Monkey Island 2: LeChuck's Revenge - Holder Det?!

Nu kommer vi til mit absolutte yndlingsspil nogensinde. Spillet der gjorde at jeg begyndte at spille PC. Jeg kan huske, at jeg spillede Monkey Island 2: LeChuck's Revenge før jeg spillede det første Monkey Island, men det holdt fint, også uden nogen viden om handlingen i det første spil. Monkey Island 2: LeChuck's Revenge udkom helt tilbage i 1991, for over 31 år siden... gud, jeg er gammel!

Monkey Island 2: LeChuck's Revenge starter med at vi ser den altid charmerende Guvernør Elaine Marley hængende fra et reb, hvor hun snakker med Guybrush Threepwood, som hænger i et reb i den ene hånd, og en skattekiste i den anden hånd. Elaine vil gerne vide hvordan den altid uheldige Pirat-wannabe, er endt i den situation. Han begynder så at fortælle om hvordan han endte på øen, der hedder Scab, eller "sårskorpe" på dansk, og hvordan hans hengivne fans havde tvunget ham til at fortælle om, hvordan han besejrede LeChuck i det første spil. Så er historien i gang, og Guybrushs første opgave er at komme væk fra øen, og lede efter skatten der hedder "Big Whoop". Han kommer til øens største by, Woodtick, hvor han møder Largo LaGrande, som kommer i besiddelse af LeChucks udøde, vriglende skæg, hvormed han vil lade den tidligere spøgelsespirat genopstå. Det er akkurat lige så fjollet som jeg husker det, og jeg elsker denne form for humor, som næsten er mere ekstrem end den var i det første spil. Det er nok også underoverskriften for spillet, for spillet er mere ekstremt, og mere mørkt end det første spil. Humoren er sat mere på spidsen, og er til tider på kanten af dårlig smag. Et eksempel er den ultrafede guvernør på øen Phatt, som bare ligger i sin seng med sine mange dobbelthager, og bliver fodret af et stort rørsystem, som pumper flydende mad direkte i hans store mund. Det er småklamt, og trods at det ikke er ret god smag, så grinede jeg igen da jeg kom til hans store hus.

I det hele taget er Monkey Island 2: LeChuck's Revenge mere voksent end det første spil. Stemningen er mere mørk, og den nye version af LeChuck er tilpas creepy til at Monkey Island 2: LeChuck's Revenge føles helt anderledes end det første spil. Det er nok allermest tydeligt ved at Guybrush har forsøgt at få sig et skæg. Derudover er farverne også mere mørke, og mange af de steder man besøger er lokationer som man ankommer til om natten. Jeg elsker stadig denne stemning, meget mere end den solrige og lyse stemning der er i det første spil. Dermed ikke sagt at spillet er deprimerende, for der er stadig en masse steder fyldt med lys, men generelt er det bare mere voksent og stemningsfyldt. En af de sjoveste sekvenser som symboliserer dette, er da Guybrush skal have en knogle fra en afdød, og derfor agerer gravrøver, mens lyn og torden buldrer i baggrunden. At han så taber bukserne, mens han gør denne forkerte bedrift beskriver meget godt humoren i spillet også. Lige meget hvor tit jeg ser denne sekvens, så knaldgriner jeg. Hvor humoren måske var en tand mere syret i det første spil, er humoren mere nede på jorden. Eller så meget nede på jorden som en dans udført af skeletter af ens døde forældre nu tillader.

Spillet er stadig et klassisk eventyrspil, med en masse gåder og dialog. Gåderne er ret logiske, og måske også mere end de var det i det første spil. Min favorit er spyttekonkurrencen, hvor Guybrush skal konkurrere med modstandere som en selverklæret "Snotmester" og "Kaptain Grønhakker", frit oversat. Så det kan kun ende sjovt. Guybrush forsøger sig, hvorefter hans snotklat løber dovent ned ad hans hage. Så for at besejre de andre deltagere skal Guybrush blande en drink, der gør hans savl meget tykt, hvorefter han kan forsøge igen. Dette rækker dog ikke til sejren, og den eneste måde han kan vinde på, er at vente på at der kommer et vindstød, som bærer hans kropsekret de sidste millimeter til sejren. Det er sjovt og fjollet, men det giver mening på sin egen geniale måde. Jeg roste Ron Gilbert til skyerne i sidste artikel, men hvis man virkelig vil se hvorfor han er den legende han er, så spil Monkey Island 2: LeChuck's Revenge. Den humor som han, Dave Grossman og Tim Schafer, er så kendte for, er til fuld skue her.

Der er dog en gåde, som har hjemsøgt mig igennem årtier. Det er en gåde i spillet så led og svær for en lille Claus at forstå, at selv om han læste en guide til spillet, kunne han ikke løse den. En gåde der gjorde at han ikke så slutningen af spillet, før han mange år efter han tilfældigt trykkede på nogle plader, som sjovt nok havde de samme knogler som i den førnævnte skelletdans. At Guybrush kunne kravle igennem disse skubbede plader, og derved nemt løse gåden, gik ikke op for den stakkels lille Claus. Og da det gik op for ham, at gåden var så ufattelig simpel, blev der ytret mange og farverige bandeord. Nu når jeg sidder med gåden, fatter jeg ikke hvorfor det var jeg ikke forstod den, for det er da så simpelt, men jeg har nu lært, at prøve at klatre ind af ting jeg åbner. En god lærestreg vi alle kan nyde godt af.

Grafikken er stadig pixeleret, og DOS-agtig, men det har sin helt egen charme, og kan man ikke leve med det, så er der stadig en Remastered-version med en mere moderne stil. Musikken er dog den bedste af alle spillene, helt subjektivt. Det er midi, modsat det første spil jeg havde, og den sprøde digitale lyd er bare lige mig. Jeg har en folder på min computer med alle sangene, som et AWE 32-lydkort kun kan præstere at afspille. Det er så fantastisk. Derudover fandt jeg en midi emulator, som kunne afspille musikken så den næsten lød, som var det rigtige instrumenter der udførte den. Jeg elsker stadig musikken her 30 år efter.

I min verden holder Monkey Island 2: LeChuck's Revenge hundrede procent. Humoren er federe, stemningen er bedre, og historien fanger mere end den gjorde i The Secret of Monkey Island. Ja, slutningen er kontroversiel, men det er også ok, for Return to Monkey Island, bliver jo set som en efterfølgeren. Så hvis man kan, så kan spillet fås på alle platforme, der næsten kan gå og stå, og til ikke mange penge. Så spil Monkey Island 2: LeChuck's Revenge, for det holder stadig.