
Taget i betragtning hvor meget krudt EA har brugt på at fortælle om historien i Need for Speed: The Run op til dets lancering, så er det overraskende hvor lille en del af spillet, den egentlig er. Jack har et ikke nærmere defineret udestående med en ikke nærmere defineret mafia. Derfor prøver de at slå ham ihjel. Jack undslipper dog, og får et godt tilbud af sin veninde Sam. Hun betaler de $250.000 i startgebyr for at være med i The Run, et stort ulovligt gadeløb fra San Francisco til New York. Førstepræmien er $25 millioner, som Jack får 10 procent af (er det bare mig, eller er det en lidt dårlig handel?) hvis han vinder, samtidigt med at Sam så vil ordne hans mafia-problem.
Og det er dét. Det er historien. Udover slutningen er der ikke mere at fortælle om den. Der er nogle mellemsekvenser undervejs, og til tider nogle stærkt scriptede løb, hvor mafiaen blander sig, samt nogle "rivaler", der introduceres med tre sætningers tekst (tæl dem) og intet andet. Sammenlagt er det alt hvad The Run byder på af historie.
Hele konceptet med at deltage i et gadeløb på tværs af landet bliver langt fra udnyttet lige så godt som man kunne håbe. Ja, man skal kæmpe sig til en førsteplads fra at være nr. 200, men det er en illusion, og ens placering har reelt ingen betydning. Et typisk løb indebærer for eksempel at man skal vinde ti pladser, men i så fald er der kun ti pladser at hente. Du kan ikke stige for eksempel 12 pladser og så have det lidt nemmere i næste løb. Hvis du skal nå til plads nr. 150 inden Las Vegas, så er det den eneste plads, du kan være på, når du når så langt. Det føles lidt som om man er skuespiller i en film, og skal følge et manuskript til punkt og prikke.
Dermed ikke sagt, at Need for Speed: The Run er et dårligt spil, for det er det langt fra. Bortset fra nogle fjollede quick time events og en lille håndfuld stærkt scriptede eksplosionsfyldte løb, der er mere irriterende end imponerende, så er det faktisk ganske sjovt.
Historie-delen er splittet op i ti såkaldte stages, med hver deres geografiske og visuelle tema og 4-5 løb per styk, og der er nogle deciderede perler imellem. Man racer gennem alt fra travle storbyer, motorveje, ørkener, snedækkede bjerge, skove, industrikvarterer, you name it. Banerne er generelt godt designet, og der er god variation både i omgivelser og typer, med både lange lige stræk og tætte hårnålesving.
Selve kørefysikken er også dejlig arkade-præget. Den er ikke helt så voldsomt drift-orienteret som Hot Pursuit, og kører man efter den klassiske Criterion-model, hvor man laver et hurtigt tryk på bremsen for at få bagenden til at skride ud, for derefter at køre sidelæns gennem svinget med sømmet i bund, så kommer man ret ofte til at kysse autoværnet. Bremsen er din ven, men holder man sig til de lettere biler kan man stadig køre med hvinende dæk meget af tiden. Systemet, der belønner en med nitro-boost for at gøre farligt og aggresivt er også tilbage.
Antallet af biler er stort, men det er svært at få et overblik over. I story-mode kan man ikke skifte bil mellem løbene, det skal i stedet gøres på en benzin-tank, man typisk finder i starten af banerne. Det er et ret spøjst designvalg, der tydeligvis er lavet for at passe bedre ind i det overordnede koncept, men det giver lige så lidt mening som bare frit at kunne vælge bil, hvis man tænker over det.
Man låser ikke op for mange biler i løbet af selve historien, og bilen man starter spillet med er i den såkaldte Tier 4, den næstkraftigste klasse af biler, spillet byder på. Jeg kunne godt savne lidt mere variation på det punkt, og selvom man kan låse flere biler op og har et større udvalg i Challenge-banerne (mere om dem senere), så virker The Run ikke på samme måde som en hyldest til eksotiske biler, man aldrig kommer til at køre i virkeligheden, på samme måde som for eksempel Hot Pursuit gjorde.
At lave klasseindelinger og tvinge spilleren rundt i forskellige biltyper ville selvfølgelig ikke give særlig megen mening i spillets gadeløbs-kontekst, men den kontekst bliver i forvejen brugt til så lidt, at man nærmest lige så godt kunne have droppet den. I de cirka otte timer, det tog mig at gennemføre historien, brugte jeg kun fire biler.
