
Hvis du lader tankerne drage på langfart tilbage til E3 i 2017, midt i al det drama der var Sonys pressekonference, så var der én speciel afsløring af et relativt ukendt VR-spil, hvor en lille mus navigerede igennem en faretruende verden. Vi siger "drama", fordi spillet blev naturligvis trampet på af større, bredere titler som God of War og Spider-Man. Men dette spil, Polyarcs Moss, har lige siden eksisteret under radaren som PlayStation VR-spil, og det introducerer os for hovedpersonen Quill, samt et stort eventyr hun står overfor. Nu viser det sig dog, at selvom Quill er lille, så er det de førnævnte giganter der bør lægge sig støvet for hende.
Moss er et klassisk eventyr, og i begyndelsen får vi leveret historien via... ja, eventyrbog, hvor man manuelt skal vende side efter side ved at bruge DualShock 4-controlleren, præcis som åbningen af Shrek. Heldigvis er Smash Mouth denne gang erstattet af en forsigtig men charmerende fortæller, som leverer historien og samtlige af stemmerne, præcis som når man hører en godnathistorie. Efter vi er blevet fortalt at en ældgammel ondskab er vågnet begiver Quills onkel sig udenfor, og kommanderer os til at blive hjemme. Det er naturligvis ikke sådan historien går, og før man ved af det er man på en hæsblæsende rejse.
Det var efter dette stykke eksposition at vi vendte den sidste side, og blev mødt af et blændende lys, der tog os med ind i det rigtige spil. I Moss bliver der refereret til spillerne som "The Reader", ganske simpelt, du er en slags mystisk kraft der holder øje med Quill efter hun opdager et mystisk artefakt i starten af rejsen. Vi styrer stadig Quill, præcis ligesom i alle mulige andre platformspil, og vi bruger sågar firkantknappen til at angribe, kryds til at hoppe og begge tilsammen for at undgå angreb. Det er dog samtlige af Quills egne mekanikker, men det fantastiske er, at vi kan bruge DualShock-controlleren til at række ind i denne anden verden og hjælpe vores ven, så man samarbejder faktisk med Quill om at færdiggøre rejsen.
Der er intet af intet af dette der er alt for besværligt, heldigvis, siden dette er et spil for alle aldre (eller, snarere fra 12 og op efter, som er den angivne alder for samtlige PSVR-spil), og derfor kommer størstedelen af udfordringen fra at finde ud af hvordan du kommer videre. Der er nogle meget milde platformsekvenser, og sågar kampe her og der, men her er det puslespillene der er i fokus, og du skal manipulere en del med dine omgivelser som The Reader, alt imens du guider Quill videre igennem udfordringerne - det er ligesom at interagere med et sæt legetøj, hvor du bevæger figuren, samtidig med at du bruger den anden hånd til at rykke rundt på andre stykker legetøj. Dette inkluderer både at trække i håndtag og flytte kampesten, og de er aldrig for langt væk, så igen, det er ikke besværligt at gøre det her. Alting er i det hele taget bare dynamisk og designet til at føle gnidningsløst.
Hele spiloplevelsen fungerer som om at du er vidne til en teaterproduktion, fordi din position føles nærmest som en balkon over scenen. Verdenen omslutter dig ikke på alle sider som nærmest alle VR-spil gør, i stedet er du en del af publikummet der ser den ene bane efter den anden, bortset fra at du kan læne dig ind, kigge rundt og interagere med rekvisitterne. Det er måske en lidt svær, nærmest filosofisk tilgang, men du er både vidne til Quills rejse, og en del af den på samme tid, og det er kun igennem subtile referencer, såsom dit ansigt der genspejles i vandet, at Quill faktisk anerkender din tilstedeværelse.
