
Naruto er tilbage igen. Mere veltrænet end nogensinde, efter at have brugt lang tid i selskab med mesterninjaen Jiraya og forberedt sig til lidt mere slagsmål. Naruto Shippuden: Clash of Ninja Revolution 3 udspiller sig nogle år efter det seneste spil, og det er unge voksne vi møder denne gang, snarere end de højrøstede ninja-unger vi lærte at elske i starten af serien.
Naruto-spillene til Nintendos stationære konsoller har mere eller mindre været det samme siden Gamecube-dagene, og selvom de stadig er rigtig underholdene, er de begyndt at føles gamle. Det har udvikleren Eighting heldigvis også bemærket, og til Naruto Shippuden: Clash of Ninja Revolution 3 har man endelig opdateret det grafiske, og endelig tilføjet den længe ønskede online-del-
I bund og grund handler Naruto Shippuden: Clash of Ninja Revolution 3 om kamp. Glem sandkassespillene Naruto: Rise of a Ninja og Naruto: Broken Bond. Godt nok er der stadig en historie, men spillet handler mere om at gå fra kamp til kamp og se mellemsekvenser end noget andet. Og det fungerer overraskende godt, da udviklerne har gjort sig umage med at gøre kampene til lidt mere end man får, når man slås med sine venner.
Til forskel fra eksempelvis Super Smash Bros. Brawl er Naruto Shippuden: Clash of Ninja Revolution 3 et rigtigt kampspil, med alt hvad det indebærer. Figurene er godt balancerede, til trods for at der er omkring 40 af dem, og alt hvad de kan er både brugbart og nødvendigt. Noget jeg altid har kunne li ved slagsmålene i denne serie er at mind games er så vigtig en del af dem.
At udføre superangreb er ikke specielt svært, men det handler om at lave dem på det rette tidspunkt. Timing er alt, og det gælder om at bryde comboer og angreb for virkelig at sætte sin modstander ud af spillet. Samtidig er der flere rigtig brugbare comboer, som kræver sin mand at udføre, da det kræver forfærdeligt præcise knaptryk for at blive til dét, man har tænkt sig.
Er man for forudsigelig vil modstanderen hurtigt forsvinde ud i ingenting (det er Naruto, det her) og dukke op bagfra med en brutal counter. Det gælder altås om at spille klogt, vælge sine angreb med forsigtighed og have nerver af stål. Et rigtigt kampspil, altså, med rigelig dybde for dem, der sætter sig ind i det.
Det fine ved Eightings Naruto-spil er dog at man ikke har glemt dem, der ikke gider fordybe sig, tælle frames og køre mind games, men bare have det sjov med en flok venner. Naruto Shippuden: Clash of Ninja Revolution 3 passer nemlig perfekt til alle, og eftersom hver funktion har sin egen knap, tager det højst to kampe at forstå det grundlæggende, så man kan komme i gang med at have det sjovt.
Naruto Shippuden: Clash of Ninja Revolution 3 kan selvfølgelig spilles med Wiimoten, og man kan blandt andet udføre såkaldte "hand seals" i luften for at få adgang til flere funktioner. Det fungerer dog bedrøvende dårligt, selvom ideen er god. Inden Wii udkom vurderede jeg Wiimoten til at være elendig til kampspil, og det står stadig ved magt. Heldigivis lader Eighting til at dele den holdning, så det er bare om at finde sin Classic Controller frem, eller endda Gamecube-controlleren, og spille løs.
Ligesom med forgængeren kan op til fire personer spille samtidigt i Naruto Shippuden: Clash of Ninja Revolution 3, og det er præcis lige så sjovt som det lyder. Alt er dog ikke fryd og gammen i Narutos vidunderlige verden. For med bedre grafik kommer nemlig det faktum, at spillet ikke helt kan følge med, når fire spillere rocker løs, udøver avanceret jutsu, smider papirbomber og andre ting, hvilket betyder at frameraten til tider bliver frygteligt dårlig.
Som så mange andre spil med online-understøttelse til Wii er koden heller ikke specielt godt optimeret. Dette var den funktion, jeg så mest frem til, og jeg glædede mig til muligheden for at spille både rankede og ikke-rankede kampe. Men det glæder mig derimod ikke, at det indtil videre ikke er lykkedes mig at spille en eneste kamp hvor spillet kører ordentligt, uden konstant at blive ødelagt af lag. Det betyder at kampene langt fra bliver de prestigefyldte slag mod de ypperste Naruto-spillere, som jeg havde set frem til.
Det betyder at Naruto Shippuden: Clash of Ninja Revolution 3 for mit vedkommende bliver et offline-spil. Og selvom der er ekstra figurer og bedre grafik, så er de mangler som spillet har nok til, at der for andre end de mest hardcore Naruto-fans ikke er meget nyt at hente her i forhold til Naruto: Clash of Ninja Revolution 2. Men har du ikke købt et Naruto-spil til din Wii, så er det her du skal starte.