Neo Contra

Shoot ’em up-genren er død - eller den var rettere sagt død, for det sidste års tid har budt på et overraskende stort udbud af kvalitetstitler inden for genren, med Gradius V på toppen af tronen. Med defibrillatoren ved siden, prøver Konami endnu engang at at genoplive gårsdagens prægtige Contra-serie, og selv om de denne gang er sluppet bedre fra det end 2003 versionen Shattered Soldier, er der stadig langt til den kvalitet der holdt mange af os fast dengang for lang tid siden.

Spilleren får endnu engang rollen som den sagnomspundne supersoldet Bill Rizer der med den nye makker Jaguar, ser sig nødsaget til at udslette et næsten uendeligt antal robotter, soldater, dyr og underligt navngivende generaler med storhedsvanvid. Baggrundshistorien er ligeså ligegyldig som man kan forvente sig af et spil, der sjældent giver spilleren mere end halvandet sekund til at overveje hvad der forgår, men alligevel har udvikleren ikke kunnet afstå fra at fylde spillet med horribel dialog og intetsigende mellemsekvenser.

Hvor seriens gameplay typisk har været holdt på et 2D plan, har man med Neo Contra valgt at flytte perspektivet så man nu ser figuren fra oven, ganske som vi også så det i de bedst glemte PSOne inkarnationer af serien. Beslutningen giver pote i og med at spillerens overblik bliver meget større, og man derfor ikke bliver udsat for ligeså mange unødvendige mistede liv, som det specielt var tilfældet med Shattered Soldier.

Det flyttede perspektiv synes dog desværre at være en af de eneste overvejelser udvikleren har gjort sig, da de skulle finde ud af hvad der gik galt med det forrige PS2 spil i serien. Alt for mange af de samme fejl bliver gentaget, og værst af alt er at Konami stadig ikke har mestret at balancere spillet optimalt. Sværhedsgraden er ganske vist sat ned, men det ændrer stadig ikke ved at størstedelen af spillet ikke kan læres, men skal huskes. Kort sagt vil man skulle gentage baner og bosser adskillige gange før man har en reel chance for at klare sig igennem, uanset hvor dygtig man måtte være. Dette betyder yderligere at de fleste vil benytte sig af de syv continues man er udstyret med fra starten, og med disse i baglandet er det en smal sag at gennemføre spillet på under et par timer.

Håbløst gammeldags virker det også at man ikke har valgt at give muligheden for at spille Neo Contra ved hjælp af controllerens to analogpinde, men i stedet lader spilleren kæmpe med upraktiske knapkombinationer. At spille spillet med to pinde som nogen vil kende det fra spil som Robotron, Smash TV og Mutant Storm, ville have udryddet et stort frustrationselement, og udvikleren burde kende bedre til den fine line der går mellem at forblive tro mod serien kontra give spilleren en oplevelse.

Det virker mildest talt utroligt at Konami har kunnet gentage så mange af de samme fejl igen, mest af alt fordi spillet en sjælden gang i mellem viser noget af den gejst der gjorde serien til en klassiker. Nogle af de større fjender er yderst imponerende og giver kamp lige til stregen, men dette ruineres totalt når man få sekunder efter møder en fjende hvis design og udseende lader det hele falde til jorden. Mest paradoksalt for Neo Contra er det dog at spillet i mellemtiden er blevet overhalet indenom af en anden udvikler, der med langt større træfsikkerhed har ramt den rigtige Contra ånd. Selvom det aldrig er blevet udgivet, var det tidligere Acclaims: Red Star en næsten perfekt opvisning på hvordan Contra serien, og genren som helhed skulle opdateres, og vi er nogen der priser os lykkelige for at have en anmelderkode liggende i samlingen af højt værdsatte skatte.

Shoot ’em up fans bør prise sig lykkelige for at Gradius V også er blevet udsendt herhjemme, for det er sammen med Ikaruga stadig det bedste genren har at byde på. Neo Contra formår aldrig at blive en sand udfordrer til nogen af titlerne, og man kan ærgre sig over at det ikke også var Treasure der blev givet opgaven denne gang. Vi håber stadig er fremtiden vil byde på en opfølger der med rette vil kunne løfte den, efterhånden tonstunge arv fra de tidligere spil. Indtil da må det bedste bud være at hive din Super Nintendo eller Sega Megadrive frem igen, og opleve hvordan serien var engang.