Hvis man aldrig har spillet Half-Life 2 før, og sætter sig ned med det i dag, så er det nok svært at få et indtryk af hvorfor det er så revolutionerende. Og det er ikke fordi spillet ikke er imponerende i dag - nej, Half-Life 2 var så indflydelsesrigt, at stort set alle FPS-spil, der er kommet i kølvandet på det, har ladet sig inspirere og bruger samme grundlæggende formel til historiefortælling, som HL2. Det er lidt samme princip som med komedieserien Seinfeld, der i dag virker forholdsvis tam, men kun fordi den dannede skole for alle succesfulde shows siden da.
Half-Life 2 var det første spil til at have oprigtigt troværdige figurer, der interagerede med spilleren, uden at ty til mellemsekvenser hvor kameraet skiftede rundt, eller ansigter lignede noget, der var tegnet med farvekridt på et stykke karton. Det havde lipsyncing, hvilket dengang langt fra var standard, og øjne der fulgte den, personen talte til. Og kiggede den opmærksomme spiller sig lidt omkring, kunne man næsten alle steder finde små detaljer i omgivelserne, der fortalte historien om hvad der var sket, inden man ankom til City 17, og hvad for en verden man var trådt ind i.