Monaco: What's Yours is Mine

Der forventes meget af Monaco: What's Yours is Mine. For tre år siden tog spillet to priser ved IGF inklusiv den eftertragtede Seumas McNally Grand Prize, og siden da har vi ventet spændt. Efter hvad der føltes som en evighed, er spillet her endelig. Spørgsmålet er: Er det et forfejlet røveri eller århundredets kup?

Dem der har holdt øje med Monaco, vil blive glade for at høre at det er det sidstnævnte der er tilfældet. Pocketwatch Games' top-down puslespilssniger, er fuldstændig eminent i alle aspekter. Fra den definerende visuelle æstetik og den engagerende historie, til det fortræffelige soundtrack og den intuitive styring. Det hele passer perfekt sammen. Jeg må nok hellere sænke tempoet lidt for hvis jeg ikke er forsigtig, løber jeg hurtigt tør for superlativer.

Monaco fungerer godt både som et kooperativt spil og som en singleplayer-oplevelse. Spillere skal samle et hold af kriminelle hver med deres specielle evner. Dirkeren kan komme ind og ud af ethvert rum på den halve tid, Renseren er en kampspecialist der kan uskadeliggøre uvidende vagter, Udsigtskiggeren kan se længere end nogen af de andre og Listetyven har en kæleabe der plyndrer fjenderne mens du bevæger dig igennem de forskellige niveauer. Der er fire karakterer mere som du låser op i løbet af spillet, og samlet tilbyder de otte forskellige evnesæt at vælge imellem, mens du prøver at udføre det perfekte kup.

Spillet ses fra et fugleperspektiv. Hvert niveau er badet i gråt, bortset fra de områder du kan se med dit hold. At have et konstant overblik over dine omgivelser er altafgørende, og at vide, hvor dine fjender kigger hen, er nøglen. Vagter med våben af tiltagende dødelighed patruljerer hvert område, og må enten undgås eller uskadeliggøres for at kunne fortsætte uhindret. Meget af indholdet er tilfældigt genereret, og det betyder at du er aldrig er sikker på hvor vagterne vil være, og hvilke døre der er låste. Dette holder gameplayet intenst, selv på anden og tredje gennemspilning.

Hvert niveau har et mål, der skal udføres. Om det så er et trofæ eller at redde en karakter. der så skal bruges i en senere mission. Spillets formål er at komme ind, få fat i målet og så undslippe. Spredt ud over hvert niveau er guldmønter der kan samles op. Alle mønter der ikke er blevet samlet op ved slutningen af et niveau trækker ned på din score/tid, så at samle så mange som muligt er essentielt, hvis du sigter efter en høj plads på online pointtavlerne.

Som tidligere nævnt har hver karakter en speciel evne, der kan hjælpe dem igennem hver mission. Interaktion med verdenen er så nemt som at læne sig op at det relevante felt, om det så er det pengeskab der skal låses op, en alarm der skal lukkes ned eller en stige der skal klatres op ad. Disse evner komplimenteres af et ekstra sæt evner eller værktøjer der normalt kan samles op i starten af et niveau. Der er røgbomber, EMP'er, koben, shotguns, bedøvelsespile og forskellige forklædninger.

I starten var jeg ved at kritisere den manglende vejledning til disse evner, men ved nærmere eftertanke så var det meget sjovere selv at lære hvordan man brugte hvert værktøj effektivt i felten i stedet for at få alle evnernes formål stukket lige op i hovedet. Monaco holder dig aldrig mere i hånden end nødvendigt.

Der er noget hjælp at finde siden dit mål er tydeligt vist. Du har altid en idé om hvilken retning du burde gå i, men der er som regel mere end én vej til hver destination. Der er altid muligheder. Banerne er så gigantiske og så detaljerede at på trods af det låste perspektiv og de store mængder grå farve, føles hver bane anderledes.

Singleplayer-oplevelsen føles en smule anderledes end det kooperative spil. På egen hånd får du fire liv og hvis/når din karakter bider i støvet, er en anden klar og bliver sat direkte tilbage ind i actionen. I de senere baner bliver det en taktisk beslutning at bestemme hvilke karakterer, der er passer bedst til at udføre den kommende mission, og i hvilken rækkefølge de skal vælges for at maksimere deres potentiale.

Den kooperative del sætter mellem to og fire spillere sammen i en bane. Hver spiller har kun ét liv, men hvis en holdkammerat dør kan de genoplives. Efter et par kampe vil holdene fungere som velolierede maskiner når de bevæger sig synkront, udvikler videre på taktikkerne og kæmper igennem problemerne mens de nyder det i fulde drag. Jeg tror ikke at det er en overdrivelse, når jeg siger at Monaco har givet mig noget af det mest mindeværdige og engagerende kooperativt gameplay, jeg nogensinde har oplevet.

