Ni no Kuni II: Revenant Kingdom

Ni no Kuni: Wrath of the White Witch formåede at gøre noget ganske særligt for fem år siden. Med nærmest universel ros fra medier verden over, kom udvikleren Level-5 så bragende fra start, at der ikke herskede nogen tvivl om at en ny, fast rollespilsserie var blevet født. Der var en magi i den kombination af elementer som de havde skabt, de gudesmukke Studio Ghibli-tegnede mellemscener, den interessante fantasiverden, den nære, intime historie om drengen Oliver - det hele gik op i en højere enhed. At spille Ni no Kuni: Wrath of the White Witch dengang var en ganske speciel oplevelse - følelsen af at dette bare var første kapitel i en ny, stor rejse, som at spille det første Final Fantasy velvidende at over 30 kapitler ville følge trop.

Dog har efterfølgeren, Ni no Kuni II: Revenant Kingdom, været lidt længere undervejs end både Level-5, Bandai Namco og så sandelig de millioner der investerede i det første spil kunne have tænkt sig. Nu står vi her dog endelig, midt i en tid hvor japanske spil som Nier: Automata, Persona 5 og Final Fantasy XV er mere relevante end de har været i lang tid, og Level-5 er parate til at udgive den svære to'er. Jeg har, i løbet af de sidste to uger, været fuldstændig opslugt og omsvøbet af Ni no Kuni's tryllebindende univers, og nu er jeg parat til at fortælle jer om et af måske årets bedste spil.

Ni no Kuni II: Revenant Kingdom er kun løst forbundet til det første spil, og kræver som sådan ikke at du har noget forhold til originalen. Jo, der er da referencer, og måske antager spillet en smule at du allerede har stiftet bekendtskab med byer såsom Ding Dong Dell, men kommer du udefra, har set den vidunderlige visuelle stil og ønsker en 100 timers rollespilsoplevelse, så kan du godt begive dig ind i spillet uden videre research. Du er Evan, kongen der ikke nåede at blive konge, for din trone bliver revet fra dig af den onde Mausinger inden du overhovedet har nået at sidde på den som konge. Ja, Ni no Kuni II starter med et godt gammeldags statskup, og nu er du på flugt sammen med den mystiske Roland. Dernæst handler Ni no Kuni II: Revenant Kingdom om at genopbygge dit imperium, at finde allierede og til sidst at konstruere et kongerige der gør Ding Dong Dell til skamme. Denne rejse tager dig igennem alle de mange kongeriger, hvor du møder nye venner, bekæmper ondsindede bæster og lærer mere om det kongerige du en dag, forhåbentlig skal regere over.

Man kunne blive narret til at tro, at jeg her beskriver plottet til en episk Hayao Miyazaki-film, og det er netop denne stemning og narrative identitet Level-5 går efter. Hvorimod Ghibli ikke er involveret denne gang, så er flere af de ansatte der har arbejdet hos det legendariske studie sluttet sig til udvikleren, og har hjulpet det til at få det helt særlige præg, der gør at man tænker øjeblikkeligt på klassikere som Chihiro og Heksene, Det Levende Slot og Ponyo På Klippen Ved Havet. Netop det som Miyazaki gør, er at finde balancen imellem det episke og det intime, og denne balance finder Ni no Kuni II øjeblikkeligt. Karaktererne er stereotypiske men troværdige, følelserne er overeksponerede men medrivende - spillet er, rent narrativt, helt igennem japansk, men besidder en nerve der gør det spiseligt for et globalt publikum. At være vidne til Evans rejse er noget ganske særligt, og selvom det hele er bemærkelsesværdigt karikeret føler man med ham, og når rulleteksterne løber over skærmen efter de mange, mange timer i hans selskab, så savner man hans, og resten af slængets, selskab. Det er svært at beskrive præcis hvor magien kommer fra, om ikke andet uden at bruge klichéer og floskler, men ligesom Miyazaki og til en hvis udstrækning Pixar formår at få voksne til at føle sig som børn, så gør Ni no Kuni II: Revenant Kingdom netop dette.

