
Der har været en del spekulationer omkring Nokia og deres første håndholdte spilkonsol kaldt NGage. Flere har påpeget at maskinen vil kunne gøre det meget svært for Nintendo at holde fast på første pladsen med Game Boy Advance, men efter gårsdagens pressekonference, er Nintendo ikke skræmte.
Det er Telecom Asia der kan fortælle at Nintendo hverken ryster i bukserne eller er bange for hvad mobilgiganten ellers kan finde på i fremtiden. På den netop overståede pressekonference annoncerede Nokia nemlig at NGage først er klar engang i tredje eller fjerde kvartal af år 2003 og at der til at starte med vil være et udvalg på ca. 10 spil.
Indtil videre udmønter disse 10 spil sig i seks udviklere, hvoraf specielt Sega og Eidos bør nævnes. Ben Keen hos ScreenDigest var ikke imponeret over udvalget og sagde:
"They don't seem to have done their homework. You have to understand the importance of the software side of the business. There's no use putting a [gaming] platform out there and hoping people will come. They'll only come round if you have the games to support it."
Desuden kunne Nokia ikke fremvise et eneste spil, da alle stadig var under udvikling ved den afholdte pressekonference. I mens har Nintendo fremlagt flotte tal for salget af deres Game Boy Advance og forventer et solidt salg af Game Boy Advance SP, der lanceres i Europa d. 28 marts. Firmaet forventer også at have mere end 300 nye spil på markedet inden julen år 2003 og ser derfor ingen umiddelbar konkurrence fra Nokia og deres NGage.