Midnight Club 3: Dub Edition

Her er et eksperiment: først tager du din Playstation 2 og et fjernsyn frem. Læg dernæst en kopi af Midnight Club 3: DUB Edition ved siden af maskinen. Har du gjort det? Godt. Tag nu din PSP frem. Læg den og en UMD ved siden af og kig lidt på opstillingen. Hvordan reagerer du nu, når jeg fortæller at Midnight Club 3: DUB til PSP faktisk er det samme spil som til Playstation 2? Føler du vantro, forbløffelse eller en helt tredje følelse? Den er god nok, Midnight Club 3 til PSP er faktisk i det store hele det samme spil som findes til PS2.

Tvivl må være den første følelse der stiller op i den emotionelle kø. Hvordan i alverden skulle Rockstar, på trods af deres talent for at kode, kunne presse et spil til Playstation 2 ned i den lidt svagere Playstation Portable? Det kan da ikke være andet end en kraftigt beskåret udgave, kan det?
Og vist er der blevet skåret visse elementer af spillet. Det er ikke muligt at kreere sine egne løb, som det var i PS2-, eller Xbox-versionerne. Online-muligheder er der heller ingen af.

Forbløffelse. Er det alt? Er spillet ellers som det var på de store konsoller? Spillet er free roaming ligesom sin søster på de store konsoller, hvilket betyder at gider man ikke umiddelbart at køre race, kan man i stedet køre frit omkring i de tre store byer og se på seværdighederne, samle roterende Rockstaremblemer der låser op for lidt ekstra til bilerne, samt finde smutveje gennem byen. Midnight Club handler i sagens natur om at køre en masse løb og naturligvis vinde dem. Et løb går ud på at man skal gennem en række checkpoints, der mest af alt ligner gevaldige romerlys. Hvilken rute man tager, er ligegyldigt, så længe man kommer gennem checkpoints i den rigtige rækkefølge og kommer først i mål. Styringen er solid, selvom den ikke ligefrem er realistisk. Den forlader sig mest på at man trækker håndbremsen ved hvert sving, hvilket dog giver spillet et herligt arkadeagtigt feel. Kommer man først i mål, modtager man en præmiesum, og når man har sparet en pæn portion penge sammen, begynder et af de mere interessante aspekter af Midnight Club 3.

Spillets undertitel DUB stammer fra et amerikansk blad for bilentusiaster med forkærlighed for krom, glinsende lakeringer og neon. Pengene man tjener kan bruges på at udstyre sit valgte køretøj med alt fra nye dæk og udstødningsrør over klistermærker på forruden til enorme hækspoilere og kunstfærdige kølerhjelme. Der er faktisk et ret imponerende antal muligheder for at udforme sin bil, og man kan virkelig udstyre sin bil som man ønsker sig.

Men alt dette fås vel ikke uden omkostninger? Nej og prisen, der bliver betalt for dette mekka af tuningsmuligheder, er lange loadtider. Når en by skal hentes, loades der. Det tager omkring et halvt minut. Begynder man et løb, skal der loades igen. Endnu 30 sekunder. Når løbet er vel overstået, skal der igen loades. 30 sekunder. Beslutter man sig for at besøge værkstedet og bygge lidt på sin bil? Omkring 30 sekunder igen. Det er i længden trættende at se på et roterende tandhjul, når det eneste man vil, er at spille.

Grafisk er spillet næsten lige så flot som på PS2. Bilerne er meget naturtro, og selv små detaljer som stickers i bagruden fremstår klart, når der køres. Derimod kan almindelig civil trafik groft sagt beskrives som farvede kasser på hjul. Byerne er uhyre detaljerede, med graffiti på mure og lignende. Prisen for den høje detaljegrad og en relativ lang drawdistance er en framerate, der bestemt ikke imponerer. Den hakker til tider, og det hele føles en smule langsomt.

Midnight Club 3 er uden tvivl et mægtigt ambitiøst spil, og det er imponerende at PSP-udgaven minder så meget om PS2-udgaven. Loadtiderne skæmmer, og det er irriterende at skulle vente på at få lov til at spille. Men alt i alt er Midnight Club 3: DUB Edition et godt eksempel på hvad PSPen kan præstere, og med alle tuningsmulighederne er det som at have et regulært bilværksted i lommen.