Det er godt nok historien, Evans skæbne, der gør at man bliver fanget med det samme, men det er den mekaniske sammensætning af forskellige strukturer der gør at man bliver igennem hele den lange rejse, der meget vel kan tage 60-70 timer (og her taler vi bare om hovedhistorien). Ni no Kuni II: Revenant Kingdom tager sig ud på ganske traditionel vis, om ikke andet hvis du har hang til japanske rollespil. Den store åbne verden navigeres via små chibi-versioner af dine karakterer, og her kan du støde på kampe på bedste Pokémon-vis, rejse fra by til by, finde skatte og hemmelige grotter og alt derimellem. Finder du et sted såsom en grotte eller en by, eller skal du i kamp, så zoomer kameraet ind og lader dig udforske og kæmpe via et tættere tredjepersonsskamera. Byerne er fyldt til renden med sidemissioner, der for det meste sender dig ud igen i den store verden for at finde særlige fjender, samle fortabte genstande op eller at redde kidnappede familiemedlemmer - såmænd ganske standard, men det er så fortrinligt bare at eksistere i Ni no Kunis verden, at selv det at udføre relativt trivielle opgaver bliver til et eventyr for sig. Imens du udfører opgaver, opdager nye kongeriger som del af hovedmissionen eller bare udforsker på livet løs finder du ressourcer, nyt grej til medlemmerne i dit slæng, nye Higgledies (dem kommer vi til) og møder nye fjender på din vej. Ikke bare det, du støder også på større slag du og dine styrker kan indgå i, og du får sågar muligheden for at konstruere dit kongerige i en SimCity-lignende byggedel. Bare det at befinde sig i Ni no Kuni II: Revenant Kingdoms verden er en ganske særlig oplevelse, og med tonsvis af varierede ting at tage sig til, så ryger den ene time efter den anden. Naturligvis introducerer spillet konstant nye afkroge at udforske og nye systemer at mestre, men det bliver heller aldrig for meget, som der traditionelt er hang til i japanske rollespil. Ni no Kuni giver dig dybden, men uden at tage den der øjeblikkelige nydelse fra dig.

Og rent systematisk, så er Ni no Kuni II: Revenant Kingdom en triumf, tag ikke fejl af det. Hvis du synes det første spil var ambitiøst, men måske en kende rodet med sit Pokémon-lignende samlesystem, så er hvert eneste aspekt af den mekaniske oplevelse blevet finpudset i efterfølgeren, og det vi er efterladt med er en slags "greatest hits" af japanske rollespilssystemer, der alle spiller sammen på gnidningsløs vis. I kamp kan du have i alt tre karakterer med, inklusiv dig selv, og disse kan du frit skifte imellem. De har hver deres evner, der naturligvis kan tilpasses, såsom ildkugler, hårde stik, brede sværdslag og andre magiske spidsfindigheder, og du optjener de point du skal bruge for at aktivere en evne ved at slå med dine almindelige våben. Disse kan du have tre af ad gangen, og løbende skal du skifte for at være så effektiv som muligt. Så langt så godt, men her kommer vi til de førnævnte Higgledies, som er efterfølgerens spin på de mange dyr man kunne samle på i det første spil. Higgledies bliver du hurtigt introduceret for i løbet af spillets introduktion. Det er små væsener der hver især består af et bestemt element. Du kan have en række af dem med i kamp, og løbende giver de dig muligheden for at aktivere en bestemt emne. De små hvide kan lave sig om til en kanon, der skyder eksplosive projektiler på dine fjender, de grønne kan give dig nogle livspoint tilbage og de lilla af slagsen kan skyde gigantiske sfærer af energi afsted. Der er tonsvis at vælge imellem, og de stiger i niveau og vokser igennem spillet.

I et typisk kampscenarie skifter du konstant våben, bruger evner, holder øje med dine kompagnoner og aktiverer dine Higgledies når de står klar, og selvom det lyder overvældende på traditionel japansk vis, så er det ganske overskueligt, selv for spillere der normalt ikke ekspertimenterer med genren, og det er uden at ofre dybde eller kompleksitet - det hele er bare så afsindigt velbalanceret, helt ned til mindste detalje.

Og det er endda før vi overhovedet er kommet til det at skulle bygge sit eget kongerige. Er du træt af at fare rundt i den store verden, så kan du sætte dig på tronen, og begynde at bestyre og udvide dit kongerige. Dette sker ved at sætte bønder til at indsamle ressourcer, som så bruges til at konstruere nye bygninger, der lader Evan købe nye evner og nyt grej til ham og hans venner. Det er faktisk et lille RTS-spil, som i Age of Empires, gemt indeni et andet, og selvom det naturligvis ikke nærmer sig samme dybde, så er det utrolig vanedannende, og man kan hurtigt helt tabe færden af sine missioner, fordi man udelukkende fokuserer på at udvide og opgradere kongeriget.

