Hvis du ikke nåede at opleve NBA Jam-serien da den for alvor slog sig løs i arkadehallerne og på konsollerne tilbage i 1993, vil følgende nyhed måske forekomme en smule underlig. Et af de sjoveste elementer ved spillet dengang var nemlig de mange gemte figurer, og at spille basketball som George Clinton, Heavy D, Will Smith, MCA (Beastie Boys) og Bill Clinton var en lettere speciel oplevelse.
Det nye NBA Jam har dog heldigvis valgt at bevare ideen om de hemmelige figurer, og derfor er det allerede nu blevet afsløret at præsident Obama, Bill og Hillary Clinton, Joe Biden, Al Gore, George W. Bush, Dick Cheney, John McCain og Sarah Palin alle vil være del af spillet. Yderligere er det også kommet frem at de tre medlemmer af Beastie Boys, Ad Rock, MCA og Mike D alle vil kunne spilles, og vi glæder os allerede til at høre hvem der ellers gemmer sig bag spillets snydekoder.