
Jeg spillede The Last Ninja på C64, Shadow Ninja på Amiga, Shinobi på Mega Drive, Mystical Ninja på Super Nintendo, Ninja på PSOne og Ninja Gaiden på Xbox, og alligevel kan jeg ikke huske nogensinde at have mødt en Ninja som Ken Okanawa.
Som del af et knapt så hemmeligt slags Ninja-politi, er Ken med helt i front, da en mystisk virus rammer Tokyo, og begynder at forvandle de altid superelskværdige ungpiger i skoleuniform, til den slags skrækindjagende monstre som altid synes at plage ninjaer. Virussen er den seneste eskalering af en situation, som allerede har betydet at atombomben er blevet brugt for at holde resten af verden ren, og skal det samme ikke ske for Tokyo, må Ken træde i karakter.
Genren er action, og inden man rigtigt ved hvad der foregår, er man allerede blevet smidt ud i den første Quick Time-sekvens, hvor hurtige knaptryk lader Ken lave pindemad af de angribende fjender. En længerevarende kamp mod et særdeles grelt monster, introducerer dig for dine våben og specielle ninja-egenskaber, og herefter lader spillet dig selv regne resten ud.
Det lyder ganske sikkert som en helt almindelig introduktion, men som timerne skrider ind på spillekontoen, opdager man at Ninja Blade har gjort den fatale fejl, at vise alle sine kort inden for den første halve times spil.
Det virker ellers fortrinligt når Ken med et par få strejf med sine sværd, får fjenderne til at kigge langt efter deres flyvende kropsdele, før de forvandles til en gang støv. Og at give adgang til stort set alle evner og våben fra start, er ligeledes en god ide, fordi man så i stedet kan koncentrere sig om at udnytte dem til fulde. Lækkert er det også at man kan udvide repetoiret af tricks, ved at bruge nogle af de erfaringspoints, man samler op efter at have tævet dem ud af fjenderne, og selvom det er set før holder det stadig.
I det hele taget er det umuligt ikke at få fornemmelsen af at udvikleren From Software, har kigget godt og grundigt på genrens andre mastodonter og sat sig for at lave deres eget bud på et monumentalt actionspil. Firmaet har endda hevet samlingen af talenter frem, der tidligere stod for den roste Otogi-serie, og givet dem friløb i forhold til fantasierne om, hvad et sådanne spil skal indeholde.
Men noget er gået galt, og i stedet for at stole på egen intuition og ideer, har man i stedet fokuseret kræfterne på at efterligne formodede populære elementer fra andre spil. Derfor smider spillet om sig med kedelige historiesekvenser, som sjældent har andet formål end at sætte en kamp op, mod en specielt vederstyggelig fjende.
Værst er dog de forfærdelige quicktime-sekvenser, der som vist i God of War sagtens kan være spændende, men her bruges med så få minutters mellemrum at enhver intensitet hurtigt fordufter. Skulle hyppigheden ikke ødelægge effekten, har udvikleren sørget for, at det sker ved at man ikke kan fejle sekvenserne, og tiden spoles ganske simpelt tilbage indtil man kan dem udenad.
Helt galt er det også gået med det grafiske design, der uden nogen former for fantasi læner sig op af de designteorier som også Ninja Gaiden brugte. Derfor er størstedelen af spillets væsener en blanding af organiske former, pakket ind i mørkt grums og frarøvet enhver personlighed. Værst er det dog gået ud over Ken selv, der med en maske der ligner et 8-tal klippet ud i papmache, er den grimmeste superhelt jeg har set til dato, kun rivaliseret af Duksedrengen, der for mange år tilbage dominerede DR's bedste sendetid.
Når Ninja Blade alligevel har en smule solstråler gemt bag de mørke skyer, er det fordi den mest basale action i spillet er bundsolid. Når spillet ikke overbebyrder mig med Quick Time-indslag eller dumme mellemsekvenser, og den står på helt almindelig monstertæv, er det nemlig ganske tydeligt at mærke, hvordan udviklerens erfaring har spillet ind. Uden problemer svæver jeg mellem fjender og deler tæv ud til alle, der måtte stå i vejen. Med min kolossale kastestjerne blæser jeg fjender og ild til ingenting, og glædeligt leder jeg efter hemmeligheder med mit ninja-syn, der dog oftest består af nyt tøj, der kun gør minimalt ved Kens kiksede design.
I disse velvirkende sekvenser, er det også tydeligt at mærke hvordan kontrollen rent faktisk føles glidende og giver rig mulighed for at kontrollere Ken med den smidighed, man normalt forbinder med Ninja-faget.
Ninja Blade føles i store dele, som at tage tidsmaskinen tilbage til dengang Dragons Lair eller Mad Dog McCree var det hotteste arkadehallerne havde at byde på. Begge spil bad mig om at smide en konstant strøm af mønter efter dem, mens de kvitterede med at vise videosekvenser, jeg kun havde ringe indflydelse på. I Ninja Blade er videosekvenserne bare udskiftet med kedelige mellemsekvenser og boss kampe, samt et nærmest uendeligt antal quicktime-sekvenser. Der er alt for langt mellem de gode bidder, og derfor har jeg meget svært ved at finde yderligere grund til at hjælpe Ken med redningen af Tokyo - så finder jeg hellere de andre ninjaer frem igen.