Mystic Heroes

De fleste gamere har prøvet at sidde med et spil som har så mange fejl, at man slet ikke kan forstå hvordan udvikleren har ladet spillet gå gennem kvalitetskontrollen. Mystic Heroes (MH) er et spil af denne slags, med mangler inden for praktisk talt alt hvad der klassificerer et godt spil. Et oversimplificeret gameplay der bedst betjenes ved brugen af én knap, kombineret med en under middel grafik og lyd gør det meget svært at anbefale MH til nogen.

Med en baggrundshistorie der på mindre end fem linjer leverer en tynd historie om hvordan en ond dæmonkonge er ved at overtage spillets verden, bliver man smidt direkte ind i spillets univers, hvor controllerens A knap hurtigt skal blive ens bedste allierede. Som spillets pakke ganske rigtigt lover, bliver man fra første øjeblik angrebet af horder af fjender, fjender som kun lader sig overtale til at stoppe ved at man snitter tilpas mange gange i dem med det medbragte sværd. Fjenderne lærer dog tilsyneladende ikke af de konstante tab, for lige meget hvor mange af deres kollegaer man nedfæller, bliver de ved med at storme mod spillerens karakter, som med heftig brug af A knappen hurtigt sørger for deres visse død.

At det er den samme udvikler som står bag Dynasty Warriors serien står hurtigt klart, da grundprincipperne i gameplayet ligner hinanden meget i de to titler. Desværre er MH dog blevet klinisk renset for alle de lækre strategiske muligheder Dynasty Warriors bød på, og tilbage er kun resterne af et uoriginalt kampspil. At besejre endeløse ligaer af fjender blive ganske enkelt ufatteligt kedeligt i løbet af ingen tid, når dette er det er det eneste spillet har at byde på.

Der er efterhånden ingen tvivl om at GameCuben er i stand til at lave fantastisk grafik, og specielt titler som Metroid Prime og Starfox Adventures har vist hvad dygtigt udviklere er i stand til at få ud af den lille maskine. Derfor er der heller ingen undskyldning for at MH råder over en af de kedeligste omgange polygoner der endnu er set på GameCuben. Farvepalletten rangerer primært i mørke og kedelige skalaer som brun og mørkegrøn, og texturerne er uskarpe og udetaljerede. MH absolutte plus på den visuelle side er at spillet aldrig hakker, på trods af at der ofte befinder sig utallige mængder af fjender på skærmen.

Lydsiden følger desværre med spillets grafiske repræsentation i manglende kvalitet, og formår derfor heller ikke at overbevise. Ligesom grafikken er lydsiden også alt for sparsom, og mangler bedre kompositioner, og i det hele taget et lydbillede som bidrager til spillet, i stedet for efter kort tid kun at forekomme irriterende.

Den manglende kvalitet i både grafik og lyd er som de fleste ved, ikke altid ensbetydende med et dårligt spil. Nogle af de største klassikere holder stadig på grund af et godt gameplay, men manglen på et gennemarbejdet gameplay er desværre den helt store synder i MH tilfælde. Spillet indeholder ingen udfordring, da det eneste det egentligt kræver, er en konstant trykken på controllerens A knap. Spillerens figur retter sig selv mod de nærmeste fjender, og da selv spillets mest komplekse comboer udføres ved konstant brug af A knappen, er det en smal sag at tæve hundredvis af fjender uden nogen form for koncentration. Bedre bliver det heller ikke når man indser at den konstante nedslagtning af fjender faktisk er alt hvad spillet har at byde på, her er ingen variationer af det oprindelige gameplay, eller bonusspil som ellers kunne have øget spillets langtidsholdbarhed.

MH er på alle punkter et skuffende bekendtskab, og kan ikke anbefales til folk som gerne vil have lidt mere end små doser af fem minutters underholdning fra deres spil. Allerede efter første bane begynder man at ane uråd, og da de efterfølgende baner til forveksling ligner den første i både grafik og lyd, såvel som opbygning, ved man at spillet har store mangler. At bekæmpe horder af fjender er stadig sjovere i Ataris gamle Gauntlet, og derfor bør kun de mest ihærdige gamere bruge deres penge på dette spil.