Neverwinter Nights 2: Storm of Zehir

Efter et skibbrud, skylles en gruppe eventyrere op på junglekontinentet Samarachs kyst. Her mødes de af nogle knapt så venligtsindede indfødte, og så burde eventyret ellers fortsætte i samme, gode stil. Men det gør det ikke. For selvom den nyeste udvidelsespakke til Neverwinter Nights 2, Storm of Zehir, lader dig udforske dele af Forgotten Realms, du hidtil kun har drømt om, så er der tale om en kæmpe skuffelse.

Jo, Chults barske junglelandskab ligger for dine fødder, og hvis du har lyst, kan du også smutte forbi legendariske Crossroad Keep. Men hvad gør det, når Ed Greenwoods fantastiske Forgotten Realms univers i den grad bringes til skamme i denne 2. udvidelsespakke til Neverwinter Nights 2?

Jeg troede faktisk, at fænomenet random encounters var forbeholdt arkaiske japanske rollespil. Men af en eller anden grund har Obsidian valgt at implementere dette helvedeskoncept i Storm of Zehir - og resultatet er mildest talt chokerende. Hver eneste gang jeg skulle bevæge mig blot en meter på det nye oversigtskort, kunne jeg være sikker på, at adskillige fjender ville hoppe ud af busken og overfalde mig. Og således tog det noget nær en evighed at bevæge sig fra A til B. Skam Jer, Obsidian.

Når jeg endelig, efter Gud ved hvor mange random encounters, befandt mig i et eventyrområde, kunne jeg nyde godt af det nye gruppesamtalesystem. De forskellige gruppemedlemmer har, alt efter deres færdigheder, forskellige ting at tilføre en samtale. Nogle gange kunne min kriger, velsagtens på grund af et broget ydre, presse diverse informationer ud af folk. Andre gange kunne min smukke troldkvinde supplere med sin visdom, og spørge ind til nogle lidt dybere emner. Det er med andre ord ikke længere blot hovedpersonen, men hele gruppen, der kan deltage i en samtale.

Det nye oversigtskort er som koncept ganske kærkomment, men i Storm of Zehir kampagnen er det faktisk ganske tamt. Ikke blot fordi du konstant overfaldes af diverse monstre, men også fordi langt de fleste eventyrområder er totalt indholdsløse. Sommetider støder du på en grotte eller en krypt, hvori der gemmer sig et par zombier og nogle skatte. Og det er så det. De historiedrevne områder byder selvsagt på mere dybde, men når aldrig i nærheden af de fantastiske steder, du besøgte i Mask of the Betrayer.

Men det har også noget med historien og hele konceptets udførelse at gøre. For i Storm of Zehir er der tale om en stor, åben verden, hvor du for så vidt kan gøre, hvad der passer dig. Bevæger du dig bare en smule udenom den historiedrevne del, så er det helt op til dig at skabe historien. Men hvor spændende er det lige at skabe en historie, når det eneste du opdager er monstergrupper, grotter og en krypt i ny og næ?

Møder du en NPC kompagnon, så hopper denne ind i din gruppe nærmest uden at præsentere sig selv. Det er åbenbart slut med at redde dværge fra overfaldsmænd, møde skumle troldmænd med skumle baggrundshistorier eller for den sags skyld vanvittige barbarer med kælehamstre. Persongalleriet i Storm of Zehir er fuldkommen sjælløst, ligesom historien er uinteressant.

Spild ikke din tid på kampagnen i Storm of Zehir. Er du en af dem, der nyder at lave dit eget indhold, så kan du lege med de mange ekstra værktøjer, herunder muligheden for at lave egne kampagner med oversigtskort, gruppedialogsystem og meget andet. Forventer du endnu en Mask of the Betrayer oplevelse, så bliver du fælt skuffet. Storm of Zehir når ikke de to første udgivelser til sokkeholderne, desværre.