Microsoft har på relativ kort tid fået skabt sig en temmelig unik samling af spilkontrollere til pc´en, heriblandt kan nævnes joysticket SideWinder Force Feedback Pro og deres SideWinder Freestyle Pro, som vi tidligere har anmeldt. Deres sidste nye på listen i SideWinder serien er deres Force Feedback Wheel.
Programmerbar
SideWinder Force Feedback Wheel er udstyret med to pedaler og selvfølgelig et rat, som har 8 knapper, der alle er programmerbare. Seks af knapperne er placeret på frontsiden af rattet med tre på hver side, de resterende to knapper findes bag selve rattet så de kan nås når man holder hænderne centreret på rattet, men man skal have rimelig lange fingre for at kunne nå både front- og bagknapperne på samme tid.
Noget for Pengene
Har man først rattet i hånden er der ikke noget underligt i, at man skal af med lidt ekstra for det er virkelig kram Microsoft har støbt sammen, noget tilsvarende skal man lede længe efter. Både rat og pedaler virker solide, gummilameller under pedalerne sikre, at de ikke skrider på glatte overflader og rattet er utrolig nemt at sætte fast til bordet, og i modsætning til mange andre sidder det fantastisk solidt, på intet tidspunkt under testen var jeg ude for at hverken pedaler eller rat skred under fødderne eller løsnede sig fra bordet.
Med eller uden
Rattet kan både styres med og uden Force Feedback. Den største fornøjelser er klart Force Feedback og det virker ganske godt, modstanden kan justeres alt efter behov og tager man højeste settings kommer der nok modstand til at selv et par veltrænede arme må give op!!!, nej, ikke så slemt, men modstand er der nok af hvis man ønsker det og det kan til tider godt blive svært at styre. Begynder man at få krampe i hænderne er det ikke sværere, end at man med et enkelt tryk på midterste frontknap kan slå Force Feedback-funktionen fra.
To spil
Der medfølger med købet af rattet de to Microsoft spil Monster Truck Madness 2 og Precision Racing, udmærkede spil til at afprøve rattet på, men man rykker hurtigt videre til andre veje at udfolde sig på for rattet virker fortrinligt til meget mere end bare Microsoft titler, her kan bl.a. nævnes Need For Speed III, som sagtens kan kompensere for de to ovennævnte spil.
Alt i alt
Microsoft bringer deres Force Feedback teknologi lidt videre i det nye rat SideWinder Force Feedback Wheel, en halvdyr, men pragtfuld køreglæde kan denne nye ting levere, og så for man også 2 udmærkede spil med i købet.