Might & Magic X: Legacy

Vi fik en tidlig version af Might & Magic X: Legacy at prøve sidste år, men fandt desværre oplevelsen mangelfuld. Et langsommeligt gameplay, en alt for kompliceret historie og kedelige design-valg gjorde oplevelsen til en søvndyssende en af slagsen. Det var derfor også en smule tøvende, at vi gav os i kast med den komplette version af spillet.

Det er lykkede Limbic Entertainment at ændre mange af de elementer, som vi var ærgerlige over i den tidlige version af spillet, og spillet gør nu et bedre job af at fordybe dig i hele dets univers. Alene den første smule dialog, er blevet udvidet med et par ekstra linjers tekst, der bedre antyder hvad spilleren bør gøre som det næste. Det gøres på temmelig elegant vis, og der er ingen brug for blinkende pile der sender dig i den rigtige retning. Sværhedsgraden er ligeledes blevet justeret, samtidigt med at belønningerne er gjort større.

Might & Magic X: Legacy er en værdig arvtager til Might & Magic-kronen på flere forskellige områder. Det er et svært spil, hvilket er essentielt for oplevelsen, og så lader det dig justere selv de mindste detaljer på dine figurer. Rygsæk-menuen er dog den mest uinspirerede vi nogensinde har oplevet i serien, og alligevel føles det hele som et rigtigt Might & Magic-spil. Vi er endnu ikke sikre på om det skyldes lydbilledet, eller det ikoniske turbaserede gameplay, men når det hele forløber uden problemer, er det nemt at sætte pris på.

På uheldig vis går tingene dog ofte i stå. Limbic Entertainment har således besluttet sig for at gøre brug af en grid-baseret bevægelsessystem, hvor man altså derfor kun rykker en bestemt længde af gangen, og hvor det at dreje sig også koster en bevægelse. Det betyder at det selv i store, åbne områder, føles som om man bevæger sig ned af smalle korridorer. Samtidigt blev det til en lang og kedsommelig proces, at skulle bevæge sig tilbage til byen, hvis nogen dør eller bliver forgiftet ude i ødemarken. Might & Magic-serien havde ellers sagt farvel til denne form for bevægelse i de sene 90'ere, og selv førhen eksisterede den kun som følge af tekniske begrænsninger.

Den mest effektive måde at spille det nyeste eventyr på, er ved at kontrollere det med en enkelt hånd på WASD-knapperne, mens Space bruges til at interagere med. Musen bruges knapt til andet end at gennemsøge ens egen rygsæk, og vi endte derfor med at spille eventyret, med hovedet hvilende på den hånd og arm, som vi ikke brugte til at styre med - hvilket måske er ganske sigende, i forhold til hvordan vi havde det med hele oplevelsen.

Der er også en masse andre irritationsmomenter. Den indledende introfilm, er stadig ligeså unødvendig lang som vi huskede den fra sidst, og selvom det lykkedes os at fange lidt flere detaljer anden gang vi så den, virker det hele stadig som noget ligegyldigt pladder. Meget af den information som er blevet klemt ind i introfilmen, kunne have været forklaret meget bedre, hvis det i stedet havde fremgået af dialogen i selve spillet. Den mest interessante del af introen, den del der forklarer om de helte som spilleren tager kontrol over, føles som en eftertanke. Der foregår alt for meget, og i stedet for at informere spilleren, ender det hele som et forvirrende rod.

Lydsiden og grafikken udgør de bedste elementer af hele Might & Magic X: Legacy-oplevelsen. Det klassiske, næsten gammeldags design er nemt at værdsætte, og verdenen er fyldt med altre, ruiner, kister og andre ting at udforske. I en af de første missioner, får man til opgave at klatre op på et fyrtårn, hvilket giver dig et fantastiske udsyn over den omkringliggende verden - en glædelig overraskelse. Lydbilledet er så godt, at man næsten glemmer oplevelsen mange mangler, og de situationsbaserede udtalelser fra heltene, fik os konstant til at smile.

En sidste ting der irriterede os, var et problem der dukkede op når vi lavede en ny gruppe. Figurerne bliver således givet navne efter deres køn, men hvis man ændrer kønnet senere hen, bliver dette ikke reflekteret i det automatisk givne navn. Hvis man derfor ikke holder øje med det, ender man gerne men nogle interessante, for nu at sige det mildt, kombinationer. Vores gruppe bestod således af de hårdføre RaiderZ, som begav sig på eventyr med den mandlige korsridder Caitlin, og den smukke heks Alan.

For de der voksede på med Might & Magic, er der en vis form for nostalgisk charme ved at genbesøge de vartegn. Charmen forsvinder dog hurtigt. Meget af det der gjorde de gamle spil specielle, mangler ganske simpelt, og der går derfor ikke lang tid før man begynder at blive smerteligt bevist om de simple mekanikker, som holder spillet sammen.