Alle vidste at Activision og Infinity Wards Call of Duty: Modern Warfare 2, ville blive en kassesucces, men det overraskede alligevel brancheorganisationen ELSPA, at spillet på lanceringsdagen i England blev langet over disken i mere end 1.23 millioner eksemplarer og derved skrabede intet mindre end 47 millioner pund ind til udgiveren. Dermed er Call of Duty: Modern Warfare 2 nu det hurtigst sælgende spil i England nogensinde.
Tidligere var det Grand Theft Auto IV, der på lanceringsdagen blev solgt i 613.000 eksemplarer, der kunne bryste sig af den titel, men det er altså slået ned. ELSPA's daglige chef Michael Rawlinson havde følgende at sige om salget af Call of Duty: Modern Warfare 2:
"Salgstallene fra denne premieredag er mageløse og et klart bevis på, at computerspil nu er et massemarked i England."