
Metroid Prime er på gaden fra d. 21. marts
I hvad der syntes som en evighed har Nintendo fans ventet på et nyt spil i Metroid serien. For mens Mario er kyoto gigantens flagskib og Zelda det sukkersøde kirsebær som med stor garanti sælger i millioner af eksemplarer, så er Metroid rygraden. Det spillet der leverer kanten, overraskelserne og ikke mindst en kvindelig helt i skikkelsen af Samus Aran. Og så er det spillet der for alvor skal vende det kyniske og hardcore voksen publikum mod GameCubens mange digitale glæder. Noget der ikke er lykkes med Super Mario Sunshine eller Starfox Adventures.
Det var derfor heller ikke så underligt, at der verden over lød bandeord, opgivende suk og evige forbandelser over Nintendo, da firmaet på Tokyo Game Show gjorde det klart at næste spil i serien kaldet Metroid Prime, ville blive varetaget af et nyt og ukendt amerikansk udvikler kaldet Retro Studios og at spillet ville få et genreskift fra action platformer til den i øjeblikket meget populære FPS genre. At tiden efter annonceringen endvidere var præget af uendelige forsinkelser, et firma på randen af konkurs og en erkendelse af at projektet måske alligevel var for stor en mundfuld, hjalp ikke på de mange bange anelser.
Men et eller andet sted har Nintendo fundet det magiske støv frem og svunget tryllestaven, for den færdige udgave af Metroid Prime indeholder nøjagtig alt det der kendetegner et virkelig finpudset produkt. At Retro Studios så samtidig får vist, at de kan lege med både effekter, lyd og gameplay uden at miste den oprindelige gnist cementerer blot valget af udvikleren.Selve spillet er heller ikke den FPS som nogle måske ville frygte, men mere en FPS med platform- og RPG tendenser. Det er måske for langt at gå at kalde det for en ny genre, men spillet formår at være ligeså vigtigt for GameCube som Halo var det for Xbox og Half-Life for Pc. Det hele skydes i gang da Samus sendes ind i en skummel rumstation. Her vikles hun ind i et større plan og et væld slimede kryb, og da spilleren efter at have besejret spillets første boss, flyver mod den nærliggende planet Tallon IV, så er der blot endnu mere i vente.
Og her skinner Nintendos overlegne spilforståelse igennem. I stedet for at udstyre spilleren med samtlige våben og items, så skal disse indsamles og efterfølgende bruges. Det er en struktur som er set tusindvis af gange før, og som er specielt udtalt i Nintendo mange spil, men det rykker ikke ved det faktum at det er yderst givende. Fra det øjeblik man bliver i stand til at forvandle sig til en Morph Ball og dermed får adgang til de mere snævre steder på planeten til man får muligheden for at svinge sig med den berømte Hook Shot er der tale om spil øjeblikke der bare hænger sammen på enhver tænkelig måde. Dette krydres endvidere kraftigt med et stort arsenal af meget forskellige våben, dragter og visors, noget der igen åbner tidligere aflåste verdener op. Fra Space Boots der giver dig et tiltrængt ekstra hop til Wave Beam, der er et imponerende lysshow og et yderst effektivt våben.
Grafisk er der tale om en sværvægter på GameCube. Fra lyskilder til partikeleffekter og overflader emmer spillet af rendyrket kunst og en sand hyldest til Gumpei Yokoi - seriens nu afdøde fader. Det hele afvikles glat og med en forbavsende høj detaljegrad, noget der vidner om maskinens mange kræfter. Det soniske element er heller ikke til at komme uden om. Modsat andre spil som gør brug af enten etablerede kunstnere fra virkelighedens musikscene eller hele store brusende symfoniorkestrere, så er alt lyd og musik lavet i såkaldt MIDI af den legendariske lydjonglør Kenji Yamamoto og der er ingen tvivl om at dette er noget af det bedste fra hans side.
Eneste tilsyneladende problem kommer i form af styringen. Mens adskillige timers spil efterlader en tilfreds, så er der ingen tvivl om at de fleste spillere vil undre sig over at Samus Aran ikke styres med begge analoge sticks, men der i mod kun det ene, hvormed strafing ikke er muligt uden et lock-on og evnen til at kigge op eller ned begrænses kraftigt. Dette besværliggøre endvidere sektioner af spillet, hvor hårfine hop fra platform til platform skal mestres for at komme videre. Gamez var specielt opmærksom på at flyvende fjender kunne være et problem at få lock-on - noget der skabte milde ophidselser på redaktionen en stund. Ligeledes anbefaler denne anmelder at man spiller med hint-systemet på. Det ødelægger ikke oplevelsen, da der kun hjælpes med steder der skal besøges og ikke løsning af gåder, men det redder spilleren fra endeløse vandringer fra den ene ende af Tallon til den anden, uden at vide hvad næste opgave er.
Metroid Prime ender alligevel som et uendelig helstøbt produkt, der helt i tråd med tidligere spil i serien formår at forundre, udfordre og forbavse spilleren. Det er også som Mario 64 er perfekt eksempel på at en spilserie sagtens kan tage turen fra 2D til 3D og så holde fast i sine rødder. Ejer man en GameCube er Metroid Prime ganske enkelt en nødvendighed i samlingen, så enkelt er det.