Siden at du ikke kan rotere banerne overhovedet, så ville det være let at tro, at det er ganske svært at få Quill til at bevæge sig rundt som man ønsker, men det står faktisk ganske klart hvad du skal gøre det meste af tiden, og når du ikke kan se din lille følgesvend, så kan man klart se omridset af hende. Det betyder at alting er både let at se og ligefrem legende let at udforske, som er særligt vigtigt hvis du ønsker at opdage alle de ekstra små hemmeligheder, såsom magisk støv og andre samleobjekter.
Selvom puslespillene er letfordøjelige, så kan de meget vel udfordre dig fra tid til anden, da det ikke kun handler om at bevæge Quill og dig selv rundt, men også om at overtage styringen af fjenderne, som kan skyde, stå på knapper i gulvet og eksplodere, så man kan opdage nye områder. Det er kun ved at bruge samtlige evner i dit arsenal at du kan få Quill videre i teksten, og det handler altid om at finde ud af hvad der hører til hvor.
Kampsystemet spiller ikke ligefrem nogen central rolle, men der er sektioner hvor fjender vil komme løbende imod Quill, og hvor du skal besejre dem. Her er det værd at bruge de meget få angrebskombinationer hun har. Selvom systemet er ganske intuitivt, hvor Quill automatisk undgår fjendtlige angreb hvis du trykker kryds efter et angreb, så ville det have været endnu bedre hvis det at undgå kunne få sin helt egen knap. I stedet er det kryds og firkant tilsammen, og det er lidt mere besværligt end det burde være. Det er dog den eneste klage vi har, og det er fantastisk at kampene er så flydende, selv når de ikke er det primære fokus.
Selve verdenen er noget af det aller bedste ved Moss, og den er faktisk mere interessant end hvad du foretager dig med Quill i den. I hvert område får du en god ide om præcis hvor stor verdenen er omkring dig, og hvor lille Quill er til sammenligning, om hvorvidt det er store gange i slottet, eller dybe søer - og nu hvor du selv er vidne til verdenen, så føler du dig som en kran, en kæmpe der kan kigge henover trætoppene, hvor Quill bare er... ja, en mus. Den skala er altafgørende, og det gør desuden at der en god sans for distance i Moss, og du føler konstant at omgivelserne både er spændende og intimiderende på samme tid.
Quill er naturligvis stjernen i dette teaterstykke, og tag ikke fejl, og hun føles som en ægte karakter. Dette skyldes delvist, at selve opgaven om at redde hendes onkel fra ondskabens greb, såvel som det forhold man bygger op til hende på tværs af spillet, er fantastisk designet, og sammensat af mennesker der har sans for detaljerne. Dette gøres kun endnu bedre af den måde hun interagerer med dig på. Hvis du læner dig ind over spillets verden, så kigger hun på dig med hendes små øjne, og tit siger hun også tillykke til dig når noget lykkedes. Der er sågar et tidspunkt hvor du kan give hende et high-five, og hvis ikke det er det sødeste i hele verden, så ved vi ikke hvad er.
Det er desuden værd at pointere, at Quills animationer er særligt imponerende. Hun er meget følelsesladet i den måde hun subtilt bevæger sig på, og det gælder både når hun stiller sig på tæer og hæver ørene, eller i hendes kropsprog. Det hele er utroligt dynamisk, og med Quill som centrum føler du hver en bevægelse, og lærer at sætte pris på de små nuancer.
Det har altid været tilfældet med VR-spil, at deres længde kan være problematisk, enten på den ene eller den anden måde. Det samme gælder for Moss, fordi spillet opsluger dig med sin historie på så effektiv vis, at du hurtigt gennemfører de i alt 2-4 timers indhold. Til gengæld lader slutningen døren stå på klem for en efterfølger, og det håber vi virkelig vil ske.
Længden er dog en lille klage, og i det hele taget har vi ikke mange fingre at sætte på spillet. Moss præsenterer en fantastisk, smal historie, en vidunderlig hovedkarakter, gudesmukke animationer og en sans for detalje, både visuelt og narrativt, der kan overvinde selv den mest hårdkogte VR-skeptiker.