
Så kom den langt om længe - Intels nye CPU, der ikke hedder Intel Core 15th gen, men nu kaldes Ultra Series 2 eller 200 Series, alt efter hvem man spørger. Det betyder desværre også nyt chipset, ny platform og ikke mindst en ny sokkel, LGA1851. Skal du have en af disse nye, avancerede processorer, der bruger væsentligt mindre strøm og byder på mange nye smarte funktioner, nye kernetyper og meget mere, så skal der skiftes ud i hardwaren. Det betyder også, at der er mange opgraderinger, og det har uden tvivl været en stor opgave at udvikle en ny BIOS.
Kortet har et unikt, futuristisk militærtema i sort med neongule kontrastfarver. Selv låget til CPU-soklen følger dette design og ser ret fedt ud.
En farvekode på PCIe-strømmen i bunden af kortet er grå. Til min store glæde og overraskelse er de ekstra CPU-strømstik flyttet fra venstre til højre hjørne, hvilket faktisk er nødvendigt.
Grunden til, at dette er nødvendigt, skyldes MSI's store brug af overdimensionerede køleplader, som giver en solid kvalitetsfornemmelse. Det er næsten svært at tro, at dette er et entry-level bundkort på nogen måde.
Der er også flere bekvemme funktioner, næsten alle med et "EZ"-præ- eller -suffix. Dette inkluderer et forlængerkabel med et fast stik til montering i bundkortet og kablerne fra frontpanelet på den anden side. Der medfølger også en unbrakonøgle, da man har indført en ny metode til montering af skruerne til de fire M.2-drev, og det fungerer rigtig godt. Jeg er desuden ret imponeret over den fjedredrevne låsemekanisme til M.2-kølepladerne. Der er også en solid knap til fastlåsning og frigørelse af GPU'en på den modsatte side, som giver et solidt metallisk klik - en detalje, man virkelig kan sætte pris på, hvis man går op i hardwarekvalitet.
Generelt er der ikke meget at sætte en finger på. Det kunne dog have været rart med nogle ekstra interne SATA-porte, et par ekstra USB A- eller C-porte på bagsiden, og PCIe 5.0 på alle PCIe-tilslutninger. Men der skal jo også være noget tilbage til de dyrere kort. Med en pris, der allerede er faldet lidt til omkring 2.700 kroner, er kortet ikke billigt, men kvaliteten gør det svært at finde en begrundelse for at vælge noget dyrere uden specifikke behov. Små detaljer som den flade, krogede metalstang, der holder CPU'en på plads, gør installationen nemmere - vi er tættere på, at det her bare er avanceret LEGO.
Bagsiden byder på HDMI, hele to USB-C Thunderbolt 4-porte samt en almindelig USB-C-port. Der er syv almindelige USB-porte, nogle med 10 Gbps, en 10G LAN-port, WiFi 7, linje/mikrofon samt optisk udgang. For mig er Clear CMOS- og Flash BIOS-knapperne dog det vigtigste, hvilket er en funktion, man normalt kun ser på high-end bundkort - virkelig nyttigt for dem, der elsker at overclocke.
Der er i øvrigt ingen RGB-belysning på VRM-kølepladerne eller andre mærkelige steder, så ekstra point for at tænke praktisk.
Vi stødte på nogle mærkelige forskelle på bundkortene, så vi ender nok med at teste dem igen. "Endelige" resultater vil komme i vores næste to Ultra 285K-anmeldelser - men forvent omkring 42.170 i CineBench R23 som tommelfingerregel. Det virker som om, der faktisk er en målbar forskel på bundkortene i denne generation; det er ikke kæmpe forskelle, men et par graders forskel i temperatur eller 3-4 FPS i visse situationer.
Mit gæt er, at Intels Ultra S200-serie styrer strømmen, men også modtager strøm på en anderledes måde, hvilket gør strømreguleringen mere sensitiv.
En sjov detalje er, at bundkortet - på trods af at det ikke er high-end - understøtter CUDIMM RAM. Det er forenklet sagt RAM, hvor CU står for Clocked Unbuffered. Noget ulogisk er Unbuffered RAM-moduler dem med mindst forsinkelse, og når de er Clocked, betyder det, at RAM-modulet har en Client Clock Driver, som sørger for, at referencesignalet til timing og synkronisering af hukommelsen ikke længere skal hentes fra din CPU. Det giver en mere præcis kontrol over signalet og dermed mindre elektrisk støj, hvilket gør det muligt at køre med langt højere hastighed uden at gå på kompromis med stabiliteten. Det er vildt at tænke på, at RAM-hastigheder er gået fra typisk 3600 MHz til ny verdensrekord på 12.000 MHz på få år.
Alt i alt er det rart at se, at MSI gør en indsats for at forenkle byggeprocessen, og det er fantastisk med så mange high-end-funktioner i denne startkategori. Som altid er bundkort, selv de billigere, relativt dyre, når en ny platform sendes på markedet - også selvom byggekvaliteten her har fået et ordentligt løft. Gamereactor har gennem årene brugt mange MSI-bundkort internt og har stadig en del liggende til sammenligning, og det er spændende at se, hvordan kvaliteten stiger med hver generation. De fleste kritikpunkter handler mere om Intels nye Ultra S200 CPU-serie end om bundkortet selv - den anmeldelse kan du læse separat.