
Meget er blevet sagt og skrevet om Marios hang til at lave alt andet end det han er bedst til, nemlig at redde prinsessen. Han har kørt gokart, spillet fodbold og golf. Bedst har dog været hans deltagen i den ædle tennissport. Derfor virker det da også ret naturligt, at Nintendos serie af gamle klassikere der er blevet stadset op til Wiien indbefatter GameCube-klassikeren Mario Power Tennis.
I teorien er kombinationen af Wiiens fikse Remote og Marios tennisaction en noget nær perfekt blanding. Hvad kan dog gå galt? Der er i grunden heller ikke meget, der er gået galt, men det, der er galt påvirker sådan set hele oplevelsen. Men lad os indledningsvis se på hvad der fungerer.
Foruden de for tennisspil obligatoriske Exhibition- og Tournament-modes, hvor du enten spiller en enkelt kamp eller en hel turnering, er der en række minispil. Disse er specielt gode som træning, da man oftest skal benytte sig af forskellige slag og placere skud over hele banen. Underholdende er det at farvelægge Mario og vennerne ved at placere farvede bolde på en væg. Læg til dette persongalleriet med dets enorme overskud af charme. Hver figur har nogle specialslag, der potentielt kan vende kampens gang. Udføres et af disse stopper alt på banen således, at man kan se ens figur lave et superslag.
Hvor ligger problemet så, når gameplayet er en tro kopi af det oprindelige GameCube-spil? Jeg kan nøjes med et eneste ord: styringen. Problemet er simpelthen, at styringen i Power Tennis ikke er præcis eller fintfølende nok til at gøre spillet underholdende. Snarere tværtimod. I teorien skulle spillet kunne give mulighed for lobs, smashes og lignende slagtyper. I praksis fungerer det ikke så elegant. Slag fra side til side fungerer egentlig meget godt, næsten for godt. Selvom du skulle forsøge dig med andet end almindelige for- og baghåndsslag, vil disse i langt de fleste tilfælde blive.
Størstedelen af ens slag bliver altså misforstået af spillet, hvilket ikke just er heldigt. Dette bliver ikke bedre af, at både smashes og lobs har tilknyttet nogle meget akavede bevægelser, nemlig lodrette bevægelser. Er du bare en smule uforsigtig eller unøjagtig, genereres der et andet slag. Det er nøjagtig så slemt som det lyder. Det betyder nemlig, at du ikke kan være helt sikker på at levere det vindende slag.
Reelt set betyder styringens unøjagtighed, at resten af spillets kvaliteter er næsten ubetydelige. Uanset hvor lækker og poleret grafikken er, uanset hvor hyggelig og stemningsfuld musik og persongalleri er og hvor morsomt tennis med Mario egentlig er, vil den eneste tanke der dominerer oplevelsen være: "Rraaahsgu, der lavede jeg et forkert slag IGEN!". Og det er synd, for Mario Power Tennis er et stærkt spil. Men kombineret med en tvivlsom styring vil det bedste og billigste alternativ være at smide Wii Sports i maskinen igen. Og skal det være Mario Power Tennis, så find din gamle GameCube frem, der fungerer spillet langt bedre med et joypad.