Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Moon Diver

Moon Diver

Et spil der på afstand ser uoverskueligt ud og på nært hold bekræfter det. Moondiver er et spøjst bekendtskab fra den japanske udvikler Feelplus. Nikolaj anmelder.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Først studser jeg lidt over titlen, Moondiver. 'Spillet skal nok sætte mig ind i hvad der foregår' tænker jeg, da jeg sætter mig til rette. Et par timer senere føler jeg stadig at jeg er på bar bund, for historien bevæger sig frem som en gigt-ramt snegl i styg, styg modvind. Hvad jeg har fundet ud af er, at året er 2081, og en knægt ved navn Faust har overtaget verden ved hjælp af sine mystiske kræfter. Som spiller kontrollerer man én af fire karakterer, der ligeså vel kunne være valgt på grund af deres tåbelige navne som deres evner til at nedkæmpe snesevis af ens fjender.

HQ
Moon Diver

Moondiver er kort sagt et action-spil af den art, hvor du render fra den ene side af skærmen til den anden, og tæver alt hvad der kommer i vejen. Der kan spilles alene eller med tre sammensvorende, og der skal uddeles tæv til menneskeformede skabninger, noget der ligner store myg, en krydsning mellem snabelsko og hund samt andre ting, der ikke lader sig beskrive helt så let.

Historien bliver som tidligere nævnt ikke ligefrem serveret på et sølvfad. Selv simpel information, som hvad hulen der er sket med verden, må i store træk gisnes, da spillet smider spilleren direkte ned mellem Barcelonas ruiner uden nogen videre forklaring. Uden meget at gå på er det så op til spilleren at pløje gennem de ensudseende horder, indtil spillet igen viser medfølelse og giver endnu i en ledetråd i det mysterie, som Moondiver er.

På historiefronten kræver jeg ikke meget af et spil som dette, men der er ikke tale om sparsom fortælling, der stadig giver spilleren en forståelse for hvad det er for et univers, man er placeret i. Besynderlige historier kan fungere, nogle gange er de næsten at foretrække, men hvad Moondiver gør svarer til at sætte sig i en lydtæt bås og læse historier højt.

Dette er en annonce:

Men hvad betyder en historie, hvis spilleren alligevel glemmer alt andet end hvad der foregår på skærmen, når den fyldes af fjender? Det lille retoriske spørgsmål bliver dog ikke aktuelt, for så spændende bliver Moondiver aldrig. Visse fjender er kludedukker, der ikke gør nogen modstand, og simpelthen bare er til for at bremse spilleren den brøkdel af et sekund, det tager at aflive dem. Andre gør lidt modstand men er ligeledes intetsigende. Til spillets forsvar må styringen siges at være ret godt på plads. Med lidt held eller snilde kan der opnås noget seværdigt. Det er dog undtagelsen frem for reglen, da langt de fleste kampe virker som om spillet har placeret samlebånd lige udenfor skærmbilledet, der læsser masserne ind.

Moon Diver

Rundt omkring i banerne findes specielle magiske evner, der kan gøre kål på fjenderne. Deres beskrivelser er som regel så vage, at man er nødsaget til bare at prøve sig frem. Da evnerne skal vælges inden man går i gang med at kæmpe, kan det være noget af en opgave at finde en kombination af de fire mulige aktive egenskaber, der rent faktisk giver mening.

Bosskampene kan ligeledes være utroligt kedelige, men her er der dog større chance for at spillet viser sig fra sin gode side med kampe, der kræver uendeligt mere hjerneaktivitet end de foregående. Denne kontrast gør dog også, at man ikke altid lige er forberedt på at skulle tænke sig om, hvilket kan betyde gentagne dødsfald. Hvilket bringer mig til den kendsgerning, at hvis man bliver bragt ned i kamp i løbet af de ret omfattende baner, ryger man lige lukt ud, uden nogen form for checkpoint.

Dette er en annonce:

Spillet tager sig i det hele taget ikke godt ud. Banerne er livløse og består af kedelige teksturer, der af og til samles til én stor pærevælling. Menuerne og brugerfladen er forfærdelig, især den der er tilstede i løbet af selve spillet. Helbred, en ressource der ikke altid er tilgængelig i overflod, er virkelig ikke let at holde styr på med det stykke skærmareal, den er blevet tildelt.

Jeg kan ikke se nogen grund til at købe Moondiver, de timer der kan brændes af på det spil kan bruges langt mere fornuftigt. Selvom årets helt store titler er flere måneder væk, er der i hvert fald masser af muligheder for at bruge tid i bedre selskab end med Moondiver.

Moon Diver
03 Gamereactor Danmark
3 / 10
+
Fornuftig styring.
-
Idiotiske fjender, intetsigende fortælling, kedelige omgivelser, absolut ikke brugervenligt
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

0
Moon DiverScore

Moon Diver

ANMELDELSE. Skrevet af Nikolaj Kürstein Jepsen

Et spil der på afstand ser uoverskueligt ud og på nært hold bekræfter det. Moondiver er et spøjst bekendtskab fra den japanske udvikler Feelplus. Nikolaj anmelder.



Indlæser mere indhold