Mouse: P.I. For Hire

Lige siden jeg første gang faldt over Mouse: P.I. For Hire, har jeg spændt fulgt med i spillets udvikling. Årsagen er ikke en særlig forbindelse til udvikleren Fumi Games, men simpelthen at dette projekt emmer af en karakter og personlighed, som man ofte savner, når man som anmelder suser gennem det ene spil efter det andet. Trailerne, de mange glimt i øjet og den praktiske oplevelse overbeviste mig om, at titlen har den helt rigtige kreative x-faktor. Men holder det hele vejen igennem?

Man behøver kun opleve den sort-hvide noir-stil i 1930'ernes "rubber hose"-animationsstil og det tilhørende jazz-soundtrack i et øjeblik for at vide, at Fumi Games har ramt hovedet på sømmet rent audiovisuelt. Mouse: P.I. For Hire er en sand kreativ perle - et markant og mindeværdigt kunstværk, der er stærkt nok til i sig selv at være grund nok til at anskaffe sig spillet. Det er ikke bare flot at se på; det har personlighed overalt, og verdenen føles virkelig, som om den er revet ud af en gammeldags tegnefilm. Det er en vidunderlig og overraskende god base for et actionfyldt "Doom-like" skydespil.

Mouse: P.I. For Hire er struktureret lineært, hvilket betyder, at du følger en mystisk fortælling om forsvundne mus, der hurtigt udvikler sig til et storstilet korruptionsplot, som er præcis lige så fjollet som en tegnefilm, selvom det har virkelige inspirationer. Selvom jeg kunne have ønsket mig lidt mere detektivarbejde - hvor man selv skulle samle spor og finde afgørende forbindelser - så fungerer historien og formidlingen, og den forbliver interessant nok til, at man har lyst til at følge med. Men sandheden er, at historien ikke er spillets vigtigste salgsargument. Præcis som i Cuphead er der en fortælling i hjertet af spillet, der holder dig motiveret, men den virkelige substans findes i action-delen.

Igen taler vi om en oplevelse i stil med Doom, hvor du bevæger dig mellem forskellige arenaer og bekæmper angribende gnavere (eller krokodiller...) med et bizart udvalg af våben og værktøjer. Du kan sprinte utroligt hurtigt i alle retninger, bruge evner til at svinge dig og løbe på vægge, alt imens du sender en byge af bly mod de kommende trusler. Når kaosset har lagt sig, kan du enten udforske afkroge for hemmeligheder eller bevæge dig videre til næste arena. Det er faktisk en ret lineært struktureret oplevelse, meget lig Doom, hvilket ikke er en kritik, men blot noget man skal være opmærksom på, hvis man håbede på mere åbne baner.

Når det kommer til banedesignet, har Fumi Games virkelig spillet med deres kreative muskler og leveret et bredt udvalg af lokationer, der tager dig hele vejen rundt i Mouseburg gennem unikke biomer. Ingen baner føles eller ser ens ud, og der er aldrig én velkendt vej til målet. På trods af noir-paletten føles alt friskt og livligt, især når kampene starter, og jazz-musikken bliver skruet helt op.

Min kritik falder dog på fjenderne, da der kun er en håndfuld fjendetyper, og de kæmper for det meste på meget ens måder. Nærkampsfjender løber tankeløst mod dig, mens de langtrækkende fjender holder sig i baggrunden og skyder på afstand. Der er ingen ekstra evner eller mekanikker at tage højde for; det er bare "run-and-gun" hele tiden. Det ville måske føles mere tilfredsstillende, hvis der var mere komplekse fjender i vejen, ligesom de varierede dæmoner i Doom. Som det er nu, efterlader fjenderne i Mouse ikke det store indtryk, da du kan feje dem af vejen uden større modstand. Det samme gælder bosserne; de har et par unikke mekanikker, men det handler typisk bare om at undgå deres skud og skyde dem i ansigtet til gengæld.

Efter at have lagt mange timer i Mouse: P.I. For Hire, fandt jeg også et par andre designvalg, der ikke helt ramte plet hos mig. Der er stort fokus på at samle penge i banerne for at købe baseball-kort til et minispil. Det er fint nok, men at gennemsøge en bane for småører føles ikke særlig givende, især når valutasystemet ikke rigtig spiller ind på din kerne-progression. Desuden er måden, hemmeligheder er indarbejdet på, lidt ujævn; nogle gange finder man en hemmelighed, der virker speciel, blot for at blive belønnet med lidt mønter eller et avisudklip. Man når et punkt, hvor man stopper med at føle spændingen ved at opsnuse skjulte områder, fordi belønningen typisk ikke er god nok.

Det er på grund af alt dette, at Mouse: P.I. For Hire fremstår som et specielt spil, der måske ikke helt når sit fulde potentiale. Igen - fra et kunstnerisk og kreativt synspunkt er dette spil helt i top. Det er et sandt højdepunkt rent visuelt og lydmæssigt, og selv de fantastiske stemmeskuespillere gør det fremragende. Alt dette fortjener uendelig ros. Men fra en gameplay-vinkel er der sprækker i panseret med designvalg, der gør oplevelsen lidt hul og endimensionel til tider.

Der refereres for eksempel til Metroidvania-inspireret færdsel i banerne, hvilket er et element, som gameplayet ikke rigtig udnytter, og på samme måde føles platforming og udforskning mere som en tilføjelse end et centralt kreativt valg. Dette er i sidste ende blot et par områder, hvor Mouse: P.I. For Hire kunne have forbedret sig for at levere en oplevelse, der er mere balanceret på alle fronter.

Men lad ikke disse kritikpunkter afskrække dig fra at tjekke Mouse: P.I. For Hire ud. I sidste ende er Fumi Games en indie-udvikler, og dette er deres debutprojekt. Taget det i betragtning er det svært ikke at være imponeret over, hvad holdet har skabt. Der er så meget karisma i dette spil, at det er næsten umuligt ikke at kunne lide det, og tempoet og skydedelen er stærk nok til at holde dig underholdt, når du ikke lige er blændet af den utrolige grafik og animation. Selvom det ikke er perfekt, er det en beundringsværdig indsats fra Fumi Games, der viser AA-ambitioner (eller højere) på trods af kun at være et indie-hold.