Visuelt er det fantastisk. De små firkantede figurer er fulde af charme, og på trods af fugleperspektivet er de nemme at skille fra hinanden. De forskellige områder de bevæger sig i - fængsler, museer, kasinoer og paladser - er komplekse og eftertænksomt designet. Øjet for detaljer er fantastisk, og det er de små ting der virkelig gør forskellen. Om det så er at slå en vagt ud mens han slår en streg, eller at danse rundt om en søjle for at undgå unødvendig opmærksomhed fra en undersøgende patrulje. Der foregår så mange forskellige ting, og der er så mange små udfordringer at overkomme, at tempoet sjældent daler. Hvis det endelig daler, er det for det meste fordi du har brug for at få pusten eller genvinde overblikket over situationen.

Soundtracket der er komponeret af Austin Wintory (der også komponerede soundtracket til sidste års Journey), er tankevækkende og velovervejet. De subtile toner fra et enkelt klaver akkompagnerer dig, når du undslipper den ene hjertet-i-halsen oplevelse efter den anden, og det fanger virkelig stemningen, understreger handlingen og sætter tingene i perspektiv.

Alle disse ingredienser blandes sammen på en vidunderlig måde. Som en single-player oplevelse er det intenst, udfordrende og engagerende. Det belønner kreativ tænkning, og de senere baner kræver taktisk sans og forsigtig planlægning. Tit går de første par forsøg i hver bane med at finde hoved og hale i det hele, og planlægge sin taktik.

Når man spiller kooperativt ændres oplevelsen en smule, men muligvis til det endnu bedre. Det er spændene, belønnende og opfordrer til kammeratskab holdmedlemmerne imellem. Du skal tit tilbage for at genoplive faldne venner, og lige så tit vil du bande og svovle af dem når et uovervejet valg resulterer i hele holdets død. At gennemføre en svær bane sammen (og som du kommer længere ind i spillet, bliver alle banerne ekstremt udfordrende) er så tilfredsstilende, at der klart lægges op til high fives og lettede råb mellem spillerne. Der en ægte følelses af en stor fælles bedrift, som jeg sjældent har oplevet før.

Når du har gennemført hovedhistorien, og dette skulle tage dig mellem otte og ti timers spilletid (cirka), bliver du tilbudt chancen for at gå tilbage og spille ud fra en anden karakters perspektiv. Her cementeres udfordringen yderligere, og for at låse disse missioner op skal du først rense de almindelige baner i hovedhistorien (ved at samle alle guldmønterne i en bane). For dem der er dedikerede nok, er der potentielt timevis af ekstra indhold at pløje igennem. Dog vil det at rense nogle af de sidste missioner for indhold, kræve en gigantisk mængde dedikation og også en smule held.

Åbenbart er der også en bane editor på vej (helt sikkert på PC men vi afventer bekræftelse på om Xbox 360-versionen får samme behandling), og dette er gode nyheder, da jeg virkelig forventer at der vokser sig et stærkt community op omkring spillet, og sammen med dette forhåbentlig masser af ekstra indhold. Jeg savler ved tanken om potentielle nye baner vi kunne få at se i fremtiden. Folk vil uden tvivl lave kopier af berømte bygninger, genintroducere gamle røveri-klassikere og sikkert meget mere til. Vi kunne faktisk tale om en uendelig strøm af indhold. Der er også en konkurrenceorienteret bane i hovedspillet (epilogen), hvor spillere løber rundt i en katedral og kæmper om at samle så mange guldmønter som muligt, og dette koncept vil uden tvivl videreudvikles af det voksende community.

Jeg har ikke kunne finde særlig mange fejl ved Monaco: What's Yours is Mine. Måske ville det have været rart med flere baner udover dem der er at finde i hovedhistorien, for lige så snart jeg havde spist mig igennem hovedkampagnen var jeg stadig sulten efter mere. Jeg ville have meget mere og selvom jeg satte pris på den ekstra kampagne, så føltes det at låse de nye missioner op ved at gennemspille de gamle igen ikke helt lige så storslået en oplevelse som første gang selvom at man bruger andre taktikker og andre karakterer. Det er dog en ekstremt lille akilleshæl og når man tager hvordan det hele passer sammen i betragtning, er det meget let at anbefale.

Det er originalt, smukt designet, visuelt prangende, velskrevet, udfordrende, meget intuitivt og ekstremt engagerende. Alt hvad et storslået spil skal være.