 3 og Xbox 360, med grimmere teksturer og ubetydelig kantudjævning, samt hakkende billedopdatering når det går hedt for sig. Team Ninja har heller ikke fået bugt med det vildfarne kamera og det faktum, at der stadig står fjender med raketkastere uden for billedet og beskyder en midt i lange og labre comboer, uden man reelt har en chance for at undvige. Så hjælper det ikke, at der er fyldt på med ekstra halløj og rettelser, samt mulighed for at spille som Dead or Alive-Ayane i to baner.

Ninja Gaiden 3: Razor's Edge er uden tvivl den bedste version af Ninja Gaiden 3. Den minder mere om de to første spil i serien, og viser at Team Ninja har indset, at de var på dybt vand, da de forsøgte at lave serien om. Derimod er det ikke så meget bedre, at jeg er villig til at hive karakteren et hak opad. Hvor originalen fik en svag syver, er dette her i stedet en stærk en af slagsen, og hvis du vil have et godt actioneventyr til din nyindkøbte Wii U, vil jeg klart anbefale Ninja Gaiden 3: Razor's Edge.