Kaster man sig over førnævnte Challenge-baner (og det bør man), er situationen derimod en helt anden. Hver gang man gennemfører en stage i historien, tilføjes den til challenge-delen med fem baner eller udfordringer, der byder på væsentlig mere bilvariation end historiedelen. Det aller første løb køres for eksempel med Tier 1-biler, herunder en lille racertunet Renault Megane og en VW Scirocco. Løbene her bærer mere præg af "almindeligt" ræs, og handler som regel om at komme først over målstregen, nå checkpoints inden tiden udløber, eller en blanding af disse med eller uden politiets indblanding.
Det er her, langtidsholdbarheden skal hentes, og her man for alvor racer efter medaljer, prøver at barbere sekunder af ens tid, og her man praler over for vennerne på Autolog, der også vender tilbage. Min absolutte favorit er en bane, der hedder Porsche Attack, hvor man på tid skal race en Porsche 918 gennem 14 kilometer snørklet skovvej, en tur der tager mellem seks og syv minutter, og er lige så sjov at køre som dens efterårsfarver er smukke. Her glemmer man alt om eksploderende helikoptere og mafia-folk, der skyder efter en. I stedet er det ren arkade-racing-fryd, når man med skrigende dæk suser gennem det ene hårnålesving efter det andet, og det er her, Need for Speed: The Run er bedst.
Generelt ser spillet i øvrigt rigtig godt ud. Især lys- og partikeleffekter, som når støvet vælter ind over en af ørkenbanerne, sneen ruller ned af bjergene eller man kører gennem tåge, er imponerende. Trods brugen af Frostbite 2-motoren virker det ikke som et kæmpe spring fra sidste års Need for Speed: Hot Pursuit, men niveauet er højt, og til tider så flot at man nærmest bare har lyst til at stoppe op. Lydsiden synes jeg derimod er et lille skridt nedad, sammenlignet med Hot Pursuit eller Shift 2, selvom her er en gedigen motorlyd.
Det, jeg savner mest i singleplayer-delen af Need for Speed: The Run, er lidt mere frihed. Muligheden for bare at finde en bane og en klasse biler, og køre røven ud af bukserne. Man kan godt nå det punkt i spillet, men det kræver lidt af en indsats.
Og så er der selvfølgelig multiplayer. Din level, oplåste biler, og evner som boost og drafting følger med fra singleplayer, men når det kommer til baner, bruger denne del af spillet sit eget system - et ganske klygtigt et. EA har nemlig kigget på ideen med playlister fra diverse skydespil, så man kastes ud i tre-fire baner med et fælles tema, bilklassement og modstandere. De køres som deres eget lille mesterskab, og den samlede vinder får en tilfældigt valgt bonus, såsom flere XP, en achievement med tilhørende Gamerscore, eller en helt ny bil.
Efter hver endt playliste stemmer man om den sidste, og systemet fungerer glimrende. Fra starten er kun et tilfældigt antal playlister tilgængelige, men man får hurtigt låst op for nye, og havner man efter endt playliste i en, man egentlig ikke havde låst op endnu, får man stadig lov at køre.
Banerne bygger på samme strækninger som fra singleplayer, men med variationer såsom at køre i modsat retning, blive tvunget ud på genveje (der er en playlist dedikeret til kørsel på grus- og markveje) og tidspunkt på døgnet.
Det går hedt for sig med 300 km/t, og man kan godt opleve lidt glitches i hvordan modstander-bilerne flyver rundt, når de kører ind i ting (jeg har for eksempel set en bil køre på en mur), men deres position bliver hurtigt rettet, og det påvirker ikke som sådan løbets udfald.
Multiplayer er let at kaste sig over, og med playliste-systemet er det nemt at holde gang i en lang session. Her er ikke så meget udenomssnak, bare rendyrket arkade-racing.
Jeg har været godt underholdt med Need for Speed: The Run. Historie-delen er ret fjollet, men ser man bort fra et par kedelige og overdrevent scriptede løb, så byder den stadig på masser af fart og spænding. Og kombineret med Challenge-banerne, hvor der som sagt er nogle fabelagtige perler imellem, og den velsmurte multiplayer-del, så formår The Run bestemt at give valuta for pengene. Det har lidt for mange mangler til at nå op ved siden af sidste års Hot Pursuit i min bog, men i sin kerne er The Run stadig en veltunet arkade-racer, der gør væsentligt flere ting rigtigt end det gør forkert.