Ms. Splosion Man

Et af de allervigtigste elementer i platformspil, efter min mening, er en anelse galskab. At originale og syrede ideer blandes med det velkendte, så slutresultatet gerne masserer både lattermuskler og hjerneceller og bliver hypnotiserende og afhængighedsskabende.

Serier som Crash Bandicoot og Ratchet & Clank har været pionerer indenfor denne disciplin, og med distributionskanaler såsom PSN og XBLA, har det aldrig været lettere for udviklerne at udgive deres kondenserede galskab. Dette benyttede Twisted Pixel Games sig af da de i 2009 udgav Splosion Man, og nu to år efter, er det tid til efterfølgeren Ms. Splosion Man.

Efter at have fanget og indespærret Splosion Man, er glæden stor i laboratoriet. Champagnepropperne sprænger og der bliver skålet, danset og drukket. Men i ekstasen kommer en af videnskabsmændene til at spilde champagne ned i den generator der skabte Splosion Man og ud af maskinen træder Ms. Splosion Man, spillets protagonist og Splosion Mans feminine alter ego. Så er vi ellers i gang, og herfra åbner spillet op for hele paletten af galskab, morskab og en ordentlig stak udfordringer.

Ligesom sin mandlige modsætning, kan Ms. Splosion Man kun en ting, og det er at eksplodere. Efter at have eksploderet de festglade videnskabsmænd, for man i en kort introduktionsvideo introduceret de basale mekanikker i spillet, og selvom man kunne klandre spillet for sin tell, no show politik, så er det en af det sjoveste og platteste tutorial sekvenser jeg længe har set.

Men det stopper ikke her.

Imellem Ms. Splosion Mans gakkede og rigtig gode animationer, blandt andet hendes flyvende piruetter eller hendes charmerende ballerina-gang, udspyr hun det ene fragment af en teenage popsang efter den anden med sin heliumlydende fistelstemme. Der er ikke noget mere afvæbnende end at høre hovedfiguren udbryde "ain't no hollaback girl" eller "My milkshake brings all the boys in the yard" lige inden man timer sine eksplosioner forkert og styrter direkte i døden.

For uanset hvor god man end måtte være til denne slags spil, så er det ganske vist at man ville opleve at dø rigtig mange gange i Ms. Splosion Man. Timingen mellem ens eksplosioner, og de andre elementer på banen, skal nemlig være knivskarp for at opnå success. Til gengæld er ens bestræbelser også umagen værd, når man ser hvordan det absolut brilliante banedesign går op i en højere enhed og belønner en. Baner hvor man blandt andet skal åbne op for en række porte i den rigtige rækkefølge for at eksplodere en videnskabsmand der blokerer udgangen på den anden side. Eller hvad med at eksplodere med perfekt præcision for at hoppe fra platforme der består af flyvende biler højt oppe under den futuriske by?

Det er sikkert at sige at Ms. Splosion Man ikke behandler spilleren som værende uden evner, for trial and error er ord man hurtigt kommer til at tænke på når man igen og igen ser den lyserøde eksploderende kvinde fare ubarmhjertigt ud i glemslen. Den varierende sværhedsgrad kan gøre spillet frustrerende svært til tider, men da der er (næsten) altid er logik involveret i processen, er det ens egen utilstrækkelighed der oftest må stå til regnskab.

Selv hvis det hele skulle blive for svært, tilbyder spillet at fremskynde processen ved at transportere Ms. Splosion Man til det næste checkpoint, imod at få forstørret sin røv (!) i resten af banen imens en herlig sang om netop det emne kører i baggrunden. Eneste kritikpunkt vedrørende sværhedsgraden er faktisk ved de ganske få lejligheder hvor at der er gætværk involveret i banedesignet. Hvor man som spiller simpelthen ikke kan se ens figur eller det næste led i banen på grund af kameraet og manglende forståelse for spillets elementer, men heldigvis sker det ikke ofte nok til at ødelægge oplevelsen.

Dette er dog kun en meget lille malurt i et ellers meget stort bæger. For selv efter at man har været igennem singleplayer delen, venter der en særskilt multiplayer, med egne historier og baner.

Her er kaosset endda endnu større, da man kan spille op til fire spillere sammen, og dynamikken befinder sig her i at man kan bruge hinandens eksplosioner til at skabe momentum i hoppene. Selv hvis multiplayer ikke interesserer en, kan man altid downloade en ghostplayer fra leaderboardet, og så er der ellers frit slag for at slå den bedste spillers tid, ens venners eller måske endda ens egen, for den sags skyld.

Om ikke andet kan man altid spille banerne en ekstra gang for at gå på jagt efter spillets items. Modsat Splosion Mans slidte brug af Portal referencer, er det ikke kage der skal ledes efter denne gang. Nej, Ms. Splosion Man har som en hver anden kvinde set Sex and the City og er denne gang på jagt efter sko i alle former. På skoene bliver man bedømt til sidst efter hver bane, og de point man tjener kan bruges til at låse op for alverdens ekstramateriale. Igen, er det et ekstra incitament til at lige prøve en gang til, og denne følelse gennemsyrer spillet.

Umiddelbart er jeg utrolig overrasket over hvor god og sjov en oplevelse Ms. Splosion Man viste sig at være. Det ville ellers være let af affeje spillet for at være for simpelt i sin præmis og historie, men det udfordrende og konstant varierende banedesign, der hele tiden introducerer nye elementer er en absolut fryd, og når alt det indhold oveni købet kommer til en fornem pris af sølle 800 MSP, så er der ikke andet for, end at belønne Ms. Splosion Man med en flot og velfortjent topkarakter.