Det er faktisk virkelig svært at sætte en finger på nogen af Ni no Kuni II: Revenant Kingdoms systemer. De leverer alle den nødvendige variation der skal til for at fastholde interessen i noget der ligner 100-120 timers spilletid, men samtidig er de tæt forbundne, og spilleren opfordres konstant til at foretage sig lidt af hvert, for at få det fulde udbytte af det Level-5 har formået at skabe. At gå fra et større Skirmish-slag til at udvide kongeriget, til at fifle med holdets taktiske opsætning til at være vidne til den fabelagtige historie føles sømløst, og bør være skabelonen for lignende rollespilsoplevelser. Ikke bare det, det hele afvikles i et konsekvent tempo - tag ved lære Final Fantasy XV.

Det siger desuden lidt om indholdsmængden i Ni no Kuni II: Revanant Kingdom, at vi er kommet så langt ind i denne anmeldelse uden overhovedet at nævne den storslåede grafik. Det skal umiddelbart nævnes, at Studio Ghibli ikke er direkte involveret i denne omgang - men heldigvis formåede Level-5 og Bandai Namco at snuppe to dygtige animatorer derovrefra forinden, så en del af DNA'et er intakt. Alligevel afvikles samtlige mellemscener i Ni no Kuni II: Revenant Kingdom inden i spillets grafikmotor, så glem de håndtegnede mellemscener fra det første spil, de er her ikke, og det er en skam. Alligevel er spillet blandt de absolut smukkeste man overhovedet kan få fingrene i idag, og det skyldes en særdeles intelligent brug af vidunderlige farver. Præcis ligesom hovedkarakteren Evan ser uskyldigt på verden med store øjne, ligeså ser spilleren verden som en barn ville gøre det - hvor havet er ekstra blåt, skoven er ekstra grøn og hvor hver eneste magiske evne afvikles med brillante farver.
At eksistere i Ni no Kunis verden er, rent visuelt, en udsøgt fornøjelse, og til trods for nogle enkelte fald i billedehastigheden når man navigerer rundt i oververdenen, så afvikles det hele uden videre tekniske problemer. Det et tydeligt at Level-5 har fået al den tid de har skulle bruge, og det betyder at vi har med en underskøn sammenkobling at Disney-inspirerede kongeriger og japansk, visuel opfindsomhed - det bliver bare ikke bedre.

Og når man så begiver sig ud på de store plæner, og skuer ud over det der en dag vil blive ens kongerige, så bliver man mødt af musikken - den storslåede, symfoniske musik fra komponist Joe Hisaishi, som er blevet optaget med Tokyos symfoniorkester. Mange af temaerne fra det første spil går igen, og det gør skam slet ingenting. Også stemmeskuespillet er ganske fortrinligt, og leveres med den overdrevene, karikerede identitet som fans af japanske spil kender ganske godt. Alligevel skal der her rettes en klage imod Level-5, for hvorimod størstedelen af spillet viser at studiet har fået ressourcerne til at gøre lige hvad det passer dem, så bliver budgetteringen utrolig tydelig når man lytter til stemmeskuespillet - der er simpelthen ikke nok af det. En scene kan hurtigt bestå af både en mellemscene med stemmeskuespil, for så skifte til mellemscene uden stemmeskuespil med tekst, for så at skifte tilbage. Lynhurtigt kan en medrivende scene bestå af så mange "knæk" hvor stemmerne kommer af og på, at man lidt mister hoved og hale i hvad det er meningen man skal føle. Det er et dumt sted at spare - enten skulle man bare gemme stemmeskuespillet til separate mellemscener, eller investere i mere konsekvent stemmeskuespil.

Alligevel formår Ni no Kuni II: Revenant Kingdom at imponere i stort set samtlige minutter af den mange timer lange spiloplevelse. Rundt om hvert hjørne venter der nye farver, nye sjove karakterer, nye variationer af hele den mekaniske struktur, nye opgraderinger til dit hold og masser af sidemissioner. Det hele forbindes, sammenkobles til én udsøgt oplevelse, der til trods for manglende Ghibli-mellemscener og lidt ujævn brug af stemmeskuespil, er noget alle med hang til rollespil bør kaste sig ud i.